Det nye Rusland

Da Leonid Bresjnev i 1982 døde, havde det allerede i mange år været klart, at Sovjetunionen befandt sig i en nærmest permanent krise. Økonomien fungerede ikke. Sovjetborgerne måtte finde sig i, at de ikke kunne få fat i mange almindelige varer. Årsagen var primært, at det planøkonomiske system var spundet ind i et enormt bureaukrati, hvor det økonomiske succeskriterium ikke var at producere de varer, forbrugerne efterspurgte. Succeskriteriet for den enkelte virksomhed var derimod at opfylde den plan, det centrale planlægningsorgan (GOSPLAN) havde udstukket. Det var kort sagt bedre at producere mange, dårlige og ubrugelige varer end få, gode og brugelige.
    På det politiske plan var sovjetsamfundet præget af apati, hvor den største del af befolkningen ikke deltog i det politiske liv. Der fandtes naturligvis oppositionsfolk, de såkaldte dissidenter, men de var få og svage. Den brede befolkning konstaterede blot, at det politiske liv foregik indenfor kommunistpartiets rammer i tråd med Sovjetunionens forfatning, der slog fast, at " ... kommunistpartiet er det sovjetiske samfunds ledende og retningsgivende kraft ...". – At der indenfor det statslige bureaukrati var en udbredt korruption og magtmisbrug skabte mistillid, men ikke nævneværdige protester i befolkningen. Sikkerhedspolitiets (KGBs) forfølgelse af potentielt kritiske røster satte en effektiv dæmper på disse.
    Rundt om i Sovjetunionen lurede anti-russiske følelser under overfladen. Årsagen var, at mange mente, at russerne i al for høj grad dominerede i Sovjetunionen. Dertil kom, at en stor del af befolkningen i Sovjetunionen ikke følte sig som sovjetborgere men som estere, lettere, grusiere, kirgisere osv. Dette på trods af at samtlige sovjetiske ledere efter Stalin havde holdt fast ved ideen om, at der fandtes sovjetmennesker, 'Homo Sovjeticus', med fælles identitet, kultur og historie.

Det kommunistiske partis generalsekretær - og Sovjetunionens reelle leder - Jurij Andropov i Kreml i Moskva juni 1983.

Tegning bragt i dagbladet Information, 07-08.07.1984 med teksten 'Det forlyder, at den sovjetiske leder Konstantin Tjernenkos helbred er stærkt svækket'.

Sovjetunionen ved Gorbatjovs magtovertagelse

Allerede ved sin magtovertagelse gjorde Gorbatjov det klart, at en række interne og eksterne forhold gjorde det nødvendigt for Sovjetunionen at gennemføre reformer, hvis landet skulle overleve. De interne forhold var de allerede nævnte: befolkningens krav om flere og bedre varer, virksomhedernes ineffektivitet og den omsiggribende korruption. De eksterne forhold havde sin rod i Den Kolde Krig. Den relative balance, der havde været i det militære styrkeforhold mellem USA og USSR siden slutningen af 1950’erne, syntes i 1980’erne at blive afløst af en ny situation, hvor USA var den stærkeste magt. Dette var resultatet af præsidentskiftet i USA i 1980, hvor Ronald Reagan kom til magten og lancerede 'Strategic Defence Initiative' (SDI), bedre kendt som stjernekrigsprojektet. Hovedideen med SDI var at gøre USA i stand til at afværge et sovjetisk angreb ved at uskadeliggøre sovjetiske raketter på vej mod USA med laser og intelligente missiler. Hermed opnåede USA også, at det kunne angribe USSR uden selv at blive ramt af et modangreb. USA var i 1980'erne ikke i stand til at virkeliggøre dette system, idet det så at sige udelukkende fungerede som en skrivebordsplan. Truslen for Sovjetunionen lå derfor alene i faren for, at projektet blev realiseret på et tidspunkt, hvor USSR pga. økonomiske problemer ikke var i stand til at foretage et modtræk. Det Sovjetiske engagement i Afghanistan, der var blevet indledt i 1978, bidrog yderligere til at svække landet. Krigen i Afghanistan syntes nemlig midt i 1980’erne som en krig, Sovjetunionen umuligt kunne vinde.
    For Gorbatjov var der en klar sammenhæng mellem udenrigspolitikken og indenrigspolitikken. Hvis der skulle ske en forbedring af borgernes levevilkår, skulle der nødvendigvis overføres kapital til de produktive erhverv. Denne kapital skulle hentes fra den militære sektor, der ifølge vestlige eksperter lagde beslag på op mod 20% af Sovjetunionens BNP. Derfor var Gorbatjovs plan nærmest en totrinsraket. I første omgang skulle nedrustningsaftaler med USA skabe mulighed for at overflytte kapital fra den militære til den civile sektor. I anden omgang ville dette danne grundlag for bedre og friere leveforhold for sovjetborgerne.

Sovjetunionens leder fra 1985 Mikhail Gorbatjov.

Gorbatjovs reformer

Gorbatjovs reformer tog udgangspunkt i de reformer, der var påbegyndt under Andropov, idet han lagde op til en fortsættelse af kampagnerne imod korruption og alkohol. Gorbatjovs eget bidrag til reformerne var i perioden 1985-86 samlet under betegnelsen uskorenie, der betyder 'acceleration'. Her var målet en modernisering af industrien gennem øgede investeringer, kvalitetskontrol og løndifferentiering. Sideløbende hermed gennemførte han en udskiftning i ledelsen, således at reformtilhængere blev placeret på centrale poster.
    Det næste led i reformprogrammet kom med lanceringen af glasnost, perestroika og demokratisatsia.

Glasnost betyder 'åbenhed'. Med glasnost ville Gorbatjov sikre en mere åben debat om sovjetiske samfundsforhold. Den almindelige sovjetborger fik herefter mulighed for frit og ustraffet at give udtryk for sine holdninger. Åbenheden blev blandt andet brugt til at diskutere og kritisere den økonomiske politik, der var ført under tidligere sovjetiske ledere. Diskussioner af denne type vakte naturligvis vrede i den konservative del af kommunistpartiet, men samtidig svækkede den også kommunistpartiet. Glasnost førte endvidere til frigivelse af et stort antal politiske fanger fra fængsler og fangelejre rundt omkring i Sovjetunionen.
    Perestroika betyder 'fornyelse'. Denne del af reformprogrammet skulle lægge grunden til fornyelse af økonomien og økonomisk vækst. Metoderne, der blev anvendt, var blandt andet:

• Uddelegering af ansvaret fra staten til virksomhederne. Virksomhederne kunne herefter bedre selv planlægge sin egen produktion.
• Indførelse af et mere fleksibelt lønsystem, hvor værdien af virksomhedens produktion skulle afspejle sig i den løn, medarbejderne fik udbetalt.
• Tilladelse til etablering af private- eller kooperative virksomheder. Dette gjaldt i første omgang indenfor håndværk og serviceindustri. Senere blev det udvidet til at gælde flere områder.
• Mulighed for leasing af landbrugsjord.

I 1990 fremlagde Gorbatjov et forslag, der skulle omstille Sovjetunionen til markedsøkonomi på kun 500 dage. Inden de 500 dage var gået, var Gorbatjov dog ikke mere Sovjetunionens leder.
    Demokratisatsia betyder 'demokratisering'. Med dette ønskede Gorbatjov en demokratisering af det sovjetiske samfund, hvor en del af magten skulle flyttes fra kommunistpartiet til de folkevalgte råd, dvs. sovjetterne, på forskellige niveauer (se bilag bagest). I 1989 blev der afholdt valg til det nye overordnede organ folkekongressen. Denne skulle herefter vælge den øverste sovjet og præsidenten. Ved valget til folkekongressen var der som noget ganske nyt hemmelig afstemning samt mulighed for at stemme på flere kandidater. Selv om der ikke eksisterede oppositionspartier til kommunistpartiet, blev flere af kommunistpartiets kritikere valgt, idet de stillede op som uafhængige kandidater (løsgængere). De mest prominente af disse var reformkommunisten Boris Jeltsin og den tidligere systemkritiker Andrej Sakharov.
    Januar 1990 afgav kommunistpartiet formelt sit monopol på magten. Hermed blev det lovligt at danne oppositionspartier. Året efter blev der afholdt frie valg til de regionale sovjetter. Ved dette valg eksisterede der enkelte steder oppositionspartier, og det lykkedes flere steder oppositionsfolk at vinde valgene. Det skete bl.a. i republikken Rusland, hvor Jeltsin (der netop havde forladt kommunistpartiet) blev valgt som parlamentsformand. I 1991 blev Boris Jeltsin tillige valgt til præsident for den russiske republik.
    Disse mange reformer rykkede afgørende ved såvel det planøkonomiske system som ved kommunistpartiets magtposition. Derfor var det ikke overraskende, at reformerne blev mødt med modstand af en gruppe inden for kommunistpartiet, der kritiserede Gorbatjov for at gå alt for hurtigt frem med reformpolitikken. Kritikerne omtales som regel som gammelkommunisterne.
    Også udenfor kommunistpartiet blev kritikken af reformerne mere og mere højlydt. Her gik kritikken af Gorbatjov på, at de gennemførte reformer ikke var gennemgribende nok, samt at reformtempoet var for lavt. Hovedkraften bag denne kritik var Boris Jeltsin.

Reformpolitikkens resultater

Reformpolitikken medførte ikke de lovede levestandardforbedringer. Tværtimod oplevede den sovjetiske befolkning stigende inflation og faldende forbrugsmuligheder. Specielt i 1990-91 strammede krisen til. (Tallene i tabellen viser udviklingen.)
    Glasnost betød ikke alene, at de officielle tal nu blev offentliggjort i ucensureret form, men også at vestlige tal for den økonomiske udvikling fandt vej til den sovjetiske presse. Sovjetborgerne synes at have en evne til at tilpasse sig enhver situation. De fleste mennesker fandt sig i, at der blev mangel på flere og flere basisvarer: kød, sæbe, cigaretter, mælk, tandpasta osv. For at sikre en ligelig fordeling af de varer, der var til rådighed, blev der indført rationering.

Samtidig voksede en sortbørshandel frem, og den russiske rubel blev suppleret med US$ som betalingsmiddel. Endelig kunne russerne gøre brug af et gammelkendt overlevelsesmiddel, nemlig humor, hvilket nedenstående er et eksempel på:

"Efter lang tid i en lang kø foran en spiritusforretning i Moskva siger en mand:
– Nu gider jeg ikke mere. Jeg går op til Kreml og slår Gorbatjov ihjel.
Efter yderligere lang tid kommer manden tilbage.
– Nå, hvordan gik det så?
– Slet ikke, dér var køen endnu længere."

For at redde situationen præsenterede regeringen i løbet af 1990-91 plan efter plan, der skulle stabilisere økonomien og få gang i væksten. Hovedelementerne i planerne var: indskrænkning af pengemængden, prisforhøjelser, tilskud til private- og kooperative virksomheder og forbud mod ulovlige strejker. Fælles for alle disse tiltag var, at de stort set ingen positiv virkning havde på økonomien.
    Med til billedet af udviklingen i Sovjetunionen hører også, at de økonomiske forskelle, der tidligere havde været mellem de forskellige sovjetiske republikker, blev større og større. Et faktum der fik mange af republikkerne til at kræve uafhængighed.

Oversigtskort over Sovjetunionens 15 republikker.

Augustkuppet 1991

Den 19. august 1991 vågnede den sovjetiske befolkning op til klassisk musik og nyheden om, at Gorbatjov p.g.a. sygdom ikke mere var i stand til at varetage sine pligter. Derfor var magten overtaget af en komite på 8 såkaldte 'trofaste partimedlemmer'. Befolkningen fik også at vide, at der var indført undtagelsestilstand i hele landet for en periode på 6 måneder. I løbet af kort tid kom det frem, at Gorbatjov i virkeligheden blev holdt tilbage i sit sommerhus på Krim-halvøen. Gruppen bag isoleringen af Gorbatjov var alle reformmodstandere. Det blev således hurtigt klart for den sovjetiske befolkning, at de var vidne til et statskup.
    Årsagen til, at kupmagerne slog til på dette tidspunkt, var, at Gorbatjov netop havde udarbejdet en ny unionstraktat, der skulle underskrives den 20. august. Gennemførelsen af denne ville give de enkelte unionsrepublikker udstrakt selvstyre. Unionen skulle ifølge traktaten kun beholde magten over forsvaret, jernbanerne og elforsyningen. Gammelkommunisterne så helt klart unionstraktaten som undergravende for selve Sovjetunionens eksistens og dermed kommunistpartiets magt.
    Kuppet skulle naturligvis også ses som kulminationen på udviklingen efter Gorbatjovs magtovertagelse, der bl.a. havde budt på kritik af kommunistpartiet, strejker og løsrivelsesforsøg i enkelte republikker. For gammelkommunisterne var den 19. august absolut sidste chance for at redde kommunistpartiet og Sovjetunionen.
    Kuppet kom til at vare 3 dage. Herefter var kuppet nedkæmpet, og kupmagerne var fjernet fra magten. Hvem havde æren for dette? Først og fremmest de almindelige sovjetborgere der på Jeltsins opfordring lavede massedemonstrationer i Moskva og andre større byer. Ved demonstrationen i Moskva, der fandt sted foran det russiske parlament, deltog op mod 50.000 mennesker. Herudover fik det også betydning for kuppets forløb, at en række af unionsrepublikkerne samt stort set alle udenlandske magter tog afstand fra kuppet. Endelig kom det til at spille en afgørende rolle, at den sovjetiske hær i løbet af den 20. august vendte sig mod kupmagerne.
    Det mislykkede kup havde øjensynligt bragt Gorbatjov tilbage til magten. Men det skulle hurtigt vise sig, at han vendte tilbage til Moskva i en meget svækket position. Magtforholdet var nu for alvor blevet forskudt fra Gorbatjov til Jeltsin. Det sås meget tydeligt, da Jeltsin to dage efter kuppets afslutning udstedte et dekret, der forbød kommunistpartiet i Rusland og beslaglagde dets ejendom. Hermed var kommunistpartiet i realiteten ude af billedet. Sovjetunionen eksisterede dog stadig, men på lånt tid, idet republik efter republik i de kommende måneder meldte sig ud af unionen. I starten af december 1991 dannede de selvstændige republikker SNG, Sammenslutningen af Uafhængige Stater, der var en mellemstatslig og løsere organisation, end Sovjetunionen havde været. Sovjetunionens endeligt kom den 25. december 1991, hvor Gorbatjov formelt trak sig tilbage som præsident med ordene:

” ... Kære landsmænd, medborgere – som følge af det nyligt dannede Statssamfund af Uafhængige Stater, træder jeg tilbage fra posten som Sovjetunionens præsident ... Jeg ønsker af hele mit hjerte at takke de, som holdt med mig i alle disse år ... jeg er overbevist om, at før eller siden vil vore bestræbelser bære frugt, vore nationer vil leve i et velstående og demokratisk samfund. Jeg ønsker jer alt godt ...” ¹

Ved at træde tilbage undgik Gorbatjov, at Sovjetunionen blev kastet ud i en altødelæggende borgerkrig på linje med den borgerkrig, der netop var under udvikling i Jugoslavien.
    Hermed var den sovjetiske epoke, der var blevet indledt med oktoberrevolutionen i 1917, slut. Det blev herefter Boris Jeltsins opgave at holde sammen på den største af unionsrepublikkerne, Rusland. Samtidig stod det klart, at Rusland overtog Sovjetunionens internationale aftaler og forpligtigelser, herunder landets udlandsgæld.

Tegneren Brookins i The Richmond Times-Dispatch, Dec. 1991.

Jeltsins reformer 1991-93

Hændelserne under augustkuppet havde på forhånd givet Jeltsin en naturlig autoritet i det russiske samfund. De fleste identificerede personen Jeltsin med billederne fra pladsen foran parlamentet, hvor han stående på en tank havde opfordret befolkningen til at demonstrere imod gammelkommunisterne. – Efter Sovjetunionens sammenbrud var det så Jeltsin, der stod med det politiske ansvar.
    Jeltsin havde ved sin magtovertagelse bebudet, at han ville gennemføre et politisk og økonomisk systemskifte. Rusland skulle udvikles til et 'normalt' samfund med demokrati og markedsøkonomi. Hovedingredienserne i systemskiftet skulle være liberalisering, stabilisering og privatisering.
    Det økonomiske systemskifte blev gennemført i starten af 1992. Der var tale om en økonomisk chokkur, der var udarbejdet af den russiske regering i samarbejde med IMF (International Monetary Fund) og Verdensbanken. De vigtigste elementer i det økonomiske reformprogram var:

• En prisreform der i realiteten afløste statslige priser med fri prisdannelse. Resultatet var øjeblikkelige prisstigninger. I løbet af det første år med fri prisdannelse havde Rusland en inflation på ca. 2500%. Samtidig blev rubelen så godt som værdiløs.
• Handelen blev gjort fri.
• Statens budgetunderskud skulle reduceres.
• Den statslige administration blev reduceret med 15%.
• Man forsøgte at reducere lønstigninger til et minimum. Virksomhederne blev således pålagt en skat, hvis de lod lønnen stige mere end 70% af inflationen.
• I sommeren 1992 satte Jeltsin gang i reformernes 2. fase med privatisering af virksomhederne. For at fremme privatiseringen uddeltes investeringskuponer (såkaldte vouchers) med et pålydende på 10.000 rubler til hver borger. Investeringskuponerne skulle animere borgerne til at investere kapital i private virksomheder.
• Der blev oprettet en valutabørs.
• Det blev gjort muligt at oprette private banker.

Da Vesten var bange for, at reformerne skulle få Rusland til at falde fra hinanden, iværksatte G7-landene (d.v.s. de syv største industrinationer) og Verdensbanken et stort hjælpeprogram til Rusland. Det bestod dels af direkte støtte, dels af lån og udskydelse af gældstilbagebetaling. I alt var hjælpepakken på 43,4 mia. $. En del af beløbet kom dog aldrig til udbetaling, idet Rusland ikke var i stand til at leve op til de økonomiske krav, långiverne stillede. En væsentlig årsag til dette var, at der hurtigt opstod uenighed mellem Jeltsin og flertallet i det russiske parlament om hvilken økonomisk politik, der burde føres. Dette førte til, at parlamentet i mange tilfælde blokerede for vedtagelsen af Jeltsins økonomiske politik. Fra 1994-96 opnåede Rusland således 'kun' lån på i alt 19 mia. $ fra IMF.
    Den russiske befolkning mærkede øjeblikkeligt den økonomiske chokkur i form af faldende produktion (BNP), stigende arbejdsløshed, hyperinflation og faldende købekraft. Dette sidste kan illustreres af, at købekraften af en gennemsnitlig månedsløn blev reduceret med omkring 40% som følge af reformerne. Man anslår, at op mod halvdelen af den russiske befolkning i slutningen af 1993 levede under fattigdomsgrænsen. De økonomiske reformer havde også klare vindere, idet der hurtigt dukkede en gruppe af nyrige (kaldet oligarker) op, der havde tjent mange penge på blandt andet valutaspekulation.

1993

Uenigheden om den økonomiske politik udviklede sig i løbet af 1992-93 til et direkte magtopgør mellem præsident Jeltsin på den ene side og kritikerne af Jeltsin i parlamentet på den anden. På baggrund af den uenighed blev Jeltsin tvunget til at udskifte den hidtidige ministerpræsident, Jegor Gajdar, med Victor Tjernomyrdin. Han var umiddelbart mere 'spiselig' for Jeltsin-oppositionen i parlamentet, idet man havde en opfattelse af, at han var tilhænger af et langsommere reformtempo. Da regeringen under Tjernomyrdin erklærede, at den ville fortsætte reformerne, tilspidsedes konflikten yderligere.
    I september 1993 førte konflikten til, at Jeltsin opløste parlamentet og udskrev nyvalg til december måned. Hermed var bolden givet op til en yderligere optrapning. Oktober 1993 kulminerede konflikten. Her erklærede oppositionen dels, at valget var udskrevet i strid med Ruslands forfatning, dels at Jeltsin var afsat som Ruslands præsident. Oppositionen udråbte derefter en ny regering, der baserede sig på nationalister og tidligere kommunister og barrikaderede sig i det russiske parlament. Jeltsins svar kom i form af kampvogne, der skød parlamentet i brand. Modstanderne var hermed besejrede, og valget kunne i december 1993 gennemføres.
    Omverdenen reagerede positivt på Jeltsins aktion. De røster, der talte om, at Jeltsin selv havde fremprovokeret aktionen for en gang for alle at komme sine modstandere til livs, blev ikke hørt. Frem mod valgdagen i december 1993 tog Jeltsin fat på at færdigpudse forslaget til Ruslands nye forfatning, der var sat til afstemning samtidig med parlamentsvalget.
    1993-valget gav reformpartierne et uventet nederlag, idet valget gav følgende resultat: (se fig. næste spalte).
    Den uformelle leder i reformparti-blokken var Gajdar, der ønskede at fortsætte reformpolitikken. Denne blok blev i de fleste sager støttet af centrumpartierne og enkelte af de uafhængige duma-medlemmer. Dermed sikrede regeringen sig et snævert flertal, hvilket betød, at Tjernomyrdin på trods af valgnederlaget kunne fortsætte som regeringsleder.

1993-forfatningen

Kampen for en ny forfatning havde Jeltsin allerede indledt før Sovjetunionens sammenbrud. På det tidspunkt plæderede Jeltsin for at decentralisere magten, dvs. han ønskede, at så meget magt som muligt skulle flyttes fra Kreml til republikkerne. Efter opløsningen af Sovjetunionen stod Jeltsin pludselig i en ny situation, idet han som Ruslands præsident ønskede at få en forfatning, der kunne bruges til at holde sammen på Rusland.
    Efter et meget kaotisk forløb lykkedes det ved afstemningen den 13. december 1993 med et snævert flertal på 58% af de afgivne stemmer at få vedtaget den nye forfatning.
    Den nye forfatning minder ved første øjekast om f.eks. den danske grundlov, idet den er konstrueret ud fra den franske 1700-tals filosof Montesquieus tanker om opdelingen af magten i en lovgivende-, en udøvende- og en dømmende magt.

Med forfatningen blev Rusland en demokratisk og føderal republik. Det demokratiske element bestod i, at de russiske borgere var sikret alle demokratiske rettigheder: Talefrihed, trosfrihed, foreningsfrihed, ret til atstille op til valg samt stemmeret. Det føderale element sikredes ved, at alle dele af Rusland fik indflydelse på den lovgivende magt gennem forbundsrådet. Det var de regionale ledere og formændene for de regionale parlamenter, der var fødte medlemmer af forbundsrådet. Forbundsrådet har status af medlovgiver, idet dumaen er den primære lovgivende magt.
    Det, der imidlertid kendetegner den russiske forfatning, er, at præsidenten er særdeles magtfuld. Forfatningen slår således bl.a. fast:

• At præsidenten har ret til at fastlægge hovedlinjerne i indenrigs- og udenrigspolitikken.
• At præsidenten er øverstbefalende for hæren.
• At præsidenten kan udskrive folkeafstemninger.
• At præsidenten kan opløse statsdumaen:
  • hvis statsdumaen 3 gange har afvist præsidentens forslag til regeringschef, eller
  • hvis statsdumaen 2 gange på 3 måneder har udtrykt mistillid til en regering, som præsidenten fortsat ønsker.

Boris Jeltsin gør sig rede til at tale i tv. - Fotografi fra foråret 1993.

Frem mod præsidentvalget i 1996

Med forfatningens vedtagelse kunne Jeltsin begynde at se frem mod det første direkte præsidentvalg i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud. Det skulle finde sted i 1996.
    Som følge af de økonomiske reformers introduktion i starten af 1990’erne var den russiske økonomi øjensynligt i rask tempo ved at forvandle sig til en markedsøkonomi, idet privatiseringen skred hurtigt frem, og priserne fastsattes efter udbud og efterspørgsel. Imidlertid stod et stort problem tilbage: Indretningen af den offentlige sektor og styringen af den offentlige økonomi.
    Den offentlige økonomi led under det afgørende problem, at udgifterne oversteg indtægterne, hvilket gav sig udtryk i et underskud på statsbudgettet.
    Årsagen til underskuddet på statens budget var primært, at skattesystemet ikke fungerede. I den situation kunne man dække statsunderskuddet ind enten ved at trykke flere penge (dvs. øge pengemængden) eller ved at optage lån. Da Jeltsin og regeringen lagde vægt på at bremse inflationstakten, duede strategien med at øge pengemængden ikke. Derfor måtte man lånefinansiere underskuddet. Det blev gjort ved at staten udstedte kortfristede statsobligationer. Disse havde i starten en løbetid på 3 måneder, senere øgedes løbetiden til 6 eller 12 måneder. Da Rusland samtidig var plaget af en stor (men dog faldende) inflation, blev staten nødt til at give en endog meget høj rente for at få statsobligationerne afsat. Statens problem var, at den ikke havde penge til at betale renterne, hvilket bevirkede, at det blev nødvendigt at udstede endnu flere statsobligationer. – Rusland var således havnet i en lånespiral, som det syntes umuligt at komme ud af.
    De mange højtforrentede statsobligationer fik hurtigt utilsigtede bivirkninger for russisk økonomi. Banksystemet blev skævvredet, idet køb og salg af statsobligationer viste sig at være en hurtig vej til store fortjenester. Bankerne blev derfor primært låneformidlere til staten frem for at formidle kapital til private investorer (virksomheder). Dernæst så man også en tendens til, at den ledige kapital blev anbragt som passive investeringer i statsobligationer frem for at blive anbragt som aktive investeringer i nye virksomheder eller i modernisering af eksisterende virksomheder. Den faldende produktion (jf. tabellen) i perioden efter 1992 var et resultat heraf.
    Budgetunderskuddet var dog ikke alene om at destabilisere russisk økonomi, idet også andre faktorer bidrog:

• Den stigende arbejdsløshed, der betød øgede offentlige udgifter.
• Den russiske rubels fald, der tvang staten til støtteopkøb.
• Krigen i Tjetjenien (1994-96), der var en økonomisk belastning.
• Den offentlige sektors ineffektivitet. Årsagen til dette var dels, at det statslige bureaukrati havde videreført arbejdsgangene fra tiden under kommunisterne, dels at mange offentligt ansatte rent faktisk ikke fik den løn, de havde krav på.

I 1995 fik Jeltsin en forsmag på det kommende præsidentvalg, idet der var valg til parlamentet. Valget førte til en svækkelse af den nationalistiske højrefløj. Til gengæld blev kommunistpartiet styrket. Jeltsin fik således ikke den markante opbakning til reformkursen, som han havde ønsket.
    Netop styrkelsen af kommunistpartiet gav Jeltsin bange anelser frem mod præsidentvalget, hvor hans hovedmodstander var kommunisten Zjuganov. Den økonomiske udvikling under Jeltsin talte selv sagt ikke til hans fordel. Samtidig havde Jeltsin store helbredsmæssige problemer, der gjorde, at mange spurgte sig selv, hvorvidt Jeltsin var den rette mand til at styre Rusland gennem en økonomisk og politisk svær tid. Til gengæld havde Jeltsin stor opbakning i såvel russiske medier som blandt russiske og udenlandske långivere. IMF gav således Rusland en kredit på 10.1 mia. $ under valgkampen. Udlandets støtte til Jeltsin illustreredes klart, da Bill Clinton besøgte Moskva under valgkampen. Direkte adspurgt om USA’s syn på Tjetjenien-konflikten svarede Clinton, at også USA måtte igennem en blodig borgerkrig for at holde sammen på unionen. Sagt på en anden måde var Tjetjenien-konflikten efter Clintons opfattelse ikke noget omverdenen skulle blande sig i.
    Zjuganov blev identificeret med det traditionelle kommunistiske samfund før Sovjetunionens sammenbrud. Mange forventede således, at Zjuganov ikke alene ville sætte reformerne i stå, men også påbegynde en omfattende nationalisering af virksomhederne samt genindføre en langt stærkere statskontrol med økonomien.
    Trods helbredsproblemerne virkede Jeltsin stærkere og mere oplagt end nogensinde under valgkampen. Selve valget endte med en komfortabel sejr til Jeltsin, der fik 53% af stemmerne mod Zjuganovs 40%. Aldrig så snart var valgkampen ovre, før Jeltsins helbredsproblemer kom igen, og han måtte kort tid efter gennemgå en femdobbelt bypass-operation.

Rusland mod afgrunden: Krakket den 17. august 1998

Jeltsins sygdomsperiode kom til at strække sig over en længere tidsperiode, end man havde regnet med. Samtidig udviklede økonomien sig yderligere i den gale retning. Politisk oplevede russerne en kæde af regeringsomdannelser. Det var specielt på de økonomiske ministerier, der kom mange udskiftninger. Det syntes som om, at Jeltsin ville demonstrere handlekraft ved at udskifte ministre næsten hver eneste gang, han var raskmeldt. Alle regeringerne havde dog de samme problemer at tage stilling til: budgetunderskuddet, arbejdsløsheden og den faldende produktion. Det mest anvendte økonomiske redskab var offentlige besparelser. Besparelserne så i 1997 ud til at ramme landbruget, der fik stillet lavere statstilskud i sigte. Det medførte, at præsidenten og regeringen atter en gang kom på kollisionskurs med flertallet i dumaen. Oven i dette blev Rusland ramt af en intern politisk krise, da en korruptionsskandale viste sig at omfatte regeringsmedlemmer.
    Alt dette havde den russiske økonomi måske kunnet overleve. Da blev den imidlertid også ramt af udefrakommende problemer, nemlig et drastisk fald i olieprisen og den økonomiske krise i Sydøstasien. Det bevirkede tilsammen, at den russiske økonomi for alvor blev sat under pres. Den 17. august 1998 måtte Jeltsin erkende, at den russiske økonomi i realiteten var brudt sammen. 1998 blev således det foreløbige lavpunkt. Nogle enkelte nøgletal kan illustrere dette:

• Inflationen steg fra ca. 11% i 1997 til 85% i 1998.
• Reallønnen faldt med 40% i 1998 i forhold til 1997.
• Rublens værdi faldt fra august-december 1998 fra 6 rubler pr. $ til 24 rubler pr. $.

Som en konsekvens af krisen måtte regeringen meddele sine kreditorer, at landet skulle have henstand med tilbagebetaling af sin gæld.
    Efter krisen så det umiddelbart ud til, at væsentlige dele af Jeltsins reformer var kuldsejlet: banksystemet var brudt sammen, handelen på børsen var gået i stå, fastkurspolitikken var opgivet og forsøget på at holde inflationen nede var mislykkedes. Såvel i som udenfor Rusland spåede mange iagttagere, at det meget let kunne blive begyndelsen til enden for reformpolitikken og demokratiet i Rusland. Spørgsmålet mange stillede sig var: "Er Rusland på vej tilbage til kommunismen?"

På trods af Ruslands åbenlyse problemer synes Vesten med den amerikanske præsident Bill Clinton i spidsen stærkt i vildrede med, hvordan man bør hjælpe. - Tegning af OHMAN i The Oregonian; her gengivet fra Morgenavisen Jyllands-posten, 03.041993.

Exit Jeltsin

Trods de dystre udsigter for Rusland udeblev katastrofen. Demokratiet blev bevaret, således kunne parlamentsvalget i 1999 gennemføres uden større problemer. Økonomien rettede sig langsomt. De primære årsager til den forbedrede situation for russisk økonomi var stigende priser på olie og naturgas samt landets forbedrede konkurrenceevne pga. af rubelens devaluering. Resultatet blev økonomisk vækst, stabilisering af rubelkursen på ca. kurs 28 i forhold til $ og faldende arbejdsløshed. Ved indgangen til år 2000 var russernes købekraft dog stadig under købekraften før august 1998. Regeringens politik sigtede efter krisen på at få løst budgetunderskuds-problemet. Dette blev gjort ved at forbedre skatteopkrævningen. Virksomheder, der tidligere betalte skat i naturalier, blev tvunget til at betale skat i kontanter. Sammen med eksportafgifter på energi betød det, at Rusland i år 2000 for første gang siden 1992 oplevede at have overskud på statsbudgettet.
    I sensommeren 1999 blussede krigen i Tjetjenien atter op. Det fik Jeltsin til endnu en gang at foretage udskiftninger i regeringen. Den russiske befolkning blev her vidne til det tredje premierministerskifte på to år. Til ny premierminister valgtes den relativt ukendte tidligere KGB-mand Vladimir Putin.

Kort før parlamentsvalget i december 1999 dukkede et nyt parti op under navnet 'Enhedspartiet'. Partiet bestod af en række regionale ledere og andre kendte personer fra Rusland. Boris Jeltsin støttede partiet under valgkampen, og også Putin fremkom med udtalelser, der tydede på, at han kunne tænkes at ville samarbejde med partiet efter valget. I de statslige medier fik enhedspartiet langt mere dækning end de øvrige partier. Partiet gik til valg uden at have et egentligt partiprogram. Vælgerne vidste blot, at partiet ville støtte Jeltsins og Putins reformer, samt at det støttede en fortsat krigsførelse i Tjetjenien.
    Ved valget blev enhedspartiet det næststørste parti med 23% af stemmerne kun overgået af kommunistpartiet med 24%. Den nationalistiske højrefløj mistede 2 ud af 3 vælgere, og blev dermed marginaliseret i russisk politik. Det samlede valgresultat betød en klar styrkelse af de reformvenlige kræfter i dumaen. Hermed blev samarbejdsrelationerne mellem parlamentet, regeringen og præsidenten klart forbedret.
    12 dage efter valgets afholdelse, den 31. december 1999, gik Jeltsin overraskende på TV og meddelte, at han havde besluttet at trække sig tilbage som præsident. Det skete med ordene:

"Rusland skal nu træde ind i det nye årtusinde med nye politikere, nye ansigter, intelligente, stærke og energiske mennesker. De af os, der har været ved magten i mange år, skal gå af ... Jeg har afsluttet mit livsværk. Rusland vil aldrig vende tilbage til fortiden. Rusland vil fra nu af bevæge sig fremad, og jeg vil ikke stå i vejen for historiens naturlige fremskridt …". ²

Det var dog ikke en fuldt ud tilfreds præsident, der sagde farvel til sit folk. Han bad nemlig også den russiske befolkning om tilgivelse for, at han ikke havde virkeliggjort deres drømme om et rigt og civiliseret samfund.
    Hermed havde den første russiske leder nogensinde frivilligt afgivet magten. Til sin efterfølger som (midlertidig) præsident udpegede Jeltsin den 47-årige Vladimir Putin. Putin kvitterede for udnævnelsen ved som en af sine første handlinger at sikre Jeltsin fuld politisk immunitet. Det betød, at Jeltsin kunne trække sig tilbage uden at frygte en eventuel retssag, idet der gennem længere tid havde svirret vedvarende rygter om, at Jeltsin var indblandet i en korruptionsskandale. Dernæst udskrev Putin præsidentvalg til afholdelse marts 2000.
    Præsidentvalget stod reelt mellem to kandidater: Putin og kommunisten Zjuganov. Det lykkedes Putin at vinde valget overbevisende allerede i første valgrunde.

Er Vladimir Putin demokrat?

Umiddelbart kan det forekomme som et besynderligt spørgsmål at stille. Putin blev jo valgt ved et demokratisk valg med et overbevisende flertal! – Når det alligevel er interessant at tage dette udgangspunkt, er det fordi en række begivenheder og forhold giver grundlag for at stille spørgsmålet.
    Præsidentvalget, der banede vejen for Putin, var demokratisk, men havde alle kandidater lige vilkår? En undersøgelse af dette viser, at Putin havde 50% af den samlede mediedækning, mens de øvrige kandidater måtte dele den resterende halvdel. I Ruslands eneste landsdækkende tv-kanal (ORT) fyldte Putin ikke mindre end 75% af valgdækningen.
    Tidligere menneskerettighedsforkæmpere, heriblandt Jelena Bonner (enke efter Andrej Sakharov), advarede imod faren for, at Putin ville indføre en politistat i Rusland. Det, der fik dem til at udsende sådanne advarsler, var sandsynligvis Putins udtalelse om, at 'lovenes diktatur' skulle indføres i Rusland efter valget. Spørgsmålet er dog om begrebet 'lovenes diktatur' skal ses som noget positivt eller noget negativt i forhold til demokratiet. Diktatur forbindes i Rusland først og fremmest med den zaristiske og den kommunistiske epoke. Derfor kunne udtrykket ikke undgå at have en negativ efterklang. Omvendt kunne 'lovenes diktatur' også opfattes positivt som et signal til befolkningen om, at de love, der blev vedtaget af parlamentet, rent faktisk også skulle overholdes. Ud fra en sådan fortolkning var 'lovenes diktatur' i første omgang rettet mod den russiske mafia. Herudover lå der sandsynligvis også et signal til de store forretningsfolk (også kaldet oligarker eller finansfyrster) om, at den tid, hvor de kunne få indflydelse i regeringen v.h.a. korruption, var ovre.
    Frygten for, at Putin var i færd med at etablere sit eget diktatur, var også begrundet i, at han fra første færd arbejdede på at styrke statens rolle i det russiske samfund.
    En styrkelse af staten skulle ske på bekostning af regionerne, idet Putin havde den opfattelse, at regionerne havde fået for meget autonomi under Jeltsin. Derfor skabte Putin 7 superregioner, der skulle fungere som forbindelsesled mellem stat og regioner. Superregionernes opgave var primært at føre tilsyn med de regionale myndigheder samt at skabe en mere ensartet lovgivning i Rusland. Kritikere af Putin har dels fremhævet det betænkelige i, at superregionerne er sammenfaldende med Ruslands militærdistrikter, dels at der som ledere af de fleste af superregionerne blev udpeget folk fra militæret eller sikkerhedstjenesten FSB (KGB’s efterfølger). Kritikernes spørgsmål er derfor: Skal superregionerne i virkeligheden bruges til at holde Rusland i et jerngreb?

I september 2000 gennemførte Putin og parlamentet en ny informationsdoktrin. Det var reelt et sæt spilleregler, pressen skulle arbejde indenfor. Informationsdoktrinen slog blandt andet fast, at Ruslands medier skulle ”vise patriotisme og støtte staten”. Da lovgivningen blev vedtaget, havde medierne allerede fra Vladimir Putins magtovertagelse mærket en stramning. Den betød, at der blev sat meget klare grænser for, hvor regeringskritiske journalister og medier måtte være. De journalister, der ikke ville rette sig efter dette, blev i stor målestok fyret.
    Endelig har Putin lagt op til en revision af valgreglerne til dumaen. Det kan få den konsekvens, at den halvdel af pladserne, der i dag vælges efter forholdstalsmetoden, for fremtiden skal vælges efter flertalsvalgmetoden. En sådan ændring vil primært ramme de mindre partier og dermed også de Putin-kritiske partier.
    Spørgsmålet om Putins demokratiske sindelag er således ikke let at svare entydigt på. På den ene side tyder intet på, at han er i færd med at afmontere det russiske demokrati. Omvendt tyder noget på, at han tilstræber at centralisere magten. Putins ønske er således sandsynligvis, at han vil styre den russiske stat på sammen måde, som sikkerhedstjenesten (KGB/FSB) styres, nemlig yderst håndfast. Svaret på spørgsmålet må således være, at Putin på en og samme tid er magtmenneske og demokrat.

Putin og partierne

Efter præsidentvalget indgik Putin på det nærmeste borgfred med kommunistpartiet. Det betød, at kommunisterne i dumaen lovede Putin, at de ikke ville modarbejde præsidentens reformpolitik. Omvendt lagde Putin op til at forlade den klare anti-kommunisme, der havde været et bærende element i Jeltsins ideologi. Ved parlamentsvalget i 1999 var højrefløjen som tidligere nævnt blevet afgørende svækket. – Det betød samlet, at russisk politik udviklede sig i retning af et system med 2 blokke:

• Kreml-blokken, der var bygget op omkrig Putin og enhedspartiet.
• Den kommunistiske blok.

Modsætningsforholdet drejede sig ikke mere om, hvorvidt der skulle gennemføres politiske og økonomiske reformer, men om hvor omfattende og i hvilket tempo, reformpolitikken skulle gennemføres.

Putin ynder at fremstille sig selv som 'sportsmanden Putin'.

Putin og økonomien

De økonomiske konjunkturer var som tidligere nævnt vendt umiddelbart før Putins magtovertagelse. Hans økonomiske politik havde derfor som hovedmål først og fremmest at styrke de økonomiske reformer, der allerede var igangsat. Et helt centralt punkt for Putin var at skabe et nyt, enklere og mere effektivt skattesystem. Det blev gjort ved at indføre en bruttoskat til staten på 13% af alle indkomster. Herudover kom skatter til regionale myndigheder. Håbet var, at et mere enkelt skattesystem ville medføre, at russerne reelt begyndte at betale skat. Samtidig nedsattes virksomhedsbeskatningen, idet Putin og regeringen håbede på, at det ville føre til flere investeringer og større økonomisk vækst. Et andet centralt punkt var, at der blev lagt vægt på balance på statsbudgettet. Herudover indeholdt Putins økonomiske program følgende hovedpunkter:

• Udbygning af banksystemet.
• Svækkelse af de statslige monopoler indenfor el, gas og transport.
• Skabelse af en mere ensartet virksomhedslovgivning for hele Rusland.
• Gennemførelse af en jordreform, der skulle åbne mulighed for langt flere private landbrug enten gennem udlejning eller salg af jorden.

De tre øverste punkter tog man umiddelbart fat på. Jordreformen var så småt i færd med at blive sat i gang i slutningen af 2001.
    De lavere skatteindtægter sammenholdt med målet om balance på statsbudgettet måtte naturligvis føre til et lavere offentligt forbrug. Det sikredes gennem lavere offentlig service og brugerbetaling. Således lagde Putin op til dyrere transport, telefoni, husleje og energi, brugerbetaling på uddannelse udover grundskoleniveau samt lavere offentlige pensioner. Borgerne skulle således selv i højere grad spare op til uddannelse og pension.
    De russiske borgere skulle til at leve i en langt mere liberal, markedsdirigeret økonomi. Udsigten til at en sådan økonomisk model ville skabe mange sociale tabere, synes ikke at bekymre Putin.
    I hvor høj grad den fortsatte økonomiske vækst skyldes Putins økonomiske politik eller om det primært skyldes de stigende oliepriser, er det endnu alt for tidligt at sige noget om. Faktum er dog, at den almindelige russers levestandard er blevet højere. Det kan man blandt andet se ved, at bruttonationalproduktet er begyndt at stige, russerne har fået råd til flere langvarige forbrugsgoder (bil, TV, mobiltelefon osv.) og børnedødeligheden er på vej ned.
    De ønskede økonomiske konjunkturer har også afspejlet sig i, at den økonomiske optimisme er vendt tilbage i det russiske samfund. Det kan læses på nedenstående figur:

En russisk økonom, Andrei Illarionov, der tidligere var kendt for at være en skarp kritiker af reformpolitikken, udtrykker det på denne måde:

" ... Selv faldende oliepriser vil ikke ødelægge Ruslands økonomiske vækst ... selv om den ser ud til at ende på 4% næste år (2002), hvilket er langt mindre end sidste års (2000) rekord på 8%. Rusland påtænker endog at tilbagebetale noget af sin udlandsgæld. Selv om de høje oliepriser og effekten af den kraftige devaluering i 1998 gav økonomien et skub, hjælper moderniserede gamle virksomheder og helt nye virksomheder med til dette ...” ³

    Når dette er sagt, skal reformernes skyggesider i form af mange arbejdsløse, en større del af befolkningen med en levefod under eksistensminimum og den voksende kriminalitet ikke glemmes.

"Var indeværende år værre eller lettere for Dem og Deres familie sammenlignet med forrige år?" (svar omregnet i %). Undersøgelsespopulationen er 1.600 tilfældigt udvalgte borgere bosat i hele Den Russiske Føderation. - Fra Politica nr. 2/2001.

Problemet Kursk

Mindre end et halvt år efter præsidentvalget blev Putin bragt ud i en afgørende politisk krise, der gjorde, at mange satte spørgsmålstegn ved hans evner som leder. Årsagen var ubåden Kursks forlis i Barentshavet under en flådemanøvre. Det fandt sted i sommeren 2000. Årsagen til ubådens kæntring har siden været genstand for mange analyser og gætterier. Der blev fremsat en lang række teorier spændende fra en eksplosion i ubåden til sammenstød med et overfladeskib eller en anden ubåd. Ligeledes kom der mange gætterier frem om, hvorvidt besætningen var omkommet med det samme, eller om besætningen havde overlevet i ubåden i kortere eller længere tid. Efterfølgende undersøgelser har peget på, at ubåden sank som følge af en eksplosion. Meget tyder på, at eksplosionen blev forårsaget af eksperimenter med nye våbensystemer. Ligeledes er det kommet frem, at 23 søfolk overlevede et antal timer i den forliste ubåd. Dette er blevet bekræftet af fund af afskedsbreve fra besætningsmedlemmerne.
    Da ulykken fandt sted, blev den i første omgang hemmeligholdt sandsynligvis efter Putins ordre. Det var Putins første fejl. Dernæst begik Putin den fejl, at han først opsøgte ulykkestedet tre dage efter, at ulykken var indtruffet. At han på stedet forsikrede befolkningen om, at han bare ville være gået i vejen for redningsarbejdet, hvis han var ankommet til ulykkesstedet tidligere, formildede ikke befolkningen synderligt. I manges øjne havde Putin reageret på samme måde, som tidligere tiders kommunistiske ledere plejede at gøre.
    I et forsøg på at dæmpe kritikken afgav Putin løfte om hjælp til de 118 ramte familier. Siden hen besluttedes det at hæve Kursk for at sikre en tilbundsgående undersøgelse af omstændighederne bag forliset. Dette skete i efteråret 2001. Her blev ubådens sorte bokse fundet, hvilket giver grundlag for en helt nøjagtig afklaring af omstændighederne bag ulykken.
    Ubådskatastrofen bidrog endnu en gang til at sætte fokus på nogle af Ruslands svagheder. Først og fremmest blev en del af Putins glorie pillet af ham, idet hans håndtering af begivenhederne signalerede lukkethed og ikke åbenhed. Dernæst så Ruslands befolkning ganske klart, at flåden, der af mange blev betragtet som landets militære stolthed, var sårbar og led af manglende vedligeholdelse. Endelig satte ulykken fokus på den miljømæssige sikkerhedsrisiko atomdrevne ubåde udgør for Rusland. Det understreges af, at Rusland har 170 gamle atomdrevne ubåde liggende som skrot. Heraf er atombrændstoffet fjernet fra under halvdelen.

U-båden Kursk fotograferet på sin base i Murmansk.

Den 2. Tjetjenienkrig

Den 1. Tjetjenienskrig førte i 1996 til en aftale mellem Rusland og Tjetjenien om, at de russiske tropper skulle trækkes ud af Tjetjenien. Samtidig blev det aftalt, at Tjetjenien skulle have en grad af selvstændighed indenfor Den Russiske Føderation. Dette skulle afklares gennem forhandlinger mellem Tjetjenien og Rusland. Forhandlingerne skulle afsluttes senest 2001. En række begivenheder kom dog til at spænde ben herfor.
    I 1997 blev chefen for de tjetjenske styrker Aslan Maskhadov valgt som præsident for Tjetjenien ved et frit valg. Han besejrede ved valget Sjamil Basajev, der under krigen 1994-96 havde været en af de mest fremtrædende feltkommandanter i den tjetjenske hær. I august 1999 gik en mindre styrke under ledelse af Basajev ind i naborepublikken Dagestan, hvor den støttede et muslimsk fundamentalistisk oprørsforsøg. Præsident Maskhadov tog afstand fra Basajevs handling. Alligevel benyttede Jeltsin og Putin situationen til en gang for alle at få løst "det tjetjenske problem" gennem en militær invasion. Jeltsins begrundelse for invasionen var, at det var et led i kampen mod "den internationale terrorisme". I Rusland havde borgerne mærket terroren i form af terrorbombninger mod beboelseskvarterer i Moskva og andre store russiske byer. Bombeattentaterne kostede flere hundrede mennesker livet. Den russiske regering mente trods mangel på klare beviser, at det var tjetjenske terrorister, der stod bag.
    Som en konsekvens heraf indsatte den russiske regering i løbet af efteråret 1999 en styrke på 90.000 soldater. Aktionen var støttet af luftvåbnet og forsyningstropper. Den underlegne tjetjenske hær blev hurtigt bragt i defensiven. Russiske tropper erobrede det meste af Tjetjenien og isolerede de tjetjenske tropper i et bjergområde i det sydlige Tjetjenien. I januar 2001 erklærede Putin, at en del af den russiske hær kunne trækkes ud, idet Rusland havde fuld kontrol over situationen.

Tjetjenien ses på kortet i det sydlige Kaukasus som nr. 43.

Trods den øjensynlige overlegenhed havde russerne lidt relativt store tab. I de første måneder af 2001 forlød det, at tabstallene var 15-20 soldater om måneden. Samtidig dukkede der i de internationale medier rapporter op om russiske soldaters alvorlige overgreb mod den tjetjenske befolkning. Overgreb der blandt andet indbefattede mord på civile, voldtægt og plyndringer.
    Omverdenens reaktion på krigen i Tjetjenien var en massiv fordømmelse og et krav om, at Rusland igen skulle trække sine tropper ud. Terrorhandlingen i USA den 11. september 2001 ændrede imidlertid afgørende ved dette. Fra amerikansk og europæisk side viste man efter 11. september en vis forståelse for at betragte al terror under et. Putin understregede i slutningen af september 2001 på et officielt besøg i Tyskland, at Tjetjenienskrigen var terrorbekæmpelse. Han sagde således:

" ... Som følge af anslagene mod beboelseshuse i Moskva og andre store russiske byer, døde hundredvis af uskyldige mennesker. Efter at religiøse fanatikere havde taget magten i Tjetjenien og gjort almindelige indbyggere til gidsler, begyndte de et uforskammet, storstilet, væbnet angreb på naborepublikken Dagestan. Internationale terrorister har åbent, helt åbent, bebudet deres hensigt om at skabe en fundamentalistisk stat mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, under navnet Islams Forenede Stater ..." ⁴

USA's og Europas svar på Putins tale kom måneden efter, da NATOs generalsekretær George Robertson under en rejse til Moskva blandt andet sagde:

"Vi forstår nu bedre, at Ruslands advarsler om terrortruslen ikke blot var motiveret af ønsket om at feje Vestens kritik af den tjetjenske krig til side ... Ruslands langsigtede mål (er) et fredeligt, stabilt Tjetjenien inden for rammerne af Den Russiske Føderation, hvor borgerne er under forfatningens beskyttelse, og hvor Tjetjenien ikke tjener som base for international terrorisme. Dette mål støtter vi ...” ⁵

Dog understregede George Robertson, at NATO stadig tog afstand fra russernes overgreb mod den tjetjenske civilbefolkning.
    Hvorvidt en løsning af den russisk-tjetjenske krig er indenfor rækkevidde, er det endnu alt for tidligt at sige noget konkret om, men chancerne for en fred synes efter 11. september bestemt at være blevet bedre.

NATO's generalsekretær George Robertson mødes med den russiske præsident Vladimir Putin I Moskva i efteråret 2001.

Rusland ved et vendepunkt?

Set i bakspejlet har den vestlige verden lige siden Gorbatjovs magtovertagelse og begyndende reformer konstant frygtet et politisk tilbageslag først i Sovjetunionen og siden i Rusland. Kuppet i august 1991, opløsningen af Sovjetunionen, Jeltsins magtkamp med parlamentet, Jeltsins langvarige sygdom og Putins koncentration af magten er alle episoder, der har givet grobund for frygten for, at et tilbageslag lurede lige om hjørnet. Hver gang er det endt med, at reformpolitikken har overlevet og Sovjetunionen/Rusland er kommet endnu et lille skridt imod en demokratisering af samfundet. Frygten for tilbageslaget er yderligere bestyrket af, at Ruslands økonomi konstant udvist negative vækstrater frem til 1999.
    Det russiske demokrati er i dag en kendsgerning, og den russiske økonomi bevæger sig i en positiv retning. De russiske borgere kan indenfor en overskuelig fremtid håbe på en højere levestandard. – Men dermed er alle Ruslands problemer langt fra løst. En lang række problemer, der enten er arvegods fra sovjettiden eller nyopdukkede, vil i de kommende år lægge beslag på såvel politisk bevågenhed som økonomiske ressourcer. De vigtigste af disse er:

• Miljøet. – I de sidste mange år er økonomisk vækst prioriteret frem for miljømæssig forsvarlig produktion. Den ansvarsforflygtigelse, der på det nærmeste er indbygget i planøkonomien, har forstærket denne tendens. Mange steder i Rusland er miljøødelæggelserne så store, at de rent faktisk påvirker befolkningens leveforhold i negativ retning. Resultatet er faldende levealder, øget børnedødelighed, ødelagte landbrugsarealer m.m. Mange steder er det ikke overdrevent at tale om en økologisk katastrofe. Hvis den russiske regering ikke selv tager miljøet op til debat, vil mange af de græsrodsbevægelser, der de seneste år er dukket op, ganske givet tvinge regeringen til at handle.
• Fattigdommen. – De økonomiske reformer har skabt såvel vindere som tabere. Taberne er først og fremmest Ruslands mange fattige. Undersøgelser fra slutningen af 1990’erne viser, at op mod 20% af befolkningen kan betegnes som egentligt fattige. Dette sammenholdt med en stor arbejdsløshed vil uden tvivl tvinge fremtidige russiske regeringer til at etablere et socialt system. Sker det ikke, kan konsekvensen blive manglende stabilitet. Ruslands demografiske udvikling vanskeliggør fattigdomsproblemet, idet fødselstallet op gennem 1990’erne har været så lavt, at det samlede befolkningstal er faldende. Den demografiske udvikling betyder, at der bliver færre i den produktive alder og relativt flere i den uproduktive (primært pensionister og børn).
• Uddannelsessystemet. – Op igennem 1990’erne har de offentlige skoler oplevet et vigende elevtal. Samtidig har private skoler oplevet en vækst. Væksten indenfor de private skoler har dog været langt mindre end nedgangen indenfor det offentlige uddannelsessystem. Det betyder samlet, at uddannelsesniveauet er stagnerende eller måske faldende. Hvis Rusland i fremtiden skal kunne konkurrere på det internationale marked er det nødvendigt at vende denne udvikling imod bedre uddannet arbejdskraft.

Dertil kommer Ruslands forhold til omverdenen. Putin har således gentagne gange lagt vægt på, at Rusland ønsker en tilnærmelse til NATO og medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO.
    Et WTO-medlemskab vil tvinge de russiske virksomheder til at konkurrere på markedsmæssige vilkår mod langt mere effektive og højproduktive udenlandske virksomheder. Sker det, vil det tvinge de russiske virksomheder til at øge produktiviteten bl.a. ved at skaffe sig af med den del af arbejdskraften, der er overflødig. Ligesom det vil betyde, at alle statstilskud aftrappes. Russerne er nået langt med aftrapning af subsidier til industrivirksomheder, idet de er faldet fra ca. 60% af BNP i 1998 til ca. 5-10% i dag. Putin selv har talt om, at Rusland kan gøre sig parat til WTO-medlemskab omkring 2004. Indenfor landbruget er reformerne endnu i sin vorden og statstilskuddene høje.
    Efter den kolde krigs ophør er der etableret et tættere samarbejde mellem Rusland og NATO indenfor samarbejdsaftalen 'Partnerskab for fred' fra 1994 samt samarbejdsaftalen 'NATO/Rusland-akten' fra 1997. Samarbejdet har dog været begrænset af, at Rusland principielt har været imod NATO’s udvidelse mod øst, idet Rusland har opfattet dette som et NATO-skridt rettet mod Rusland. Ligeledes har Rusland modsat sig en revision eller ophævelse af ABM-traktaten med USA fra 1972. Efter den 11. september 2001 er der også på dette område sket afgørende ændringer. I forbindelse med sit besøg i USA i november 2001 nedtonede Putin således såvel Ruslands modstand mod en kommende NATO-udvidelse som mod ophævelsen af ABM-traktaten. I en samtale med en gruppe amerikanske journalister omtalte Putin USA som en strategisk partner. Han slog dog samtidig fast, at Rusland ikke havde til hensigt at søge optagelse i NATO, men at videreudbygge samarbejdet med USA og NATO. Dette førte i maj 2002 til en udbygning af samarbejdet mellem Rusland og NATO.

1. Citeret fra Information, 27.12.1991.
2. Citeret fra Jyllands-Posten, 01.01.2000.
3. The Exonomist
, 3. november 2001.
4. Citeret efter Information, 26.09.2001.
5. Citeret efter Jyllands-Posten, 25.11.2001.