Printervenlig udgave

The Cuban Missile Crisis 1962

Denne tekst fortæller kort om offentliggørelsen af hidtil hemmelighedsstemplet materiale om Cuba-Krisen i bl.a. 1989 og om hvordan disse papirer kastede nyt lys over begivenhederne, så man var nødt til at revidere opfattelsen af Cuba-krisen.

Teksten er skrevet af Peter Kornbluh og Laurance Chang som indledningen til projektet The Cuban Missile Crisis 1962 fra The National Security Archive. Den er oversat til dansk af Finn Madsen og gengivet fra sammme forfatters bog Cuba-krisen 1962 - i perspektiv (1997).

Noter er placeret nederst på siden.

Ved middagstid og igen tidlig om aftenen den 16. oktober 1962 sammenkaldte John F. Kennedy en gruppe af sine nærmeste rådgivere i Det hvide Hus. Sent foregående aften havde CIA fremstillet detaljerede efterretningsfotos, der identificerede sovjetiske installationer med kernevåbenmissiler ud under opstilling på øen Cuba ca. 90 miles fra Floridas kyst. Nu stod præsidenten og hans rådgivere over for at skulle tage stilling til, hvorledes USA skulle reagere.

Forsvarsminister Robert McNamara angav hovedtrækkene for tre forskellige reaktionsmuligheder, som præsidenten kunne tage i anvendelse: (1) "den politiske handlingsmulighed" ved åbent at henvende sig til Castro, Krustjov og USAs allierede i et forsøg på at løse krisen ad diplomatisk vej, en mulighed som McNamara og andre betragtede som for usandsynlig til at kunne lykkes; (2) "en handlingsmulighed som åbent skulle erklære tæt overvågning" kombineret med "en blokade mod offensive våben på vej mod Cuba" og (3) "militært engagement mod Cuba med et indledende angreb mod raketterne". En stor del af dagens samtaler drejede sig om de militære valgmuligheder og de risikable og ukendte sovjetiske overvejelser om gengældelse herunder en optrapning af kernevåbenmuligheden. "Jeg tror ikke at vi til fulde har overvejet konsekvenserne ...", sagde McNamara til præsidenten. "Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved hvorledes verden vil se ud, efter at vi har angrebet Cuba, og det vil være os, der har begyndt ... hvordan får vi det så stoppet igen?"¹

Heldigvis kom Kennedy-regeringen aldrig i en situation, hvor det var nødvendigt at besvare dette usædvanlige spørgsmål. Sluttelig valgte præsident Kennedy at iværksætte en flådeblokade mod de sovjetiske fartøjer, der fragtede kernevåbenudstyr. Hans strategi viste sig succesrig; russerne trak raketterne tilbage, og atomkrigen blev undgået.

Tre årtier senere gik det imidlertid op for russerne, cubanerne og amerikanerne hvor tæt verden havde været på en nuklear brandkatastrofe. Under en usædvanlig konference der i januar 1992 blev afholdt i Havana, Cuba -- og som blev overværet af medlemmer af den tidligere Kennedy-regering, russiske deltagere i krisen og en cubansk delegation under ledelse af Fidel Castro -- oplyste den sovjetiske general Anatoly Gribkov deltagerne om, at russerne havde placeret ni taktiske missiler på Cuba ud over deres mellemdistance-raketter med henblik på anvendelse mod en amerikansk invasionsstyrke. Endnu mere opsigtsvækkende var general Gribkovs erklæring om, at sovjetiske kommandører havde autoritet til at affyre disse taktiske våben uden yderligere ordrer fra Kreml.²

Hvad ville der være sket, hvis USA havde invaderet Cuba, således som nogle af rådgiverne anbefalede præsident Kennedy under krisen? "Vi kan med sikkerhed forudsige resultaterne", svarer den forhenværende forsvarsminister McNamara i sit forord til denne bog: "Det ville have været utænkeligt at amerikanske styrker blev angrebet med taktiske nukleare kernevåben, uden at USA ville have svaret igen med sine kernevåben. Og hvad ville det have ført til? Den totale katastofe!"

ERFARINGER FRA CUBA-KRISEN

30 år efter at USAs, Sovjetunionens og Cubas handlinger bragte verden til randen af det utænkelige fortsætter nye og væsentlige oplysninger om Cuba-krisen med at dukke op. Ingen anden begivenhed under den kolde krig har affødt tilsvarende almen og forskermæssig interesse; faktisk har de hundredvis af artikler, bøger og essays, der allerede er skrevet om denne episode gjort den til den måske mest udforskede af de internationale konfrontationer i det 20. århundrede. Det er rimeligt nok, for krisen repræsenterer dén ene gang, hvor verdens ledere og det internationale samfund stirrede ind i hvad Kennedys personlige sekretær Theodore Sorensen beskrev som "kernevåbenkrigens geværløb" og stod over for udslettelsen af historien, sådan som vi forstår den. Til trods for ophøret af den kolde krig, er udforsknings- og afsløringsprocessen stadig nødvendig i forsøget på til fulde at forstå hvad der affødte denne krise - og hvad der er vigtigere - hvorledes vi skal undgå sådanne fremtidige dommedagsbegivenheder. "Når vi nu har været så tæt på afgrunden", erklærer Kennedys nationale sikkerhedsrådgiver, "så må vi sørge for ikke at betræde dén vej igen."³

Med det som mål påbegyndte National Security Archive i 1987 en kampagne med henblik på at fremskaffe historisk materiale om krisen. Målet var at opbygge en omfattende samling af ikke-klassificerede dokumenter fra den amerikanske regering gennem en systematisk udnyttelse af Freedom of Information Act⁴ med henblik på at gøre dem tilgængelige for forskere, studerende, journalister og interesserede borgere for at fremme den offentlige debat om hvad der virkelig skete i 1962 og hvorfor. I de tidlige 1970'ere var mange nøgledokumenter blevet offentliggjort i John F. Kennedy-biblioteket. Men i tusindvis af andre hemmelige dokumenter forblev utilgængelige for den brede offentlighed. Til trods for at tiden gik insisterede den amerikanske regering på, at disse dokumenter af nationale sikkerhedsårsager ikke kunne deklassificeres.

Efter krisen blev alle de papirer fra de statslige sikkerhedsorganer, der havde været involveret, spredt rundt omkring hos regeringen. For ekempel blev vigtige optegnelser senere fundet henkastet i en indkøbsvogn i Udenrigsministeriets kælder. Andre dokumenter var derimod samlet og stuvet væk på ét sted. Gennem interviews med tidligere regeringsansatte opdagede forskere ved National Security Archive, at Johnson-regeringen i 1965 havde modtaget omkring 75 kartoteker fra forskellige kontorer og opmagasineret dem i lokale 7512 på 7. etage i Udenrigsministeriet. Samlingen udgjorde et mini-arkiv på omtrent 3.000 optegnelser med i alt 10.000 sider og omfattede beredskabsplaner, militære slagplaner, referater fra Kennedys 'eksekutivkomité'⁵, efterretningsrapporter, analyser, kronologiske oversigter, telegrammer samt et bredt udsnit af tilsvarende følsomme dokumenter fra Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Det nationale Sikkerhedsråd og CIA, der belyste krisen.

Under henvisning til Freedom of Information Act indgav National Security Archive i april 1987 en række ansøgninger om at måtte se disse kartoteker⁶. Da Udenrigsministeriet ikke viste sig lydhør, indgav the Archive ni måneder senere retsligt søgsmål med henblik på at fremtvinge offentliggørelsen af alle de udbedte dokumenter. I overensstemmelse med dette søgsmål havde Udenrigsministeriet ved midten af 1989 helt eller delvist deklassificeret 2.000 dokumenter. Disse dokumenter samt hundreder af tilsvarende deklassificerede optegnelser, som the Archives analytikere og andre krise-forskere var kommet i besiddelse af gennem flere FOIA søgsmål eller fra militære biblioteker, blev offentliggjort i the National Security Archive's mikrofiche-samling⁷ The Cuban Missile Crisis: The Making of U.S. Policy. Efter offentliggørelsen af samlingen i 1990 er the Archive fortsat med at søge efter og få fat på i hundredvis af deklassificerede væsentlige dokumenter fra Udenrigs- og Forsvarsministeriet, CIA samt NSC-dokumenter, der vedrører Cuba-krisen.

OMSKRIVNING AF CUBA-KRISENS HISTORIE

Det forhold at hidtil klassificeret materiale er blevet tilgængeligt har både sat forskere i stand til at stille spørgsmålstegn ved traditionelle opfattelser og samtidig revidere mangeårige fortolkninger af de begivenheder, som fandt sted før, under og efter oktober 1962. Til trods for den mængde af bøger og artikler, der er blevet udgivet om emnet, var krisens historieskrivning bygget op omkring tidligere embedsmænd i Kennedy-regeringen og især Robert Kennedys Thirteen Days: A Memoir of the Cuban Missile Crisis. På tilsvarende vis var forskningsarbejderne domineret af Graham Allisons bog Essence of Decision, som i høj grad byggede på officielle erindringer med det formål at forme denne begivenhed som den "klassiske" model i krisestyring.

Deklassificerede amerikanske optegnelser har givet forskere mulighed for at kaste lys over de uundgåelige forvanskninger, begrænsninger og unøjagtigheder i beretninger fra forhenværende embedsmænd i Kennedy-regeringen. Samtidig har det vist sig muligt at fuldstændiggøre og supplere deres erindringer. Det mest slående eksempel på denne udvikling fandt sted under en række tilbageskuende konferencer sponsoreret af Harvard og Brown universiteterne under professor James G. Blights ledelse, som mellem 1987 og 1992 førte forhenværende planlæggere og forskere fra USA, Sovjetunionen og Cuba sammen med henblik på at rekonstruere de sprængfarlige begivenheder i 1962 og genvurdere, hvorfor de fandt sted.⁸ Ved at anvende en teknik, som han kaldte "kritisk mundtlig historiefremstilling" benyttede Blight dokumenterne til at supplere de kendsgerninger og detaljer som de tidligere planlæggere havde fordrejet eller glemt, samtidig med at deltagerne leverede den manglende sammenhæng i dokumenterne.⁹ Resultatet blev at en ny samling informationer dukkede op, som præsterer et mere komplet billede af begivenhederne, og som fundamentalt ændrer opfattelsen af Cuba-krisens omfang og betydning.

Selve afgrænsningen på krisen er ændret. Snarere end blot en pludselig episode fremstår krisen nu som kulminationen på forværrede forbindelser mellem USA på den ene side og Sovjetunionen og Cuba på den anden. Ydermere kan konfrontationen ikke længere betragtes som begrænset til "tretten dage" for at bruge Robert Kennedys beskrivelse, som begyndte med opdagelsen af sovjetiske raketter på Cuba den 16. oktober og sluttede med Krustjovs beslutning om at trække raketterne tilbage den 28. oktober. En række breve mellem Kennedy og Krustjov, som er deklassificerede og overgivet til the National Security Archive i 1992, afslører at krisen mindst varede til slutningen af november 1962.

Nye afsløringer om Cuba-krisen har også undergravet forestillingsbilledet som et mønstergyldigt eksempel på succesrig krisestyring. I årevis har Arthur Schlesinger Jr.s beskrivelse af præsident Kennedys beslutningsproces som "strålende kontrolleret og enestående justeret" afspejlet mytologien om at det succesrige resultat af krisen udsprang af Kennedys mesterlige håndtering af både skabelsen og iværksættelsen af den amerikanske politik.¹⁰ Som Robert McNamara anfører, så var beslutningsprocessen både i Washington, i Moskva og i Havana karakteriseret ved "mangelfulde informationer, fejlberegninger og fejlvurderinger". Til trods for forsøgene på styring var krisen ifølge Theodore Sorensen "tæt ved at hvirvle ud af kontrol før den sluttede."¹¹

For eksempel fejlfortolkede amerikanske embedsmænd under krisen en række sovjetiske politiske og militære handlinger som velovervejede "signaler" fra Kreml, selv om de i virkeligheden ikke havde opnået grønt lys fra Krustjov. Uden Det hvide Hus' vidende foretog CIA og amerikanske militærpersoner et antal truende handlinger - herunder iværksættelse af skjulte sabotageaktioner ind i Cuba midt under intense forhandlinger, som på tilsvarende facon blev misfortolket af russerne og cubanerne. Der forekom farlige hændelser så som et amerikansk fly, der kom på afveje i sovjetisk luftrum midt under krisen. Denne kombination af ikke-godkendte militære og hemmelige handlinger, fejlfortolkede militære og politiske signaler og betydelige svigt i efterretningsvirksomheden -- som alle truede med at sætte krigen i bevægelse -- stiller ikke blot spørgsmålstegn ved tidligere beskrivelser af denne episode som selve handlingsmodellen på en "kontrolleret krise", men sætter afgørende spørgsmålstegn ved den fundamentale antagelse af, hvorvidt alvorlige internationale kriser i det hele taget kan "styres".

Denne nye dokumentation kaster sammen med nylige vidnesbyrd fra sovjetiske og cubanske embedsmænd også lys over, hvad der måske er den væsentligste gåde i forbindelse med Cuba-krisen: Hvad var det der fik russerne til at udstationere kernevåbenraketter på Cuba? Den deklassificerede optegnelse viser, at amerikanske embedsmænd var ganske klar over at udstationeringen af Jupiter-raketter nær Sovjets grænser i Tyrkiet og i Italien i høj grad ville blive taget fortrydeligt op af sovjetiske regeringsembedsmænd. Selv præsident Eisenhower gav udtryk for at det ville være et "provokerende" skridt på samme måde som en udstationering af sovjetiske raketter i "Mexico eller på Cuba".¹² En deklassificeret militær beretning om Jupiter- systemet afslører, at raketterne blev gjort operationsklare i april 1962 - en begivenhed som kunne have bidraget til Krustjovs beslutning fra selv samme måned om at udstationere tilsvarende våben på Cuba.¹³ Hertil kommer at dokumenterne fæster lid til Krustjovs påstand om at et vigtigt sovjetisk motiv var Cubas forsvar mod en amerikansk invasion. I årevis har amerikanske analytikere afvist dette som en efterrationaliseret begrundelse, der skulle redde ansigt for russerne, som således blev sat i stand til efter konfrontationen at bekendtgøre en sejr i stedet for at indrømme et nederlag. Men hidtil tophemmelige dokumenter, der blev udleveret til National Security Archive i januar 1989 stiller en detaljeret beskrivelse af et hemmeligt amerikansk handlingsprogram fra 1962 til rådighed, der var kendt som 'Operation Mongoose' og som kombinerede sabotage, infiltration og psykologisk krigsførelse med militære øvelser og beredskabsplaner med henblik på en mulig invasion med det formål at vælte Castro-regeringen. Retningslinierne for Operation Mongoose, der stiltiende var blevet billiget af præsident Kennedy i marts 1962, omtalte at programmets "endegyldige succes" ville "forudsætte beslutsom amerikansk militær indgriben". Selv om Kennedy aldrig formelt godkendte en invasion, indrømmer tidligere embedsmænd i regeringen, at det cubanske efterretningsvæsen havde infiltreret CIAs eksilgrupper og havde fået underretning om planerne for en mulig invasion, som ironisk nok var planlagt til at skulle finde sted i oktober 1962.

Hvis de nye dokumenter kaster lys over hvorledes krisen begyndte, præciserer de også hvordan den sluttede. Konservative analytikere har i årevis påstået, at Kennedy som gengæld for den russiske tilbagetrækning af raketterne lavede en hemmelig aftale med Krustjov om ikke at invadere Cuba. Den nyligt deklassificerede Kennedy-Krustjov brevveksling, der er offentliggjort her, afslører at der ikke blev afgivet et sådant amerikansk løfte. Krustjov opfordrede gentagne gange Kennedy til "gennem FN at formalisere" et løfte om ikke-invasion for at afslutte krisen. Brevene viser at Kennedy gang på gang afviste dette og henviste til Sovjetunionens manglende vilje til at imødekomme amerikanske krav om besigtigelse og efterprøvning. Højt klassificerede memoranda fra Udenrigsministeriet, der blev overdraget til National Security Archive i april 1992, afslører Kennedy-regeringens indenrigspolitiske argumenter imod at bringe krisen til afslutning: en aftale ville begrænse USA i dets fortsatte bestræbelser på at vælte Fidel Castro. Når alt kom til alt foretrak amerikanske regeringsembedsmænd frie tøjler til at skride ind over for Cuba frem for en international aftale, der afsluttede Cuba-krisen.

1. McNamara er citeret fra udskrift af ExComm-mødet [Overs. anm.: d.v.s. mødet i Executive Committee Meeting , hvor præsidenten, dennes sikkerhedsrådgivere og nærmeste medarbejdere mødtes] om aftenen den 16. oktober 1962 (se dokument 16).
2. "Small Missiles Hightened Peril in 1962 Cuban Crisis", Washington Post, 14. januar 1992.
3. McGeorge Bundy: Danger and Survival: Choices about the Bomb in the First Fifty Years (New York; Random House, 1989), p. 462.
4. (Overs. anm.:) En lov om offentlighed i forvaltningen.
5. Se note 1.
6. Disse ansøgninger var indsendt i professor Philip Brenners navn; denne var Cuba-specialist og medlem af the Archives rådgivningspanel.
7. [Overs. anm.]: Mikrofiche er et plant, gennemsigtigt kort i størrelsen 10 x 15 cm. med mikrofilm af tekstsider, der af pladshensyn er reduceret mest muligt. Et kort af den nævnte størrelse kan rumme ca. 60 sider i A-4 format, og det læses med et særligt læseapparat.
8. Disse konferencer er resulteret i tre større bøger og talrige artikler af Blight og hans kolleger. Se James G. Blight og David A. Welch: On the Brink: Americans and Soviets Reexamine the Cuban Missile Crisis (New York, 1989); James G. Blight og David A. Welch: The Shattered Crystall Ball: Fear and Learning in the Cuban Missile Crisis (Savage, Maryland; 1990); Bruce J. Allyn, James G. Blight og David A. Welch: Back to the Brink: The Moscow Conference on the Cuban Missile Crisis (Lanham, MD; 1991) og Cuba On the Brink: Fidel Castro, the Missile Crisis and the Collapse of Communism (New York, 1993). Blandt deres mange artikler se fx Allyn, Blight og Welch: "Essence of Revision: Moscow, Havana and the Cuban Missile Crisis" i INTERNATIONAL SECURITY, 1989/1990 (vol. 14, nr. 3), pp. 136-172.
9. Med henblik på anvendelsen af dokumenterne og det at benytte såkaldt 'kritisk mundtlig historiefremstilling', se Blight og Welch: On the Brink, pp. 5-6.
10. Arthur Schlesinger Jr.: A Thousand Days: JFK in the White House (Boston, 1965), p. 841.
11. Citeret i Blight: On the Brink, p. 315.
12. "Memorandum of Conference with the President", 6. juni 1959. Tilgængelig i the National Security Archives microfiche samling The Cuban Missile Crisis, 1962.
13. James N. Grimwood og Francis Strowd: "History of the Jupiter Missile System", 27. juli 1962. Tilgængelig i the National Security Archives microfiche samling The Cuban Missile Crisis, 1962.

© Finn Madsen og forlaget lee. Al tekst- og billedmateriale på forlagets hjemmeside må bruges vederlagsfrit i forbindelse med udarbejdelse af ikke-kommercielle undervisningsprojekter o. lign., men naturligvis med kildereference. Kommerciel udnyttelse kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale.