|
Finn Madsen: Kennedy-mordet/Kennedy Assassinated! - 30 års efterforskning og debat, bind 1 (1993)
Forord
Denne materialesamling - Kennedy-mordet/Kennedy Assassinated! - 30 års efterforskning og debat - udspringer af mit arbejde med præsidentmordet siden 1988.
I 1988 udgav jeg bogen Skuddene i Dallas - énmandsværk eller sammensværgelse?, der bl. a. rummede en beskrivelse af begivenhederne den 22. november 1963 i Dallas, Texas. Samtidig var det et forsøg på at gøre status over efterforskningen i dét, der af forskere er blevet betegnet som 'århundredets forbrydelse'. Jeg sluttede bogen på følgende facon: "Der er således al mulig anledning til at være optimistisk og tro på, at den fulde og endegyldige sandhed ... vil blive kendt en gang. Men der vil nok gå mange år!" - Fem år senere er jeg stadig overbevist om udsagnets rigtighed, men jeg finder ikke megen opmuntring i det faktum, at flere hundrede tusinde siders dokumenter netop er blevet gjort tilgængelige for offentligheden i Nationalarkivet i Washington: Meget følsomme papirer vil givetvis enten være for censurerede til at kunne anvendes som afgørende bevismateriale, eller også vil de fortsat være utilgængelige for offentligheden. Så jeg tror, at der nok stadig vil gå mange år ...
Materialesamlingen kan anvendes til undervisningen i fagene historie/samfundskundskab og engelsk på ungdoms- og voksenuddannelserne, seminarierne og videregående uddannelser. Det er tanken, at læreren udvælger netop dét materiale m.h.p. mangfoldiggørelse, som er relevant i den givne undervisningssituation. Disse tekster er glosserede. Materialesamlingen kan imidlerid også benyttes som selvstudium for undervisere, studerende og andre interesserede, der ønsker at trænge ned under overfladen i vor tids største mordgåde.
Der er to årsager til, at jeg har valgt en kombination af engelsk- og dansksproget titel. For det første er det væsentligt at understrege, at kun engelsksproget materiale giver én mulighed for at gå i detaljer med mordgåden; meget lidt materiale findes på dansk og især af oversigtsmæssig art! For det andet har jeg villet betone, at udgivelsen benyttet i undervisningen tager sigte på både ENGELSK og HISTORIE/ SAMFUNDSKUNDSKAB. Materialet er nemlig dels engelsk- og dels dansksproget. Det er endvidere tanken, at Kennedy-mordet/Kennedy Assassinated! skal kunne finde anvendelse hos alle, der er interesseret i USA's nyere historie. Undervisere i fx engelsk og historie kan udnytte materialesamlingen til at ajourføre egen baggrundsviden om emnet. Den kan imidlertid også anvendes som et supplement til gængse (lære)bøger om USA - og til almindelig perspektivering for særligt interesserede!
En ganske særlig tak retter jeg til bibliotekar Bente Knudsen ved Nakskov Bibliotek for uvurderlig hjælp i forbindelse med tilvejebringelse af litteratur.
Søllested, november 1993
Finn Madsen
|