Robert McNamara om risikoen for utilsigtet kernevåbenkrig

Denne tekst er sammenstillet fra to forskellige forlæg, begge forfattet af den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert McNamara. Første del – (I) – stammer fra forordet til udgivelsen Laurence Chang & Peter Kornbluh: The Cuban Missile Crisis (1992/1998), mens anden del – (II) – er fra Robert S. McNamara: Argument Without End, s. 8-11 (1995), der egentlig berører Vietnam-krigen. I bogens indledning kommer forfatteren imidlertid ind på Cuba-krisen i 1962.

Teksten er oversat af Finn Madsen og er gengivet fra samme forfatters bog Nye tekster til Cuba-krisen 1962 (2004).

I begge tekster er mindre og uvæsentlige dele udeladt og markeret med signaturen (...). I tekst (II) har jeg valgt at udelade forfatterens noter, da de ikke er væsentlige i sammenhængen. Udtryk i [ ] er indsat af oversætteren for at klargøre meningen.

(I)

Sovjetunionens, Cubas og USA's handlinger i oktober 1962 bragte disse nationer på kanten af militær konflikt og verden til randen af en katastrofe. Ingen af disse nationer havde gennem deres handlinger til hensigt at skabe sådanne risici. For at forstå krisens baggrund og hvordan sådanne begivenheder i fremtiden kan undgås, mødtes nogle af de involverede aktører i en række konferencer. Mødet i Havana, Cuba, i januar 1992 var det femte [i denne række].
    (...) [Forfatteren omtaler fejlinformationer, fejlberegninger og fejlskøn og fortsætter]: Jeg skal blot nævne fire ud af mange eksempler [fra det 3. møde i Moskva, 1989].
    Første [eksempel]: Før sovjetiske missiler blev ført ind i Cuba i sommeren 1962, mente Sovjetunionen og Cuba, at USA havde til hensigt at invadere øen med henblik på at vælte præsident Castro og fjerne hans regering. Som jeg skal diskutere nærmere, havde ingen sådanne hensigter.
    Andet [eksempel]: USA troede, at russerne ikke ville flytte nukleare sprænghoveder ud af Sovjetunionen – for det havde de aldrig gjort – men det var faktisk hvad de gjorde. I Moskva [i 1989] fik vi at vide, at den 24. oktober 1962 var 20 nukleare sprænghoveder blevet sendt til Cuba, og at raketterne skulle rettes mod amerikanske storbyer.
    Tredje [eksempel]: Russerne troede, at raketterne kunne føres ind i Cuba i hemmelighed og uden at blive opdaget, og at USA ikke ville svare igen, når deres tilstedeværelse blev afsløret. Her tog de også fejl.
    Fjerde [eksempel]: De der opfordrede præsident Kennedy til at ødelægge raketterne ved et flyangreb, der med stor sandsynlighed ville være efterfulgt at en invasion fra luften og søen, tog med næsten sikkerhed fejl i deres overbevisning om, at russerne ikke ville svare igen med militær handling. På dette tidspunkt havde CIA indberettet, at der befandt sig 10.000 russiske soldater på Cuba. På Moskva-konferencen fik deltagerne at vide, at der i virkeligheden var 43.000 mand sammen med 270.000 veltrænede cubanske tropper. Begge disse styrker var – med deres kommandanters egne ord – besluttet på at "kæmpe til døden". Cubanske embedsmænd vurderede deres egne tab til at blive 100.000 faldne. Russerne gav udtryk for deres vantro over at vi kunne have ment, at de med udsigten til et sådant katastrofalt nederlag ikke ville have svaret igen militært et eller andet sted i verden. Resultatet ville sandsynligvis have været en ukontrollabel optrapning.
    Ved slutningen af vort møde i Moskva tror jeg, vi var blevet enige om at drage lære på to områder fra vore diskussioner:
    For det første at krisestyring i en tidsalder med højteknologiske våben er farlig, vanskelig og usikker. Hvad angår fejlfortolkninger, fejlinformationer og fejlberegninger, som jeg har omtalt, er det ikke muligt med sikkerhed at forudsige konsekvenserne af militære handlinger mellem stormagterne og deres allierede.
    For det andet er vi som følge heraf nødt til at rette vor opmærksomhed mod at undgå kriser. Som et minimum vil kriseundgåelse kræve at potentielle modstandere på det omhyggeligste bestræber sig på at forstå, hvorledes deres handlinger vil blive fortolket af deres modpart. I den henseende optrådte vi alle ynkværdigt under [Cuba-]krisen. Lad mig understrege min opfattelse ved at referere til en ordveksling ved åbningen af Moskva-mødet.
    Gorbatjovs rådgiver Georgi Shaknazarov ledede mødet. Som en af de deltagende amerikanere som havde været medlem af præsident Kennedys rådgivende gruppe [Exx-Com] under krisen blev jeg bedt om at stille det første spørgsmål. Jeg sagde: "Mit spørgsmål er helt indlysende fra vort synspunkt: Hvad var Sovjetunionens formål med at bringe kernevåbenbestykkede raketter ind i Cuba?"
    Shaknazarov spurgte: "Hvem vil svare?"
    Andrej Gromyko, den sovjetiske udenrigsminister i 1962, svarede: "Jeg kan besvare spørgsmålet med få ord. Meningen med raketterne var at styrke Cubas forsvarsmæssige muligheder. Jeg gentager: at styrke Cubas forsvarsmæssige muligheder. Det var det hele."
    Så svarede jeg: "Hr. formand, det får mig til at komme med to kommentarer. Min første kommentar er inspireret af dét, der er underforstået i hr. Gromykos svar, nemlig den stiltiende slutning at USA før missilernes opstilling havde til hensigt at invadere Cuba. Jeg vil gerne komme med to kommentarer til denne slutning. Den første er, at hvis jeg havde været cubaner, så tror jeg også, at det ville have været min opfattelse. Det vil jeg gerne indrømme helt åbent. En af de væsentligste lektier vi har lært her i aften er at vi er nødt til at betragte os selv fra andres synspunkt. Og jeg vil gerne i bagklogskabens lys helt åbent erkende, at hvis jeg havde været en af de cubanske ledere, så tror jeg at jeg ville have forventet en amerikansk invasion. Vi havde godkendt invasionen i Svinebugten [i 1961] ... vi understøttede den ikke militært – og jeg finder det vigtigt at anerkende og understrege at det ganske bestemt var præsident Kennedys beslutning ikke at understøtte en operation med amerikansk militær – men under alle omstændigheder så bidrog vi til at den blev ført ud i livet. Efter fiaskoen var der mange tunger i USA der mente, at fejlen ikke bestod i at billige Svinebugt-invasionen, men derimod i ikke at understøtte den med militær magt, eftersom det tydeligvis var underforstået, at det ville blive nødvendigt med magtanvendelse på et eller andet tidspunkt i fremtiden. For det andet havde der været hemmelige amerikanske operationer over et langt tidsrum. Det var cubanerne opmærksomme på. Sådan som jeg husker det begyndte operationerne i de sene 1950'ere og strakte sig ind i den periode vi diskuterer hér, sommeren og efteråret 1962. Og for det tredje så var der vigtige røster i USA – betydningsfulde ledere i Senatet og i Repræsentanternes Hus – som forlangte en invasion i Cuba. Så jeg vil endnu engang åbenhjertigt erklære, at i fald jeg havde været en cubansk leder på dette tidspunkt, så kunne jeg let være kommet til den konklusion, at der var en overhængende fare for en amerikansk invasion. Jeg burde også tilføje, at havde jeg været i den sovjetiske ledelse på det tidspunkt, ville jeg nok have nået frem til samme konklusion.
    Den anden pointe jeg vil understrege – og jeg finder at den viser den grad af fejlfortolkning der kan eksistere og øve indflydelse på begge sider i et stridsspørgsmål – er at jeg helt entydigt kan understrege, at vi absolut ingen hensigter havde om at invadere Cuba. Nej, jeg vil ikke sige at vi ikke havde nogen reserveplaner [der evt. kunne omfatte en invasion på Cuba]; I kender alle – og i særdeleshed vore cubanske og sovjetiske venner – til reserveplaner. I alle militære styrker, i USA, Cuba og Sovjetunionen, findes der reserveplaner, der dækker over en bred vifte af uforudsete tilfælde. Selvfølgelig fandtes der nødplaner. Men lad mig endnu engang understrege, at vi absolut ingen hensigter havde om at invadere Cuba, og at den sovjetiske handling med at placere raketter for at imødegå en sådan var, mener jeg, baseret på en – helt klart forståelig – misforståelse, som vi delvist var ansvarlige for. Dét erkender jeg."
    Mens vi var i Havana [i 1992], fik vi at vide af russerne, at de russiske styrker på Cuba i oktober 1962 – i et antal af 42.000 mand i stedet for de 10.000 som CIA havde oplyst om – var i besiddelse af 36 nukleare sprænghoveder til de 24 mellemdistance-raketter, som var i stand til at slå til mod USA. På det tidspunkt havde CIA erklæret, at man ikke troede, der fandtes nukleare sprænghoveder på øen. Vi fik også at vide, at der fandtes 6 dobbeltfunktionelle taktiske affyringsramper – kaldet "Luna-affyringsramper" af russerne, vi kaldte dem "FROG'er" – understøttet af 9 taktiske raketter med nukleare sprænghoveder til brug mod en amerikansk invasionsstyrke. Vi blev yderligere oplyst om, at bemyndigelse til at benytte disse nukleare sprænghoveder var blevet overdraget til de russiske militære chefer på Cuba, og at yderligere tilladelse fra Moskva ikke var nødvendig.
    Vi behøver ikke spekulere meget over, hvad der ville være sket, hvis USA havde iværksat et angreb, som mange i den amerikanske regering – både militære og civile – anbefalede præsidenten den 27. og 28. oktober. Vi kan forudsige resultaterne med sikkerhed.
    Selv om de amerikanske styrker ikke ville have medbragt taktiske kernevåben, er der ingen der skal tro, at USA i tilfælde af at man var blevet angrebet med taktiske kernevåben, selv ville have undladt at svare igen med kernevåben. Og hvad ville det have ført til? Til den totale katastrofe.

(...)

(II)

[Indledningsvis beskriver McNamara begrebet "kritisk, mundtlig historie(overlevering)", og nævner som eksempler herpå de mange afholdte konferencer om Cuba-krisen og om Vietnam-krigen med deltagelse af forhenværende hovedpersoner].

Metoden: Kritisk mundtlig historie

Men på hvilken basis og med inddragelse af hvilke principper kan vi lære af historien med henblik på at undgå fortidens fejltagelser. (...)
Denne indfaldsvinkel forudsætter en samtidig, gensidig påvirkning af dokumenter, hvorpå der er nedfældet spor af beslutninger vedrørende de problemer og begivenheder, der er taget op til genovervejelse; memoirer fra dem der deltog i disse beslutningsprocesser og forskere, hvis opgave det er at vide besked med de relevante aspekter i skriftlige optegnelser.
Efterhånden som hidtil hemmeligholdte dokumenter ser dagens lys, kan vi tydeligere begynde at se den måde, som begivenhederne udviklede sig på. Alligevel har dokumenter en indbygget svaghed: de er ikke i stand til yderligere at udbygge deres egen baggrund. Derfor er memoirer fra deltagerne i stor udstrækning i stand til at hjælpe med at supplere dokumenternes manglende sammenhæng, og omvendt kan dokumenterne levere mange af de kendsgerninger, som den menneskelige hukommelse forvansker eller glemmer. Samlet kan mange menneskers hukommelse afprøve og korrigere enkeltindividets hukommelse, således at erindringsfejl eller forvanskningsmæssige kæmpebrølere kan formindskes – hvad der især kan være nyttigt, hvis de forskellige deltagere i en diskussion er af forskellige opfattelser, hvad angår synspunkt på de involverede begivenheder. (Dette er – forventeligt – i særdeleshed sandt, når det drejer sig om tidligere modstandere, hvis syn på en given begivenhed ofte ikke alene mangler overensstemmelse, men ofte er direkte modstridende.) I modsætning til traditionel mundtlig historie, hvor mennesker blot fortæller deres historie, udsætter kritisk mundtlig historie disse fortællinger for flerdimensional analyse og kritik. Således må en given beretning – ikke alene en planlæggers erindring om sine oplevelser, men måske også en forskers foretrukne teori – stå til ansvar over for tre [grupper af] sagkyndige: [1] den dokumentariske fortegnelse, [2] ekspertise fra de sagkyndige specialister og [ 3] erindringen hos dem, som med embedsmæssigt ansvar oplevede begivenheden.

Cuba-kriseprojektet (...)

Cuba-krisen i oktober 1962 var den første begivenhed, som blev analyseret med den mundtlige kritiske histories metode. Der blev afholdt fem konferencer mellem 1987 og 1992. Jeg deltog i alle fem, inklusive det afsluttende møde i Havana, Cuba, som blev ledet af den cubanske præsident, Fidel Castro. Det projekt viste, at krisen var endnu farligere end det almindeligvis blev erkendt selv i dag, og det er stadig for tidligt at sige, at lektien er blevet lært.
    [Cuba-]krisen startede, da russerne flyttede kernevåben-raketter og bombefly til Cuba – i hemmelighed og med det klare formål at narre [os] – i sommeren og det tidlige efterår 1962. Det var tanken, at raketterne skulle rettes mod storbyer langs den amerikanske østkyst og true 90 mio. amerikanere. Opstillingen, der blev afsløret af fotografier taget af et U-2 spionfly søndag den 14. oktober 1962, kom til præsident Kennedys kendskab. Han og hans militære og civile sikkerhedsrådgivere var af den overbevisning, at russernes handling udgjorde en trussel mod Vesten. Derfor beordrede Kennedy en flådekarantæne af Cuba iværksat fra onsdag den 24. oktober. Der blev også foretaget forberedelser til luftangreb og amfibie-invasion. Planerne opererede med "første dags"-luftangreb med 1.080 flyafgange – et kolossalt angreb. En invasionsstyrke med i alt 180.000 mand blev samlet i de sydøstlige havne i USA. Krisen kulminerede lørdag den 27. oktober og søndag den 28. oktober. Hvis ikke den sovjetiske leder Krustjov offentligt samme søndag havde tilkendegivet, at han havde til hensigt at fjerne raketterne, tror jeg at et flertal af Kennedys militære og civile rådgivere om mandagen ville have anbefalet, at angrebene blev iværksat.
    Ved afslutningen af den tredje konference om Cuba-krisen i Moskva i 1989 var det kommet til at stå klart, at beslutningerne i hver af de tre nationer før, under og efter krisen var blevet forvansket af fejlinformation, fejlberegninger og fejlskøn. På det tidspunkt [i 1962] mente en del af os – og i særdeleshed præsident Kennedy og jeg – at USA stod overfor en stor fare. Moskva-mødet bekræftede denne antagelse. Men i løbet af Havana-konferencen gik det op for os, at vi alvorligt havde undervurderet disse farer. Mens vi var i Havana fik vi af den forhenværende stabschef for Warszawa-pagten, general Anatoly Gribkov, at vide at de russiske styrker på Cuba i 1962 ikke blot var i besiddelse af nukleare sprænghoveder til deres mellemdistanceraketter, der var rettet mod mål i de amerikanske storbyer, men også [at de var i besiddelse af] atombomber [til bombefly] og taktiske sprænghoveder [d.v.s. til kortdistance-raketter]. Som jeg har nævnt, berettede den centrale efterretningstjeneste (CIA), at der ikke fandtes nogen sprænghoveder på øen.
    I november 1992 – 30 år efter begivenheden – fik vi mere at vide. En artikel dukkede op i den russiske presse, som fastslog at på krisens højdepunkt var de sovjetiske styrker på Cuba i alt i besiddelse af 162 nukleare sprænghoveder, inklusive mindst 90 taktiske sprænghoveder. Yderligere blev det fortalt, at den 26. oktober – på et tidspunkt da spændingen var enorm – blev der flyttet sprænghoveder fra deres depoter til stillinger tættere ved deres affyringsramper, idet en amerikansk invasion blev imødeset. Den følgende dag modtog den russiske forsvarsminister Rodión Malinovsky et telegram fra general Issa Pliyev, den sovjetiske øverstbefalende på Cuba, der oplyste ham om denne handling. Malinovsky sendte den videre til Krustjov. Krustjov sendte den tilbage til Malinovsky med "Accepteret" nedkradset hen over dokumentet. Der var helt tydeligt en stor risiko for, at de sovjetiske styrker på Cuba ved muligheden for et amerikansk angreb – som jeg tidligere har sagt, at både militære og civile medlemmer af den amerikanske regering var indstillet på at anbefale præsident Kennedy – ville have besluttet sig til at benytte deres kernevåben snarere end at miste dem.

(...)

Hvilken lære bør vi da drage af disse forbløffende oplysninger – oplysninger der antydede, at vores strejftog mod den nukleare katastrofe i oktober 1962 var overordentlig tæt på? Læren stod tydelig for mig i det øjeblik i Havana, da vi for første gang fra general Gribkov hørte om de sovjetiske forberedelser til kernevåbenkrig i tilfælde af en amerikansk invasion. Mod slutningen af mødet stillede jeg Fidel Castro to spørgsmål:

Var De vidende om det – om den sovjetiske udstationering af taktiske kernevåben sprænghoveder samt planerne for deres anvendelse, og
Hvad var Deres opfattelse af og forventning til det mulige resultat i Cuba? På hvilken måde mente De USA ville svare igen, og hvad ville dette have medført for Deres land og for verden?

Castros svar sendte et kuldegys ned ad ryggen på mig. Han svarede

"Vi gik ud fra den antagelse, at hvis Cuba blev invaderet, ville der bryde atomkrig ud. Det var vi helt sikre på ... og vi ville blive tvunget til at betale prisen, nemlig at vi ville blive udslettet. ... Ville jeg have været rede til at benytte kernevåben? Ja, jeg ville have været enig i, at der skulle bruges kernevåben. ... I tilfælde af den invasion, De taler om, ville jeg have været enig i brugen af taktiske atomvåben. Hvis hr. McNamara eller hr. Kennedy havde befundet sig i vort sted, og hvis deres land var blevet invaderet, eller deres land stod overfor en besættelse ... så er det min opfattelse, at de ville have benyttet taktiske kernevåben."

Jeg håber ikke, at præsident Kennedy og jeg ville have opført os på den måde, som Castro antydede vi ville have gjort. Hans beslutning ville have ødelagt hans land. Hvis vi havde svaret igen på samme facon, ville ødelæggelsen i vort eget [land] have været katastrofal.
    Men mennesker kan tage fejl. Vi ved, at vi alle begår fejltagelser. I dagligdagen kan fejltagelser være kostbare, men vi prøver at lære af dem. I konventionelle krige koster fejltagelser menneskeliv, undertiden i tusindvis. Men hvis der var fejltagelser involveret i forbindelse med brug af kernevåben-styrker, så ville der ikke være nogen mulighed for en indlæringsperiode. Fejltagelserne ville medføre hele nationers tilintetgørelse. Den endeløse kombination af menneskelig fejlbarlighed og [eksistensen af] kernevåben bærer i sig en meget høj risiko for en mulig nuklear katastrofe.
    Denne lære – og jeg betragter den som langt den vigtigste og mest betydningsfulde lære af konferencerne om Cuba-krisen – er også blevet udledt af mange fremtrædende civile og militære ledere rundt om i verden.
    Konferencerne om Cuba-krisen har også åbnet mine øjne for hvad jeg vil kalde en "metodisk" lektie: Gennem omfattende dialog med ens tidligere fjender er det muligt at lære ganske meget om beslutningsprocessen hos "modparten" i afgørende episoder i amerikansk udenrigspolitik. Vi havde satset på, at det at rejse til Moskva i 1989 og til Havana i 1992 ville fremskaffe så omfattende viden om raketkrisen, at det ville bringe vore mange kritikere til tavshed med deres indvendinger mod at vi skulle have med kommunister at gøre, som stadig var vore modstandere, hvis ikke ligefrem vore fjender, og at vor modpart ikke ville vise sig imødekommende, og at vi i realiteten ville blive "ført bag lyset". Men satsningen betalte sig. Vi fik forbløffende ting at vide i Moskva og Havana (og som efterfølgende undersøgelser i al væsentlighed har underbygget), og dette peger i retning af vigtige erfaringer.
    (...) [Herefter går McNamara over til at beskæftige sig med Vietnam-krigen].

© Finn Madsen og forlaget lee. Al tekst- og billedmateriale på forlagets hjemmeside må bruges vederlagsfrit i forbindelse med udarbejdelse af ikke-kommercielle undervisningsprojekter o. lign., men naturligvis med kildereference. Kommerciel udnyttelse kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale.