Grundprincipperne for det politiske system i Sovjetunionen blev skabt i årene efter den russiske revolution i 1917. I store træk bestod det politiske system af to parallelle systemer: Statsapparatet og kommunistpartiet.
Administrative og politiske niveauer i Sovjetunionen:
Indenfor det statslige apparat blev der afholdt valg til sovjetter (råd) på alle samfundets niveauer: landsbyniveau, distriktsniveau mm. Den Øverste Sovjet var den øverste besluttende myndighed indenfor det statslige apparat. Den havde 1500 medlemmer, der var valgt dels i regionale valgkredse, dels i nationale valgkredse. Den Øverste Sovjet var den øverste parlamentariske forsamling. Det var den, der udpegede den sovjetiske regering (herunder ministerpræsident) og den sovjetiske præsident.
Magtapparatet i Sovjetunionen frem til 1988:
Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) var organiseret parallelt med det statslige system. Det betød, at kommunistpartiet havde råd (kaldet komiteer) på landsbyniveau, distriktsniveau mm. Den øverste forsamling indenfor kommunistpartiet var politbureauet, og den mest magtfulde person indenfor kommunistpartiet var kommunistpartiets generalsekretær. SUKP var det eneste lovlige parti i Sovjetunionen. Imidlertid var det ikke et parti alle kunne blive medlem af, idet man skulle anbefales som partimedlem og først blev optaget efter en prøvetid. Antallet af partimedlemmer har næppe været over 10% af befolkningen.
Magtforholdet mellem det statslige apparat og partiapparatet var bestemt af, at kommunistpartiet skulle godkende alle, der blev opstillet i det statslige apparat. Det betød i realiteten, at den reelle magt lå i kommunistpartiet. SUKPs generalsekretær var derfor den mest magtfulde person i Sovjetunionen. Ministerpræsidenten og præsidenten havde reelt ikke ret meget magt, idet de udelukkende kunne træffe beslutninger, der i forvejen var godkendt i SUKPs ledelse.
Magtapparatet i Sovjetunionen 1988-90:
I 1988 etableredes ved en forfatningsændring endnu et statsligt organ, Folkekongressen. Den bestod af 2250 medlemmer, hvoraf de 1500 var valgt ved lige og almindelig valgret i hhv. nationale og regionale valgkredse. De sidste 750 medlemmer blev udpeget af organisationer efter en fast fordelingsnøgle. Hovedparten af disse kom fra SUKP eller andre organisationer, der var domineret af kommunistpartiet. Folkekongressens væsentligste opgave var at vælge Den Øverste Sovjet. Forholdet mellem statsapparatet og kommunistpartiet rørte 1988-forfatningen ikke ved.
Magtapparatet i Sovjetunionen efter 1990:
I 1990 medførte endnu en forfatningsændring, at præsidentposten blev løsrevet fra det statslige apparat, og det blev besluttet, at præsidenten skulle vælges af Folkekongressen. Op til forfatningsændringen i 1990 besluttede SUKP, at partiet ville opgive sine ”ledende” rolle i Sovjetunionen. Det betød i realiteten, at der herefter var åbnet for dannelse af andre partier. Internt gennemførte kommunistpartiet også en demokratisering i 1990, der betød mere åben debat og introduktion af flertalsafgørelser på alle niveauer indenfor kommunistpartiet.
1990-forfatningen virkede formelt frem til Sovjetunionens opløsning i december 1991. Reelt fungerede den på republik-plan i Rusland frem til en ny forfatning blev vedtaget i 1993. – 1993-forfatningen er gennemgået i teksten.
| Sovjetiske ledere 1980-91
Generalsekretær for kommunistpartiet:
Formand for Den Øverste Sovjet/præsident:
Ministerpræsident:
| Russiske ledere efter 1991
Præsident:
Premierminister:
|
Information om sovjetiske ledere 1917-85 kan findes på adressen http://www.terra.es/personal2/monolith/ussr.htm. Her kan man ligeledes finde oplysninger om, hvem der beklædte andre poster end de her nævnte. På adressen http://www.terra.es/personal2/monolith/russia.htm kan man hente oplysninger om, hvem der har beklædt andre poster end de her nævnte i Rusland.