Den islamiske ekspansion i 600- og 700-tallet.
Denne tekst, der er første kapitel i Finn Madsen: Mellemøsten i det 21. århundrede - i amerikansk perspektiv (2002), beskriver i hovedtræk islams historie med vægt især på forholdet til den vestlige verden i nutiden.
Noter er placeret nederst på siden.
Islam opstod på den arabiske halvø i 600-tallet e.v.t. Den er nær knyttet til Muhammed (o. 570-632 e.v.t.) og hans åbenbaringer og forkyndelser i ørkenområderne nær byerne Mekka og Medina i det nuværende Saudi-Arabien.
På dette tidspunkt fandtes der allerede to omfattende religioner i det mellemøstlige område, nemlig jødedommen og kristendommen, der havde menigheder talrige steder i området.
Muhammed, der var o. 40 år gammel da han fik sine første åbenbaringer, lagde sig hurtigt ud med det driftige købmandsskab i Mekka. Religionen var polyteistisk, d.v.s. at der dyrkedes flere forskellige guder og gudinder. Muhammeds budskab var, at der kun fandtes én guddom – Allah – altså en monoteistisk gudsopfattelse. I år 622 valgte Muhammed at forlade Mekka til fordel for nabobyen Medina, hvor han og hans tilhængere etablerede det første islamiske samfund. Muhammed var både politisk og religiøs leder. 622 er også i dag det årstal, hvorfra den islamiske tidsregning starter.
Nogle år senere lykkedes det Muhammed og hans tilhængere at erobre Mekka med magt. Allerede i 632 døde Muhammed imidlertid, og det udviklede sig hurtigt til stridigheder om, hvem der skulle efterfølge ham som leder – åndelig som verdslig – og som stedfortræder, kalif.
Et mindretal var af den opfattelse, at kaliffen nødvendigvis måtte findes i Muhammeds egen slægt. Muhammeds fætter og svigersøn, Ali, støttede denne opfattelse. Foreløbig sejrede dog den opfattelse, at den bedst kvalificerede uden hensyntagen til evt. slægtskab med Muhammed, skulle regere. Efter tre sådanne kaliffer, der alle havde stået Muhammed nær i dennes religiøse arbejde, udpegedes Ali som kalif o. 655. Ved dennes død i 661 brød den interne uenighed for alvor ud i lys lue.
De to vigtigste fraktioner i denne strid – sunni'erne og shi'it'erne – eksisterer også i dag.
Shi'it'erne (efter shi'at Ali = Alis parti) var – og er stadig – af den opfattelse, at profetens efterfølgere, imam'erne, d.v.s. religiøse ledere, til stadighed skulle være i stand til at fortolke Koranen på den rette facon. (Ordet iman har her en videre betydning end i sunnitisk islam, hvor den blot refererer til bønnelederen). Shi'it'terne mener, at profetens personlige udstråling blev videregivet i den direkte arvefølge, og at imamen er i besiddelse af den fra profeten videregivne ret til at dømme om islams sandheder, dvs. at kunne viderebringe Guds sandhed til menneskene.
Sunni'erne mener, at enhver i princippet kunne være Muhammeds lovlige efterfølger, når blot Muhammeds sunna, d.v.s. dennes sædvane, blev overholdt.
Almindeligvis opfattes shi'it'erne i dag som de mest yderligtgående. De udgør et flertal af befolkningen i Iran og Irak, mens de er i mindretal i alle andre muslimske lande. Ca. 90% af alle verdens o. 1,2 mia. muslimer er sunni-muslimer. Der er ingen afgørende teologiske modsætninger mellem de to retninger. Sunni-islam er i dag statsreligion i de fleste arabiske lande. Mindretallets religion - shia-islam - blev ophøjet til statsreligion i Persien (Iran) o. år 1500 og er stadig den dominerende trosretning her. I 1980'erne var Ayatollah Khomeiny den mest betydningsfulde imam i Iran, og hans ord var selve loven.
Den islamiske ekspansion i 600- og 700-tallet.
I modsætning til jødedommen og kristendommen opstod og udviklede Islam sig som en stærkt ekspansionistisk religion.
Muhammeds efterfølgere satte erobringstogter i gang mod nord, vest og øst. Resultatet blev, at Islam i løbet af godt og vel et århundrede var den dominerende religion fra Spanien i vest til Indien i øst, fra Det kaspiske Hav og Aralsøen i nord til Afrikas middelhavskyst i syd samt på Den arabiske Halvø. I slaget ved Poitiers sydvest for Paris i 732 satte Frankerrigets hersker en bom for yderligere islamisk ekspansion hér. Det østromerske Riges militære styrke forhindrede i de kommende århundreder en muslimsk fremtrængen i Lilleasien og i Østeuropa.
Det skulle snart vise sig umuligt at holde sammen på det mægtige islamiske rige i længere tid. Det største og vigtigste kalifat blev det såkaldte abbasside-kalifat med centrum i Bagdad, mens et rivaliserende kalifat opstod i Spanien. Abbasside-kalifatet fungerede formelt frem til 1258, selv om tydelige politiske – men ikke religiøse – opløsningstendenser gjorde sig gældende i hele perioden.
I slutningen af 1000-tallet forsøgte vesteuropæiske fyrster og konger – kraftigt tilskyndet af pavemagten – at fravriste araberne herredømmet over det østlige Middelhav. Dette gav sig udslag i en række erobringsfelttog til Det hellige Land, de såkaldte korstog, der førte de kristne hære til Mellemøsten. Målet var at befri byen Jerusalem fra de vantro. De vestlige erobrere havde i begyndelsen heldet med sig, og en tid lykkedes det at opretholde nogle mindre korsfarerstater i det nuværende Libanon og Israel. I slutningen af 1200-tallet blev de dog tilbageerobret af araberne.
Korstogene og en erobrertankegang, der var drivkraften bag dem, har senere spillet en betydelig rolle for fjendskabet mellem Vesten og muslimerne.
Saladin (1138-1193), den berømte sultan over Egypten, Syrien og Mesopotamien. Da korsfarerne brød de indgåede aftaler med Saladin, (gen)erobrede han i 1187 Jerusalem, som havde været i kristendommens besiddelse siden det 1. korstog i 1095-1099. Efter sejren lod Saladin de kristne få fri adgang til deres hellige steder, Jerusalem og Bethehem. Saladin er en af de få muslimske ledere, der omtales med respekt både i Europa og Mellemøsten.
Osmannerrigets største udstrækning i 1500-tallet.
Der findes i hele verden i dag mere end 1,2 mia. muslimer, d.v.s. tilhængere af religionen Islam (se kortet på omslagets bagside). Alligevel tillagdes Islam i størstedelen af det 20. århundrede, d.v.s. indtil midten af 1960'erne ikke megen opmærksomhed og interesse i Vesten. Tre forhold ændrede imidlertid dette:
Den muslimske verdens forskellige stater er i dag - deres fælles religion til trods - yderst forskelligartede. Med Libanon som en delvis undtagelse kan fx samtlige muslimske stater i Mellemøsten betegnes som ikke-demokratiske, spændende over nærmest feudale kongedømmer (fx Oman og Saudi-Arabien) og étpartistater med en relativ grad af frihed (fx Egypten) til renlivede diktaturer (fx Syrien og Irak).
Islam kan som politisk ideologi virke både revolutionerende og systembevarende. Fælles for mange arabiske stater er dominansen af det regerende styres enhedsparti, fx Baath-partiet i Syrien og Irak.
Ifølge Islam står Allah (= Gud) over alt andet, og intet kan lignes med ham. Muhammed opfattes som hans profet, men han er ikke hans søn og følgelig heller ikke guddommelig. Direkte oversat betyder 'muslim' "én, der underkaster sig (Gud)" og 'islam' betyder "det at underkaste sig (Gud)". 'Muhammedanisme' og 'muhammedaner' er betegnelser, der ikke accepteres af muslimer, fordi de antyder, at Muhammed og ikke Gud er religionens centrum. Det centrale i Islam er Gud og menneskets forhold til Gud. I den hellige bog Koranen understreges det, at Gud er skaberen og den troende muslim kan i den skabte verden se talrige tegn på Gud og hans mening med livet. Det måske mest karakteristiske ved Islams gudsforestilling udtrykkes gennem vendingen Allahu akbar - "Gud er større", d.v.s. større end alle afguder, større end Satan, større end mennesket, ja større end alt og altid mere end, hvad der kan udsiges om ham. Gud er både centrum og periferi i den troende muslims verdensbillede og liv.
Det er menneskets opgave at leve på en sådan måde, at den oprindelige helhed, fred og harmoni for den enkelte, i samfundet og i verden, kan genskabes. Og det kan den, hvis alle "hengiver sig til Gud", dvs. indretter deres tanker og liv på den ene Gud og i henhold til de anvisninger på det rette liv, som Gud har åbenbaret for menneskene. Guds endegyldige vejledning og mening med livet blev åbenbaret til Muhammed og givet i form af Koranen. I Koranen taler Gud, og i Koranen og de overleveringer, der rummer profeten Muhammeds skik og brug, sunna, således som de er gengivet i de såkaldte traditionssamlinger, finder den troende muslim Guds udtrykte mening med verden og menneskelivet. Koranen og sunna'en udgør derfor fundamentet for Islams tro og praksis.
Muhammed er efter islamisk opfattelse den sidste af en lang række profeter. Efter ham kommer der ikke flere. Abraham og Moses var vigtige profeter før Muhammed, og også Jesus betragtes som en betydningsfuld (omend kristen) profet – men altså ikke som Guds søn, for det kan ingen være. Moses og Jesus fik begge åbenbaret den hellige bog, men disses åbenbaringer og dermed Guds budskab er kun delvist overleveret i jødedommens og kristendommens hellige skrifter. Disse to religioner er således ufuldstændige former af den oprindelige og fuldkomne åbenbaring og religion – Islam – men har altid nydt en betydelig accept i den islamiske verden.
Den store moske i Mekka.
Koranen, der færdigredigeredes o. 650, indeholder ifølge muslimer Allahs formål med verden og mennesket, og dens moralsk, religiøst og politisk betonede forskrifter følges ofte yderst punktligt.
Der findes i princippet ingen autoriserede oversættelser af Koranen fra klassisk arabisk. For Guds ord kan ikke oversættes. Derfor er langt de fleste fremmedsprogede oversættelser ledsaget af en stor mængde kommentarer og fortolkningsforslag, der giver talrige (og ofte indbyrdes modstridende) fortolkningsmuligheder.
Teksten i Koranen består af 114 kapitler, de såkaldte sura'er. Den kommer direkte fra Gud, og er hvisket til Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Omtrent 20 år efter Muhammeds død blev de første forfattende forsøg på at samle og ordne Muhammeds mange notater og åbenbaringer foretaget. Et af de forhold, der i dag gør Koranen vanskelig forståelig, er at den savner en indre logisk og kronologisk opbygning; den er nemlig konstrueret således, at de længste kapitler som oftest kommer først og de korteste til sidst.
Af langt større betydning end skelnen mellem sunni- og shia-muslimer er den fundamentalistiske idéverden. Den tog for alvor udgangspunkt i Khomeinys Iran, som efter præsteskabets magtovertagelse i 1979 i bund og grund blev fundamentalistisk.
Det væsentligste hos fundamentalister er tanken om Islam som et altomfattende religiøst og politisk system, én gang bestemt og nedfældet i Koranen, og som det enkelte menneske ikke kan lave om på. Mange fundamentalister er imod en islamisk efterligning af det verdslige Vesten og kæmper for en konsekvent tilvejebringelse af de traditionelle muslimske værdier i samfundet uden smålig skelnen til det praktiske og fornuftbetonede heri.
Ikke alle fundamentalister er revolutionære. Fx har det stærkt konservative styre i Saudi-Arabien altid været stærkt fundamentalistisk, men alligevel har landet udviklet omfattende handelsforbindelser med Vesten og anvendt en stor del af sine enorme olieindtægter på en teknologisk (men ikke politisk eller religiøs) modernisering af landet.
Ordet 'fundamentalisme' kommer af det latinske verbum 'fundare', der betyder 'at grundlægge' og af det latinske substantiv 'fundamentum', hvis danske oversættelse er lig med 'grundlag, base'. Hvis vi definerer en religiøs fundamentalist som en person, der betragter det centrale skrift for den absolutte sandhed, kan vi selvfølgelig også tale om fundamentalister i forbindelse med jødedommen og kristendommen. Man kan imidlertid med en vis ret hævde, at alle muslimer er fundamentalister i ordets oprindelige betydning, eftersom der i Koranen står, at den er selve Allahs ord, og at Muhammed blot er hans sendebud.
De fleste muslimer mener, at Koranen er Guds ord hele vejen igennem. De virkelige fundamentalister mener endvidere, at det er helligbrøde at sammenligne Koranen med den moderne videnskabs resultater. Det gælder ikke mindst menneskets væsen og verdens tilblivelse. Derfor vil mange fundamentalister typisk afvise mange af den humanistiske videnskabs resultater, fx tanken om et demokratisk styre, fordi mennesket og ikke Gud er sat i centrum. Det er de mange koranskoler i Mellemøsten eksempler på; her erstattes erfaringsvidenskaberne ofte med studier i Koranen. Fundamentalisterne har almindeligvis mindre imod de naturvidenskabelige discipliner – fx indenfor matematik, fysik og kemi – fordi disse fagområder ikke refererer til teorier om samfundets opbygning og indretning eller moral og etik, der i den vesterlandske kultur sætter mennesket i centrum. Et betydeligt antal muslimske fundamentalister har en videregående uddannelse som fx ingeniør eller indenfor computervidenskab.
Endemålet for de fleste fundamentalister er etableringen af en islamisk stat, d.v.s. en stat der helt og holdent skal tage sit udgangspunkt i Koranen og i Muhammeds sunna, d.v.s. hans traditionelle handlinger og holdninger. Vigtigt er det, at Islam skal være rettesnor for den almindelige samfundsindretning, ikke mindst m.h.t. sharia, islamisk ret.
Sharia kan oversættes ved 'Guds lov'. Som anført ovenfor er et af de store spørgsmål for muslimer, i hvor høj grad sharia'en skal danne retningslinjen for det enkelte menneskes adfærd og statens styring. For fundamentalisterne er der ingen skillelinje: sharia'en bør omfatte ikke blot den enkelte muslims rituelle tro, praksis og hele adfærd, men også samfundets lovgivning, politik og økonomi skal være omfattet af sharia'en.
Dette harmonerer meget dårligt med kristendommens – og især protestantismens – individualistiske menneskeopfattelse, hvor religion primært anses for en privatsag, og hvor der går en skarp skillelinie mellem stat og kirke.
I Vesten er der kun ringe forståelse og sympati for den måde, den muslimske menneske- og verdensanskuelse praktiseres på. Der har da heller ikke manglet håndgribelig dokumentation for Islams manglende funktionalitet i det 20. og 21. århundrede. Islam har i stor udstrækning ikke evnet at få især de mellemøstlige samfund til at fungere.
Den danske mellemøstforsker Torben Rugberg Rasmussen sammenfattede for nogle få år siden, hvad der formentlig er essensen af mange vestlige iagttageres opfattelse flg.1:
" (...) Næsten enhver mellemøstlig stat ... er leveringsdygtig i næsten en hvilken som helst tænkelig krænkelse af menneskerettighederne. Censur, forfølgelse af etniske, nationale og religiøse mindretal, vilkårlig retspleje, systematisk eller tilfældig tortur, langvarig administrativ frihedsberøvelse, summariske dødsdomme og henrettelser er således i større eller mindre grad en del af den politiske dagsorden. (...) Med enkelte undtagelser er den offentlige forvaltning og administration ineffektiv og langsommelig til det uduelige, fordi beslutningsproceduren ikke bare handler om rationelle og standardiserede rutiner, hvorigennem systemet kan bringes til at fungere så nogenlunde effektivt, gennemskueligt og ikke-voldeligt, men også om statusforhold, autoritære kommandoveje, nogen der kender nogen, mæglere og mellemmænd, der tager sig betalt for at kende systemets smutveje, etniske, familiære eller stammemæssige loyalitetsforhold, der unddrager sig politisk kontrol osv."
Pervez Amir Aliu Hoodbhoy, der er professor i fysik ved et af universiteterne i Pakistans hovedstad Islamabad, har i en artikel i Washington Post2 anført, at "i ingen af de 48 lande, hvor der er et omtrentligt eller decideret muslimsk flertal, er det endnu lykkedes at udvikle et stabilt demokratisk politisk system. Faktisk domineres alle muslimske lande af egennyttige, korrupte eliter, som kynisk fremmer deres personlige interesser og stjæler ressourcer fra deres folk. I ingen af disse lande findes et bæredygtigt uddannelsessystem eller et universitet med international status. (...) Man ser sjældent et muslimsk navn, når man blader igennem videnskabelige tidsskrifter, og hvis man gør, tilhører det sandsynligvis en person, der er bosat i Vesten."
|
Professor Hoodbhoy (se note 2) skriver i sit essay: "Den nuværende muslimske verden kan som nævnt ikke opvise ret mange ægte videnskabelige resultater, men til gengæld skorter det ikke på pseudovidenskab. En tidligere leder på mit fysiske institut i Islamabad har f.eks. beregnet himlens hastighed. Han hævder, at den fjerner sig fra Jorden med en centimeter mindre i sekundet end lyset. Hans geniale metode bygger på et vers i den hellige islamiske skrift, hvor det siges, at gudsdyrkelse på den nat, da skriften blev åbenbaret, er mere værd end tusinde almindelige nætters bønner. Han påstår, at dette svarer til en forsinkelsesfaktor på 1000, som han derpå indsætter i Einsteins specielle relativitetsteori. Et mere almideligt kendt eksempel: en af de to pakistanske atomingeniører, der for nylig blev anholdt på mistanke om at have udleveret atomhemmeligheder til talebanerne, havde tidligere foreslået, at man kunne løse Pakistans energiproblemer ved at udnytte energien i lampeånder. Han støttede sig til den islamiske tro på, at Gud skabte mennesket af ler, mens engle og ånder blev skabt af ild – det drejede sig med andre ord kun om at indfange lampeånderne og udnytte denne energi. Manden havde en høj stilling." |
Der findes et utal af forklaringer på de muslimske landes ringe tilpasningsformåen til det 21. århundrede.
Én af disse forklaringer bygger på den meget stærke vægt, der traditionelt har ligger på familien, slægten, slægtsgrupper, klaner og stammer. Dette har som resultat haft, at meget få islamiske beslutningstagere har prioriteret 'staten', dens legitimitet og opretholdelse særlig højt. Der har med andre ord aldrig udviklet sig et folkeligt behov for at se statsapparaturet som en beskytter og garant for den personlige frihed. Efterspørgslen efter demokrati eller demokratiske reformer er med andre ord begrænset – som det har været udtrykt i debatten. Borgerne har i stedet søgt sikkerhed og personlige muligheder fremmet via slægts- og gruppemæssige forbindelser. Fraværet af folkelige organisationer og den manglende mulighed for fredelig dialog med statsmagten har altid været kendetegnet for Mellemøsten. Statslederne har traditionelt i stedet for en politisk dialog med befolkningen holdt sig til massive undertrykkelsesmidler i tilfælde af protester. Omvendt har der heller ingen tradition været for at statsledere gik af eller trak sig tilbage. Politiske forandringer er kommet i form af regulære opstande, kup og revolutioner, hvor herskeren og ikke sjældent dennes familie og nærmeste omgangskreds blev dræbt.
Religiøs og historisk tradition har således bevirket, at meget få muslimske stater – og slet ingen i Mellemøsten – kan betegnes som demokratiske efter vestlig opfattelse. (Vi ser her bort fra Tyrkiet, der ikke er islamisk i traditionel politisk forstand; i den tyrkiske stat har politik og religion i forfatningen været adskilt siden 1920'erne. Det er tankevækkende, at netop denne adskillelse har afstedkommet en væsentligt højere levestandard og større politisk stabilitet i Tyrkiet end i de fleste mellemøstlige, muslimske lande. Samtidig har Tyrkiet et ganske stabilt og velfungerende demokrati).
Mange mellemøstiagttagere er i dag af den opfattelse, at Det osmanniske Riges sammenbrud efter 1. verdenskrig for alvor satte gang i den muslimske mindreværdsfølelse. Meget værre blev det i sidste halvdel af 1900-tallet, efter den jødiske stat Israels oprettelse og dennes mange militære sejre over dens arabiske naboer i de efterfølgende år. Kulminationen blev nået med Vestens og dets muslimske allieredes totale nedkæmpelse af den irakiske diktator Saddam Husseins krigsmaskine i 1991. Senere samme år gik Sovjetunionen – der traditionelt havde støttet den arabiske side i kampen mod Israel og dets støtte USA – i opløsning. Resultatet var tilsyneladende, at mange muslimer mistede troen på deres eget værd og i stedet søgte efter andre typer af årsagsforklaringer på Islams manglende internationale succes.
Mange muslimer giver i dag udtryk for, at den væsentligste årsag til de islamiske staters politiske, sociale og økonomiske elendighed i første række skal søges i det vantro Vestens forsøg på at 'holde Islam nede'. Abstrakte teorier om USA's og Israels sammensværgelser støder man på alle vegne. Ganske vist tillod olierigdommen fra 1970'erne hos en del af de mellemøstlige lande en kolossal import af vestlige forbrugsvarer, men dette forhold medførte ikke, at den gamle mistro mod demokrati, verdsliggørelse og retssikkerhed forsvandt.
I mere end 1000 år har muslimer følt, at de har været Vesten og Europa intellektuelt og videnskabeligt overlegne. Under og efter korstogstiden og i nogle århundreder efter dominerede muslimsk viden fx indenfor kunst, kultur, filosofi og videnskaberne matematik og lægekunst. Men dybtgående filosofiske, tekniske, økonomiske, politiske og militære ændringer i Vesten – især:
sendte Islam og det osmanniske rige ned i en dyb krise, som i realiteten aldrig er blevet overvundet.
Ved årtusindskiftet stod det klart, at en civilisationskonflikt mellem Vesten og Islam var under udvikling, selv om mange – især europæiske – politikere ikke ville se kendsgerningerne i øjnene. 1990'erne igennem havde muslimske fanatikere slået til mod amerikanske civile og militære mål overalt i verden: bombeattentatet mod World Trade Center i New York i 1993, bombningerne af de amerikanske ambassader i Nairobi (Kenya) og Daar-es-Salaam (Tanzania) i 1996, sprængstofangrebet på marinefartøjet USS Cole i Aden havn i 1997. Kulminationen var de samtidige flyattentater mod det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i Washington og World Trade Center i New York i september 2001 med tusindvis af døde civile.
Ved afslutningen af Golfkrigen mod Irak i 1991 havde optimismen verden over nærmest ellers været grænseløs. Visse forskere talte ligefrem om, at historien havde nået sit endemål og at fremtidige, verdensomspændende konflikter var utænkelige. Ikke mindst fordi konflikten mellem den kapitalistiske og socialistiske verden jo var endt med Vestens totale sejr, kommunismens sammenbrud og Sovjetunionens opløsning. Få iagttagere bekymrede sig alvorligt om den voksende trussel fra islamiske fundamentalister. Med den gudløse kommunismes sammenbrud stod Islam nu overfor en anden fjende: det dekadente, kapitalistiske Vesten.
Først med udgivelserne fra Harvardprofessoren Samuel P. Huntington3 startede en seriøs debat om de nye trusler, som Vesten efter alt at dømme stod overfor, dels fra Islam generelt og dels fra islamiske, fundamentalistiske terrorister.
Ifølge Huntington fandtes der ved årtusindskiftet 7-8 større civilisationer – den nordamerikansk/vesteuropæiske (Vesten), den ortodokse (d.v.s. først og fremmest den russiske), den latinamerikanske, den afrikanske, den islamiske, den buddhistiske, den kinesiske og den japanske – og det var mellem disse, at fremtidige konflikter ville forekomme. Det var Huntingtons opfattelse, at det mest truende civilisationsopgør ville finde sted mellem Vesten og Islam, fordi begge civilisationer bar på gensidige religiøse og historiske modsætninger (se ovenfor).
Huntington fandt, at flere faktorer både på kort og på langt sigt truede Vesten: fx
Amerikanske debattører af liberalt tilsnit og ikke mindst europæiske venstreorienterede politikere har i årevis argumenteret for, at det måtte være muligt at nå frem til en konstruktiv sameksistens med Islam gennem (vestlig) forståelse, tolerance og velvilje. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan en konstruktiv dialog fremmes med mennesker, som dybest set foragter de demokratiske værdier og spilleregler. Glemmes må det ikke, at flere muslimske – men vestligt orienterede – ledere under og efter Golfkrigen ved forskellige lejligheder har givet udtryk for, at det ikke i første række alene var en krig mod Saddam Hussein, men mod selve Islam!
Huntington påpegede, at Vesten nødvendigvis måtte opretholde sin militære og økonomiske styrke og styrke samarbejdet med fx den latinamerikanske og japanske civilisation.
Udtrykket 'globalisering' kommer af det latinske substantiv 'globus', der på dansk betyder 'kugle'. Det beskriver det forhold, at verden efter vestlig opfattelse allerede er – og i stadig stigende grad vil blive – bundet sammen i et indbyrdes afhængighedsforhold i form af en verdenskultur baseret på en stadig udviklende økonomi, teknologi m.v. Alle civilisationer, således også den muslimske, er klar over, at globaliseringen ikke kan standses.
Det har i debatten været hævdet, at nok er globaliseringens udgangspunkt smukt og ideelt, men samtidig er det meget naivt. Dertil kommer, at det kan blive yderst farligt, fordi Vesten – direkte eller indirekte – har ladet forstå, at globaliseringens almene stræben efter velstand og lykke nødvendigvis må finde sted på Vestens præmisser og idégrundlag. Det er jo hér det nødvendige økonomiske overskud, teknologien og den materielle drivkraft findes.
Som vist ovenfor er især Islam ekstremt intolerant overfor denne tankegang. For det første fordi denne religion i princippet hylder en uændret tradition og et menneskesyn med 1400 år bag sig, hvor det religiøse og det verdslige ikke kan og ikke må adskilles. For det andet fordi Koranen betragtes som ufejlbarlig og overordnet menneskets overvejelser i modsætning til den vestlige filosofi, der er baseret på tvivlen (og ikke på troen!) med et rent logisk, individuelt og ikke-religiøst udgangspunkt. For det tredje fordi forskellene mellem den vestlige civilisation og den islamiske grundet den nære indbyrdes placering er så iøjnefaldende: det rige, velfungerende, men 'moralsk anløbne' Vesten overfor det stærkt troende og 'moralsk overlegne', men fattige og ekstremt problemfyldte Islam, der ser sig selv i martyrrollen.
Man kan som Huntington og med ham mange mellemøstkendere vælge at betragte Islam som en stridens og uforsonlighedens religion. Gennem fortolkningen af dennes primærkilder – d.v.s. (1) Koranen, (2) hadith (d.v.s. de arabiske traditionssamlinger) og (3) beretningerne fra den tidlige islamiske historie – er det ukompliceret at dokumentere Islams krigeriske hensigter. Fx hedder det et sted i Koranen4 " (...) Dræb da afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, og tag dem (til fange) og omring dem og lig på lur efter dem på ethvert sted (der er egnet) for baghold."
Grundliggende for det muslimske fællesskab, umma, er opsplitningen af verden i to områder, der er fundamentalt forskellige: Et muslimsk område, fredens område (dar al-islam), der bør omfatte hele den muslimske verden, og de vantros område, krigens område (dar al-harb), som Islam i kraft af sin missionerende art har både ret og pligt til at undertvinge. Midlet kunne her være jihad, altså en religiøs sanktioneret krig. Det er således ikke vanskeligt at finde kildemæssigt belæg for en opfattelse af Islam som konfliktsøgende og intolerant i sin grundsubstans.
Problemet ved udelukkende at betragte Islam på denne måde, er imidlertid at de samme kilder også åbner mulighed for en helt anden og fredsommelig indfaldsvinkel til forståelsen af Islam. Fx hedder det et andet sted i Koranen5, at "I mennesker, Vi har visselig skabt jer (alle) af mand og kvinde og gjort jer til folk og stammer, for at I må kende hinanden." – Ifølge dette citat skulle der således ikke være noget i vejen for en fredelig sameksistens mellem den islamiske og den "vantro" verden. Tilsvarende findes der en vending i Koranen (sure 2:257), der understreger, at "der må ikke være tvang i religionen"; dette skulle således tale imod Islam som særlig konfliktorienteret. Endvidere er det muligt at forstå ordet jihad, der ofte oversættes med 'hellig krig', som en defensiv snarere end en offensiv foranstaltning. I Koranen (sure 2:191) hedder det således: "... og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angribere".
Gennem en nærlæsning af primærkilderne kan det således synes muligt at finde støtte for en hvilken som helst opfattelse af Islams forhold til sine omgivelser. Det er da også præcis, hvad der finder sted, dels når fundamentalistiske og moderate muslimer udtaler sig, dels når vestlige politikere og analytikere kommenterer Islams grundliggende natur.
Hvorvidt Islam i sin substans er en stridens eller forsonlighedens religion, må således blive en rent subjektiv afgørelse.
Ovenfor har det været påpeget, at den historiske udvikling i det 20. århundrede har understreget konfliktmulighederne mellem Islam og Vesten.
Alle kulturelle, religiøse og historiske modsætninger til trods synes der dog at være ét forhold der givetvis vil komme til at spille en kolossal rolle for forholdet mellem Vesten og Islam – og i ganske særlig grad for Mellemøsten og Europa – nemlig den muslimske befolkningseksplosion.
Som det fremgår af tabellen ovenfor er befolkningsvæksten i Mellemøsten enorm, og at den for nogle landes vedkommende fortsat vil være det de næste par generationer.
Når den gennemsnitlige kvinde i Mellemøsten i dag er fyldt 45 år, har hun typisk fået fem børn; i Yemen, Gaza, Oman og Libyen er tallet mellem 7,6 og 7,9 børn! Hertil kommer at befolkningen er meget ung.
Beregninger fra Verdensbanken viser, at Mellemøsten forventes at fordoble sin befolkning frem til år 2025, således at den i dette år rummer omkring 650 mio. mennesker. Dette gælder uanset, at Verdensbanken også opererer med en samlet halvering af fødselsraten i løbet af de næste 30 år; de kommende forældre er jo allerede født! – Mens et relativt udviklet land som Tyrkiet synes at få befolkningstilvæksten under kontrol efter år 2025, er dette ikke på samme måde tilfældet for Egyptens vedkommende – se tabellen. I Saudi-Arabien og Yemen (det første ganske velhavende, det sidste ekstremt fattigt) fortsætter befolkningseksplosionen helt ude af kontrol de næste par generationer med en fødselshyppighed på mere end 10 gange den danske, som ligger over det europæiske gennemsnit. I Sverige og Italien forventes befolkningstallet ligefrem at falde op mod år 2050.
Lad os tage Egypten – et af de største lande i Mellemøsten – som eksempel: Egypten er i sammenligning med andre muslimske lande i regionen nogenlunde velfungerende i politisk, økonomisk og social henseende. Hér er fx udgifterne til militæret faldet drastisk, siden det i slutningen af 1970'erne sluttede fred med Israel. Samtidig yder USA til stadighed adskillige mia. $ årligt i tilskud til den anstrengte egyptiske økonomi, ligesom det som tak for støtten i Golfkrigen mod Saddam Hussein har modtaget betydelig økonomisk støtte fra Saudi-Arabien og Kuwait. Alligevel er landets situation alt i alt deprimerende. Alene befolkningstilvæksten fordrer, at der hver eneste dag året rundt skal bygges og bemandes mindst tre nye skoler til hver 1.500 elever – ikke for at forbedre undervisningsstandarden, men blot for at holde den på det nuværende niveau!6 En helt uoverskuelig opgave ... efter alt at dømme.
| Befolkningstallet i millioner for udvalgte nationer målt/beregnet i forskellige år 1975-2050* | F** 2001 | |||||||||
| Land | 1975 | 1980 | 1985 | 1990 | 2000 | 2005 | 2010 | 2025 | 2050 | |
| Saudi-Arabien | 7,2 | 9,9 | 13,2 | 15,8 | 22,0 | 25,9 | 30,6 | 48,5 | 91,1 | 3,27 |
| Yemen | - | - | - | - | 17,5 | 20,7 | 26,3 | 39,6 | 71,1 | 3,38 |
| Algeriet | - | - | - | 25,3 | 31,2 | 33,9 | 36,6 | 44,3 | 52,7 | 1,71 |
| Tyrkiet | - | 45,1 | 50,7 | 56,0 | 65,7 | 69,7 | 73,3 | 82,5 | 86,5 | 1,24 |
| Egypten | - | - | - | 56,1 | 68,3 | 74,2 | 79,8 | 95,2 | 113 | 1,69 |
| Danmark | - | - | - | 5,1 | 5,3 | 5,4 | 5,5 | 5,6 | 5,6 | 0,30 |
| Sverige | - | - | - | 8,5 | 8,9 | 8,9 | 8,9 | 8,9 | 8,3! | 0,02 |
| Holland | - | - | - | 14,9 | 15,9 | 16,3 | 16,6 | 17,2 | 16,7 | 0,55 |
| Italien | - | - | - | - | 57,6 | 57,7 | 57,4 | 54,3 | 45,0! | 0,07 |
|
* Tallene er afrundet til én decimal. Kilde: Opstillet af forfatteren på grundlag af US Bureau of the Census, Int. Data Base (http://www.udviklingstal.dk/links) og CIA: The World Factbook 2001 (http://www.cia.gov). | ||||||||||
Udsigterne for en stabil og positiv udvikling for Mellemøsten generelt er ikke gode. Det gælder både politisk, socialt, økonomisk og befolkningsmæssigt.
Økonomiske kriser, ukontrollabel befolkningstilvækst, omfattende arbejdsløshed, stigende fødevarepriser, skæv indkomstfordeling og korrupt politisk ledelse er dagligdags kost i mange af landene. Konsekvenserne kunne meget vel blive yderligere pres på emigrationen, især til det relativt befolkningsfattige og nært beliggende Europa, hvis rigdom og 'dekadence' virker dragende og udfordrende, og som allerede rummer mere end 15 mio. muslimske indvandrere. Samtidig er en politisk radikalisering med tilsynekomst af endnu flere mellemøstlige terrorgrupper en sandsynlig mulighed.
På det seneste har ganske mange inden- og udenlandske debattører taget problemet med den manglende muslimske integration op7. Her skal kort refereres til den fremtrædende syriskfødte, tyske islamforsker Bassam Tibi8, der i skarpe vendinger kritiserer sin egen kultur for manglende tilpasningsvilje i Vesteuropa.
Tibi påpeger, at muslimer ofte ser sammensværgelser bag alt og ikke mindst bag deres egne problemer. Den seneste version af sammensværgelsesteorien fandt ifølge Tibi sted efter flyattentaterne i USA i september 2001 og gik ud på, at flere tusinde jøder ikke var taget på arbejde i World Trade Center den 11. september, fordi man vidste, at den israelske efterretningstjeneste havde planlagt attentatet mod bygningerne alene for at sætte den arbiske verden i et dårligt lys! – Kendsgerningerne er, at flere hundrede jøder af mange nationaliteter blev dræbt den dag, og at bagmanden var den fanatiske saudi-arabiske fundamentalist Usama bin Laden og hans al-Qaida terrornetværk.
Med henblik på muslimerne i Vesteuropa skelner Tibi mellem, hvad han kalder "tilvandring" og "indvandring". Generelt er han yderst kritisk overfor den meget lemfældige og ukritiske måde Vesteuropa har modtaget sine mange muslimer på. De har ikke evnet at forlange af tilflytterne, at de overholder spillereglerne for et fredeligt og frihedsorienteret samfund. Samtidig har de tilladt yderligtgående islamister at opbygge parallelsamfund i værtslandene med disses fulde billigelse og økonomiske støtte. "Tilvandring" er ifølge Tibi, hvad Europa får i øjeblikket: alle de der kan, eller som smugles ind, kommer uden hensyn til om denne tilvandring er gavnlig for værtslandet eller ej, og uden hensyn til om indvandrerne kan integreres eller ej. Og det kan de i stor udstrækning ikke, for det vil de ikke, siger Tibi.
"Indvandring", derimod, er hvad der foregår i fx USA, Canada og Australien, fordi der her er tale om en organiseret proces under værtslandets kontrol, og hvor der opstilles kriterier for, hvem man ønsker – d.v.s. produktive, (sam)arbejdsvillige og integrerbare mennesker.
I sommeren 2002 udsendte FN sin første rapport om de menneskelige – d.v.s. økonomiske, sociale, borgerlige, politiske og kulturelle – vilkår for de arabiske stater.9 Rapporten var skrevet af arabere for arabere, som den selv understregede. Den stillede ingen spørgsmålstegn ved religion og kultur, og den repræsenterede derfor arabernes eget syn på de problemer, de stod overfor.
Rapporten er yderst deprimerende læsning! Bredt sagt var udviklingen i de arabiske lande forlængst gået i stå, og omkring halvdelen af alle arabere – uanset alder – ønskede at udvandre til Europa eller Nordamerika. Den reelle arbejdsløshed for de 15-25 årige lå på ca. 60% uden nogen reelle fremtidsmuligheder. Produktiviteten i de 22 medlemslande i Den arabiske Liga med i alt 280 mio. mennesker var langt lavere end for 30 år siden – og for stadig nedadgående! I 1990 var den kun på 19% af det nordamerikanske niveau, som er vokset dramatisk siden da. Der var bogstavelig talt ingen udvikling sket inden for områder som kvinderettigheder, uddannelse, menneskerettigheder, informationsteknologi og industri. Forskning og udvikling er minimal eller eksisterede slet ikke. Videnskab eller teknologi var omtrent ikke-eksisterende. Om oversættelser af fx udenlansk skønlitteratur skriver rapportens forfattere: "Hele den arabiske verden oversætter kun 330 fremmedsprogede bøger om året. Det er blot en femtedel af, hvad et land som Grækenland gør. I de 1000 år, der er gået, siden kalif Al Mamoun regerede, har araberne samlet ikke oversat flere bøger end Spanien gør i løbet af bare ét år". Indenfor IKT (Information-, kommunikation- og teknologiområdet) er den arabiske verden helt i bund: kun 0,6% af befolkningen benytter eller har adgang til Internettet og kun 1,2% råder over en PC.
Befolkningstilvæksten er reelt hele ude af kontrol og forventes at være vokse med mellem 410 og 459 mio. i 2020. Af deres beskedne BNP bruger de fleste arabiske stater relativt meget på sundhedsområdet og har da også haft en vis succes med fx at reducere børnedødeligheden. Trafikulykker og tobaksrelaterede dødsfald ligger uforholdsmæssigt højt.
Uddannelsesniveauet er problematisk. Andelen af analfabeter er ganske vist faldet fra ca. 60% til 43% siden 1980. Alligevel kan 65 mio. voksne arabere ud af 280 mio. idag ikke læse eller skrive; 2/3 af disse er kvinder. Mellem 50 og 60% af de unge fortsætter i ungdomsuddannelserne, men kun 13% (og her i overvejende grad drenge) får en videregående uddannelse – mod ca. 60% i industrilandene.
Rapporten beskriver, at den arabiske verdens samlede økonomiske potentiale i 1999 var på US$ 531,2 mia., eller væsentligt mindre end Spaniens med 35 mio. mennesker! Den reelle købekraft for en arabisk borger var i 1998 faldet til 13,9% af den købekraft, der var til rådighed for den gennemsnitlige borger i Vesten.
De allerstørste problemer i den arabiske verden vurderes af rapporten som (1) mangel på politisk frihed, (2) kvindernes manglende muligheder og (3) 'videnunderskuddet'.
Som nævnt inddrages religionen slet ikke i rapportens forslag til afhjælpning af miseren. Et dansk dagblad kritiserede dette forhold med ordene: "I den arabiske verden bruges Islam i dag til at opfostre nye generationer i politisk ufrihed, kvindeundertrykkelse, intolerance, kulturel isolation, uvidenhed, had til Vesten og lammende mistro til de strømninger, der præger debatten i den frie verden."10
Spørgsmålet er, hvorledes Vesten – og helt specielt Vesteuropa – har tænkt sig at gribe den muslimske udfordring an.
| BNP i 22 arabiske lande | ||
| Land | Indbyggere | BNP pr. indb. |
| Algeriet | 31,2 mio. | 35.659 kr. |
| Bahrain | 645.000 | 103.942 kr. |
| Comoros | 596.000 | 5.501 kr. |
| Djibuti | 461.000 | 9.104 kr. |
| Ægypten | 70 mio. | 22.761 kr. |
| Irak | 23,3 mio. | 20.485 kr. |
| Jordan | 5,2 mio. | 26.555 kr. |
| Kuwait | 2 mio. | 170.708 kr. |
| Libanon | 3,6 mio. | 34.142 kr. |
| Libyen | 5,2 mio. | 59.937 kr. |
| Mauritanien | 1,2 mio. | 78.905 kr. |
| Marokko | 30,6 mio. | 27.313 kr. |
| Oman | 2,6 mio. | 60.696 kr. |
| Palæstinensiske territorier | 2,9 mio. | 12.215 kr. |
| Qatar | 769.000 | 128.979 kr. |
| Saudi-Arabien | 22,8 mio. | 68.283 kr. |
| Somalia | 7,5 mio. | 4.552 kr. |
| Sudan | 30,1 mio. | 7.132 kr. |
| Syrien | 16,7 mio. | 18.968 kr. |
| Tunesien | 9,7 mio. | 31.729 kr. |
| Forenede Arab. Emirater | 2,4 mio. | 134.290 kr. |
| Yemen | 18,1 mio | 5.690 kr. |
|
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten, 07.07.2002. Danmark havde på samme tidspunkt et BNP pr. indbygger på 217.000 kr. – Bemærk, at der ingen store, velhavende arabiske lande findes overhovedet! De få rimeligt velstillede er ministater med højst et par millioner indbyggere. Som nævnt andetsteds i teksten er fx Saudi-Arabien på ingen måde noget velhavende land. | ||
© Finn Madsen og forlaget lee. Al tekst- og billedmateriale på forlagets hjemmeside må bruges vederlagsfrit i forbindelse med udarbejdelse af ikke-kommercielle undervisningsprojekter o. lign., men naturligvis med kildereference. Kommerciel udnyttelse kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale.