Peter Søndergaard:
Mafioso! - en materialesamling om den syditalienske mafia (1995)

Forord

Mafia er for moderne mennesker et ord der ikke blot tænder advarselssignaler men også pirrer nysgerrigheden og interessen for det der er anderledes. I dag er omtalen af mafia i nyhedsmedierne eller brugen af mafiatemaet i litteratur og film mere udbredt end nogensinde, men det er vanskeligt at afgøre om denne omtale skyldes at fænomenet er i vækst eller fordi emnet er godt stof og sælger. Mafia indgår som et særtilfælde i den komplekse størrelse man i samfundsvidenskaberne almindeligvis omtaler som organiseret kriminalitet og det er en almindelig antagelse at denne kriminalitetsform er i stærk vækst, men nogen sikker viden har man ikke. Bl.a. fordi denne kriminalitet i sin natur er et emne det er vanskeligt at få viden om og fordi vækst på dette område kan måles forskelligt: er det værdien målt i penge der er afgørende, er det antallet af involverede personer der tæller, er det økonomisk aktivitet i de sektorer samfundene selv har valgt at definere som illegale og som man med et slag kunne gøre legale og kontrollerede, osv. Organiseret kriminalitet udvikler sig ikke kun ved hjælp af sin egen indre dynamo men især i kraft af de betingelser og nicher samfundet skaber for at den kan udfolde sig. Sådan også med mafia, med den moderne mafia.

Denne tekstsamling vil gerne pege på at den mafia vi hører omtalt i dag har en forhistorie, at Cosa Nostra mafiaen som i dag er i åbent opgør med den italienske stat har rødder tilbage til en tid, hvor denne stat ikke eksisterede. Stater forgår men mafia består kunne være en overskrift men også en overskrift der kunne finde belæg i det forhold, at trods de sidste 3-400 års samfundsudvikling er der alligevel en forbavsende kontinuitet i bevidstheden om mafia. Vi er vandt til at opfatte historien som en udvikling hvor ændringerne i de materielle livsbetingelser skaber ændringer i bevidsthed og tankeverden, at der er en ligefrem sammenhæng og en balance mellem den virkelige verden og bevidstheden om den. Andet ville være urationelt og uforståeligt; det kunne til nød være et bevidsthedsmæssigt produkt fra en svunden tid. Og som sådan dømt til at havne på historiens mødding før eller siden.

Alligevel kan vi sandsynliggøre at mafiatankens grundsubstans lever og lever med det samme indhold som for flere hundrede år siden. Opfattelser af ære, opfattelser om vold, om organisation og optagelse, regler for ordholdenhed, for at kende sin plads, for at holde sin mund, for at overtræde bestemmelser, for at svigte, synet på familien, synet på kvinden, synet på fjender og på myndigheder, synet på de svage, osv. Tanker om disse almene forhold er i dag stort set de samme som da de blev undfanget af premafiose grupper i 1600-tallet og de er forblevet intakte til trods for at disse gruppers aktivitet har ændret sig i takt med den almindelige samfundsøkonomi. Man har tilsyneladende cuttet forbindelsen mellem tanke og virkelig (moderne) eksistens. Derfor må man også være skeptisk overfor den moderne stats muligheder for med statsraison at bekæmpe mafiaen gennem retssager og politistyrker eller for den sags skyld gennem undervisning og oplysning. Tanken om mafia som en alternativ mulighed for at overleve og finde mening lader sig ikke let fjerne fra den af traditionen befordrede bevidsthed. Den er som en anden virus på den samfundsmæssige bevidstheds hard disk i stand til indkapsle sig og bryde ud i de sektorer og filer hvor immunsystemet er svækket eller ligefrem indbyder til opblomstring af en tilsyneladende irrationel formering.

Billedlig talt. Mafia er mange ting, mafia er antistat, mafia er antidemokratisk, mafia er undertrykkende, mafia er elitær, mafia er ekstrem. Men netop ved disse egenskaber sætter mafia også samfundets inhumane træk i perspektiv: mafia skaber ikke volden, mafia forstørrer den; mafia skaber ikke byggespekulation, mafia forstørrer den; mafia skaber ikke narkotikaproblemer, mafia forstørrer dem; mafia skaber ikke korruption, mafia forstørrer den; samfundet skaber illegale sektorer, mafia udnytter dem. Mafia er i mange henseender samfundets eget vrængbillede, livet i dets baggård og mafiaen har sikkert brug for en besynderlig irrationel tanke og selvforståelse for at kunne tilpasse sig den omskiftelige jordiske virkelighed og alligevel forblive uforandret, fra generation til generation af nye mafiosi.

Tekstsamlingen givet ikke sandheden om mafiaen, men nogle sandheder og ideer til at forstå fænomenet. Der bringes resultater fra nyeste mafiaforskning, analyser af de seneste års mafiafejde, beretninger fortalt af afhoppede mafiosi, gennemgang af det politiske system i Italien og andet baggrundsstof. Moralsk fordømmelse af mafia fører til ingenting eller det der er værre; her tilbydes indsigt og viden som grundlag for mafiakritik og samfundskritik.

Peter Søndergaard
November 1995