Peter Søndergaard:
Cosa Nostra indefra - mafia og mafiosi på Sicilien (1997)

Forord

Mafia er for moderne mennesker et ord der ikke blot tænder advarselssignaler, men også pirrer nysgerrighed og interesse for det der er anderledes. Omtale af mafia i nyhedsmedier og brug af mafia-temaet i litteratur og film er i dag mere udbredt end nogensinde, men det er vanskeligt at afgøre om denne omtale skyldes at fænomenet er i vækst, eller om emnet er godt stof. Og blot tilbyder en skabelon om kamp for overlevelse og anden livsdramatik, som massekulturens produkter kan bruge.

Mafia er organiseret kriminalitet, men ikke al organiseret kriminalitet er mafia. Den moderne mafia er den foreløbige kulmination på et fænomen som har haft lang tid til at udvikle de særlige kendetegn som gør mafia til et særtilfælde af organiseret kriminalitet. Blandt disse kendetegn er mafiaens evne til at kontrollere økonomisk aktivitet i sit lokale område, dens forbindelse til det politiske liv og den offentlige administration, dens regelsæt, dens forfinede organisationsstruktur og dens internationale netværk.

Det er en almindelig antagelse at organiseret kriminalitet og mafia er i stærk vækst, men nogen sikker viden har man ikke, bl.a. fordi mafia-kriminalitet i sin natur er vanskelig at få kendskab til. Den moderne sicilianske mafia, Cosa Nostra, er videnskabelig set bemærkelsesværdigt lidt undersøgt. Cosa Nostra ligger i åbent opgør med den italienske stat, men har rødder tilbage til en tid hvor denne stat ikke eksisterede. "Stater forgår, men mafia består", kunne være en overskrift, men også en overskrift der kunne finde belæg i det forhold at trods de sidste 3-400 års samfundsudvikling, er der alligevel en forbavsende konstant bevidsthed om mafia. Vi er vant til at opfatte historien som en udvikling hvor ændringerne i de materielle livsbetingelser skaber ændringer i bevidsthed og tankeverden; vi er vant til at tænke at der er en sammenhæng og en vis balance mellem den virkelige verden og bevidstheden om den. Andet ville være irrationelt og uforståeligt, og alligevel kan man sandsynliggøre at mafia-tankens grundsubstans lever og lever med det samme indhold som for flere hundrede år siden. Opfattelser af ære, opfattelser om vold, om organisation og optagelse; regler for ordholdenhed, om at kende sin plads, om at holde mund; straf for at overtræde bestemmelser, for at svigte; synet på familien, på kvinden, på fjender og på myndigheder, på de svage, o.s.v. Mafia-tanker om disse almene forhold er i dag stort set de samme som da de blev undfanget af tidlige mafialignende grupper i 1600-tallet, og de er forblevet intakte til trods for at disse gruppers aktivitet har ændret sig i takt med den almindelige samfundsudvikling. Man har tilsyneladende klippet forbindelsen mellem tanke og virkelig, moderne eksistens. Derfor må man også være skeptisk overfor den moderne stats muligheder for at bekæmpe mafiaen gennem retssager og politistyrker eller for den sags skyld gennem undervisning og oplysning. Tanken om mafia som en alternativ mulighed for at overleve og finde mening lader sig ikke let fjerne fra den bevidsthed, der befordres af traditionen. Den er som en anden virus på den samfundsmæssige bevidstheds harddisk i stand til indkapsle sig og bryde ud hvor immunsystemet er svækket. Billedlig talt.
    Mafia er mange ting, mafia er anti-stat, mafia er anti-demokratisk, mafia er undertrykkende, mafia er for de udvalgte, mafia er ekstrem. Men netop ved disse egenskaber sætter mafia også samfundets inhumane træk i perspektiv: mafia skaber ikke volden, mafia forstørrer den; mafia skaber ikke byggespekulation, mafia forstørrer den; mafia skaber ikke narkotikaproblemer, mafia forstørrer dem; mafia skaber ikke korruption, mafia forstørrer den. Samfundet skaber illegale sektorer og mafia udnytter dem. Moderne mafia er i mange henseender samfundets eget vrængbillede, livet i dets baggård, og mafiaen har sikkert brug for en besynderlig irrationel tanke og selvforståelse for at kunne tilpasse sig den omskiftelige jordiske virkelighed og alligevel forblive uforandret, fra generation til generation af nye mafiosi.

Teksten i denne bog er forfattet af mafiaen selv. Den består af en samling autentiske udsagn fra sicilianske mafiosi som er hoppet af og har samarbejdet med de italienske myndigheder siden midten af 1980'erne (Se "Litteratur"). Den beskriver hvorfor unge mafiosi blev tiltrukket af organisationen, hvordan de blev medlemmer, lærte mafiaens regler og organisationens opbygning, hvordan man fik magt, indflydelse og drog fordel af politiske forbindelser. Men den handler også om ubehaget ved vold, om frygt, afsavn og fængselsophold. Omdrejningspunktet er den unge mafioso Vincenzo Marsalas fortælling om mafiaen i den sicilianske landsby Vicari. Andre mafiosis vidnesbyrd inddrages for at give hans fortælling perspektiv.

Peter Søndergaard