Italiens historie og mafiaen

Denne tekst, der er indledningen til Peter Søndergaards bog Cosa Nostra indefra - mafia og mafiosi på Sicilien (1997), giver en beskrivelse af mafiaens historie - herunder især dens forhold til statsmagten og myndighederne - siden dannelsen af den italienske stat i 1861.

Italiens historie og mafiaen

Hvad den sicilianske mafia har betydet for Italiens historie siden det forenede kongerige blev proklameret den 17. marts 1861, kan man ikke svare fyldestgørende på. Det er simpelthen ikke undersøgt tilfredsstillende. Man ved at mafiaen eller mafia-lignende organisationer eksisterede i Syditalien allerede i 1600-tallet og måske også før. Efter Il Risorgimento, Italiens samling, som endeligt afsluttedes med Pavestatens indlemmelse i 1870, var den ny centralmagt meget foruroliget over mafiaen - som i 1860'erne for første gang optræder med navnet mafia i en officiel indberetning - og andre sociale gruppers nedbrydende virkning på sammenhængskraften i den ny stat. Man var på vagt over for kontra-revolutionære anslag og alvorligt bekymret for at den italienske statsdannelse ikke kunne overleve når stærke kræfter modarbejdede den ny statsmyndighed, ikke mindst i Mezzogiorno, i Syditalien.
Det er muligt man overreagerede og så statsfjender overalt, ikke mindst i de fjernere provinser, hvor de traditionelle lokale magthavere forblev en realitet for den almindelige syditaliener i meget højere grad end fjerne statsmyndigheder. Men en trussel mod staten var mafiaen næppe og i hvert fald viste den efterfølgende tid og det praktiske samarbejde mellem de toneangivende norditalienske og syditalienske politikere at staten godt kunne hænge sammen, når nord og syd fik relativ selvstændighed til at passe deres egne interesser. Der var endnu ikke tale om demokrati med almindelig valgret og i Syditalien styrede det store landbrugs interesser regionens anliggender. Den sicilianske mafia både støttede og udnyttede disse interesser; den understøttede magthaverne for at kunne udnytte de ressourcer de havde kontrol over.

Der er mange enkelthistorier om mafia-indflydelse og overgreb på Vestsicilien og i Palermo i årene før og efter 1900-skiftet, men der findes stadig ingen tilfredsstillende samlet redegørelse om mafia-fænomenets udbredelse og betydning for periodens samfundsudvikling i Mezzogiorno, som i stigende omfang blev overladt til regionens økonomiske og politiske elite mens statsmyndighederne i Rom mere og mere fraskrev sig en selvstændig optræden. Staten var så at sige fraværende tilstede i Mezzogiorno. Det var "bedstefar-mafiaens", agrar-mafiaens storhedstid med de store, mytologiserede mafiosi som Vito Cascio Ferro, Calogero Vizzini og Giuseppe Genco Russo, hvoraf de to sidste var yderst aktive også efter Anden Verdenskrig. Det var en mafia, som havde sine hovedinteresser knyttet til landbruget og handel med landbrugsprodukter. Den slog hårdt ned på dem der forstyrrede disse interesser, især lokale ledere af den spæde landarbejder- og bondebevægelse.

Fascistregimet under Mussolinis ledelse 1922-43, styret af tesen om "ingen over eller ved siden af den fascistiske stat", indledte en hård bekæmpelse af den sicilianske mafia. Fascismen var af norditaliensk oprindelse men havde svært ved at finde fodfæste i Syditalien og værre blev det efter 1924 da Mussolini udnævnte Cesare Mori til præfekt i Trapani med den særlige opgave at bekæmpe mafia og anden forbrydervirksomhed, malvivenza. Mori - som fik tilnavnet Jernpræfekten - gik yderst brutalt og vilkårligt frem mod sicilianerne, fængslede og deporterede; nogle mafiosi blev pågrebet men de fleste store capi klarede sig ved at holde lav profil, og andre udvandrede. Stemningen var klart anti-fascistisk, anti-Rom og pro-siciliansk. Mori måtte give op og efterlod et Sicilien hvor ønsket om uafhængighed spirede i de fleste befolkningslag.

Siciliens befrielse 1943

Håbet om engang at realisere drømmen om et selvstændigt Sicilien rykkede nærmere i juli 1943, da Siciliens efterkrigshistorie begyndte. Den sommer gik de allierede tropper - amerikanere og englændere - i land på Sicilien, hvor de mødte italienske og tyske tropper. Operationen, kaldet Husky, var afsluttet i august; 38 dage havde det taget at befri Sicilien. AMGOT - Allied Military Government of Occupied Territory - overtog ansvaret for øens administration, sikkerhed, sundhed, penge- og vareforsyning. Disse vanskelige opgaver skulle løses gennem de eksisterende administrative apparater, dog uden at benytte kompromitterede administratorer fra det gamle regime.

Der kan være god grund til at dvæle ved det sicilianske efterkrigskaos, fordi netop denne tid på mange måder var mulighedernes øjeblik, også for mafiaen:

Ville fascismens nederlag åbne for en renæssance for mafiaen, for en ny tids mafia med nye muligheder eller ville det blive en tid uden plads og råderum for mafia-familierne? Ville de ny magthavere fortsætte fascisternes bekæmpelse af mafiaen? Hvis de allierede ikke straks var klar over problemstillingen, blev de det hurtigt. Chefen for AMGOT, general Francis Rennell, fortæller i indberetninger om vanskelighederne med at få de lokale administrationer til at fungere: "Over halvdelen af den sicilianske befolkning er analfabeter og udvælgelsen af kandidater til ulønnede hverv er i de mest afsides kommuner sket fra en meget snæver personkreds (...) Udpegningen har ikke altid været heldig og valget er i mange tilfælde faldet på en lokal mafia-boss eller på en af hans stråmænd som i et par tilfælde viste sig at være vokset op i et amerikansk gangstermiljø".

Separatismen og mafiaens genopståen

I det politiske tomrum som de fordrevne fascister på Sicilien efterlod sig og som AMGOT påtog sig at administrere, søgte den genopståede selvstændighedsbevægelse at finde en plads. Siciliansk separatisme, som går ind for et selvstændigt, uafhængigt Sicilien, er historisk set dukket op når et "fremmedstyre" - som sicilianerne opfatter det - har været i krise. Dette skete også denne gang og samme dag de allierede gik i land på Siciliens sydkyst, proklamerede den separatistiske bevægelse kravet om La Sicilia ai siciliani, "Sicilien for sicilianerne". Separatisterne var godt organiserede og som antifascister stod de klar til at rykke ind på de ledige poster i lokalforvaltningerne. Det er anslået at 80% af kommunalforvaltningerne blev bemandet med lokale repræsentanter med separatistiske sympatier.

Når man senere har kaldt denne korte periode for "mafiaens strålende genopståen" skyldes det at mafiaen var på plads i lokalsamfundene og optrådte sammen med separatisterne. General Rennell rapporterede i august 1943, at foruden separatismen var mafiaen en vigtig faktor på Sicilien. "Denne organisation er mere en mental holdning end et hemmeligt selskab og ingen italiensk regering har endnu været i stand til at tilintetgøre den fuldstændigt selv om Mussolini anstrengte sig ihærdigt og sendte Mori som præfekt til Palermo 1925-30. Mafiaen kom dengang under kontrol og blev svækket, men mange af de hårde straffe som eksisterede under Moris kampagne, eksisterer ikke mere og de fængslede er igen på fri fod (...) I den offentlige mening betragtes disse mænd som antifascister, og det er de reelt også, men alligevel er det ikke personer man ubekymret skal vise mildhed under påskud af at de er politiske fanger og har lidt under fascisternes behandling. Mafiaen er grundlæggende en kriminel organisation der udøver afpresning, påtvinger "beskyttelse", begår tyveri og den har tidligere spillet en betydelig politisk rolle under valgkampe. Jeg formoder at mafiaen nu helt sikkert er tilsluttet den sicilianske separatistbevægelse". I en anden indberetning, denne gang fra OSS - Office for strategic service, forløberen for CIA - i januar 1944 hedder det, at mafiaens ledere er med hos separatisterne og at "de elementer der udgør bevægelsens inderste kerne altid har været mere reaktionære end egentlig konservative. De har altid strittet imod indførelse af enhver teknisk og social fornyelse og har altid forhindret enhver form for civilt og økonomisk fremskridt for mellemlagene og underklassen".

Den amerikanske efterretningsofficer W. E. Scotten kommer i en rapport fra oktober 1943 ind på mafiaens historiske udvikling. Han mener at mafiaen er et produkt af Siciliens fremmedstyre og et forsvar mod erobrernes overgreb, især i de mere ufremkommelige egne, i Vestsiciliens indre, hvor de, der havde ejendom at forsvare, "undergav sig" de stærkes beskyttelse mod til gengæld at yde forskellige former for betaling. De stærke var mafiosi som hørte under en stærk capo, der igen kunne have aftaler med andre og mægtigere capi om at dele territorier og interesser imellem sig. At være mafioso var en bestemt levevis, en profession. Når man alligevel kun har en begrænset viden om mafiaen, skyldes det mafiaens æresbegreber og reglen om omertà som forbyder mafiosoen at tale om mafia-sager til udenforstående. Før var mafiaen en forsvarsorganisation men med tiden forfaldt den og er nu et kriminelt system som ustraffet afpresser og stjæler ved hjælp af vold, trusler, ildspåsættelser og mord, skriver Scotten. Situationen efter Siciliens befrielse er alarmerende og alle Scottens kontaktpersoner hævder at der er en massiv tilstedeværelse af mafia overalt: "Det kan få alvorlige følger for den nuværende politiske situation og for Italiens fremtid; derfor må man så hurtig som mulig tage sig af problemet. Det er meget vanskeligt at løse problemet eller fastslå dets eksakte omfang". Ikke alt håb er ude hvis man vælger direkte konfrontation med mafiaen; den har endnu ikke haft tid til at reetablere sig fuldstændigt, men det skal ske straks inden befolkningen igen af frygt underkaster sig dens love. Separatisterne består ifølge Scotten af to sammenvævede grupper: jordejerne og mafiaen der har fælles politiske interesser. De er igang med at opbygge arsenaler med moderne våben af enhver slags. Lykkes det ikke at bekæmpe mafiaen eller få en aftale med den, kan det få "fordærvende virkning på de allieredes regeringsprogram i Italien", og "overlade øen til de kriminelles spilleregler", mener Scotten.

Det var virkelig en "strålende genopståen" for den sicilianske mafia efter de magre år under fascismen, men også en noget uvant situation for dens capi, der traditionelt ikke færdedes i de politiske saloner, og når det alligevel skete vakte det berettiget opsigt som det fremgår af en beskrivelse af et møde i separatistlederen Lucio Tascas hjem i december 1943 i Mondello ved Palermo.
"I Villa Tasca var mødt omkring 40 personer, alle fremtrædende personer for "Anti-Italien". Naturligvis var der borgmesteren, mødets vært, som tilhørte bevægelsens højrefløj; så var der Finocchiaro Aprile som med forsigtighed krydsede mellem højre og venstre, mellem monarki og republik; der var advokat Antonino Varvaro som straks placerede sig på bevægelsens venstrefløj. Det var folk som kom fra alle egne af øen og mange mødtes for første gang. I midten af denne lille forsamling stod en gammel, noget fyldig mand der påkaldte sig opmærksomhed og nysgerrighed. Han bar mørke briller og havde stukket en revolver i livremmen. Da han ville sætte sig i en lænestol, løsnede han remmen og lagde revolveren på et lille bord foran sig. De andre var bestyrtede og betragtede handlingen som en slags trussel men han smilede godmodigt og beroligende: 'Den generer mig på maven, når jeg sætter mig ned'.
Nogle af gæsterne kendte ham ikke, men de fleste vidste hvem han var, men havde aldrig haft kontakt med ham bortset fra én, vores vært, som tydeligvis var hans ven. Det var den anerkendte capo for det "ærede selskab", don Calogero Vizzini, og den ældste af mødedeltagerne. Han var fra Villalba, Siciliens og feudo-mafiaens hjerte. Villalba er en kommune i Caltanissetta-provinsen og cavaliere Vizzini deltog i samlingen som repræsentant for separatisterne i Caltanissetta. Det var i hvert fald det don Lucio Tasca i al hast præciserede, efter at have modtaget nogle skeptiske blikke.

Det var en forbavsende meddelelse men ingen - måske fordi de ikke forstod betydningen eller af respekt for værten eller fordi de bare generede sig - tænkte på at tage til genmæle. Ingen, altså bortset fra advokat Varvaro. 'Det kan da vist ikke være rigtigt', sagde han, 'i Caltanissetta har vi ikke mere end en halv snes medlemmer. Og cavaliere Vizzini er ikke blandt dem; så det forstår jeg ikke.'
    Det var ikke borgmesteren, til hvem spørgsmålet var rettet, men don Calò selv der svarede. I hans første replik afspejledes hans stil: 'De skal ikke bekymre Dem så meget om de nuværende medlemmer' - svarede han i en tone der svingede mellem ærgelse og overbærenhed - 'hvorfor ikke tænke mere på de kommende medlemmer. Jeg kan når som helst, hvis det bliver nødvendigt, give et vink og en time efter vil alle provinsens fagforeningskontorer være brændt ned til jorden. Det er det medlemskort jeg bærer'.
    Han bevægede ikke engang blikket for at bemærke effekten: 'en mafioso af hans kaliber foragter debatten. Det han siger, er en inappelabel dom, eller sådan betragter han den i det mindste'.
    Beskrivelsen fra separatistmødet i Villa Tasca viser en selvbevidst mafia, der fører sig frem med sit kendte varemærke, at bekæmpe enhver trussel mod jordejernes interesser. Mange fagforeningskontorer blev i de følgende år brændt ned og et halvthundrede fagforeningsfolk myrdet. Don Calòs optræden på den politiske scene passer godt ind i det billede man har af datidens mafioso-type: nærmest bondsk, almindeligvis fåmælt men kan når det er nødvendigt udtrykke sig så ligefremt og med en pondus som på personer fra en anden kulturkreds virker plump og vulgær, men som i hans eget miljø aftvinger respekt og frygt. Fordi man dér ved at der er vilje bag ordene.

Salvatore Giuliano

I juni 1944 indtog de allierede Rom, men i Norditalien rasede krigen fortsat. På Sicilien optrådte separatisterne mere og mere agressivt og dens militære gren forberedte en militær opstand, og i de øde egne huserede banditter af enhver art. I Villalba, don Calòs, Calogero Vizzinis højborg, beskød de lokale mafiosi et politisk møde. En af de mere kendte banditledere var Salvatore Giuliano, som også var oberst i separatisternes væbnede gren EVIS, Esercito Volontario per l'Indipendenza della Sicilia.
    Den unge mafioso Tommaso Buscetta - som vi senere skal høre meget mere om - deltog i et møde med Salvatore Giuliano i 1947 og stemningen prentede sig uudsletteligt i den 19-årige mafiosos sind: "I 1947 havde jeg lejlighed til personligt at kende den tids berømteste mand af ære, Salvatore Giuliano. Alle forestillede sig ham som en bandit der på et tidspunkt havde fået forbindelse til mafiaen og var blevet mafioso, for senere at blive uvenner med nogle mænd af ære. Men det er ikke sandt. Salvatore Giuliano var en mand af ære fra begyndelsen, tilhørte Montelepre-familien og hans capo hed Salvatore Celeste. Giuliano var en myte, en legende, ikke bare for unge mafiosi som mig. Han kæmpede fra bjergene en vanskelig og håbløs krig for det store ideal om Siciliens uafhængighed. For at sige sandheden: da jeg fik at vide at jeg skulle møde ham, blev jeg stærkt bevæget. Jeg var sammen med nogle mafiosi fra Salvatore Grecos familie. Greco var 24 år og jeg var 19. Vi mødtes i Palermo, i et vinlager ejet af Giuseppe Gibbisi, der var "soldat", d.v.s. menig mafioso, fra Corso dei Mille-familien og med Filippo Vassallo, vice-capo for Palermo Centro-familien.
    Gibbisi og Vassallo var garanter for mødets sikkerhed og havde sørget for overvågning udenfor lageret. Vi trådte ind i rummet. På begge sider var der helt op til muren enorme tønder som ikke gav megen plads til passage. I bunden hvor rummet udvidede sig stod et bord, hvorover der hang en elektrisk pære, og lige under lyskeglen så jeg en ung, smuk mand. Overordentlig smuk skulle jeg sige. Han var højere end jeg, iklædt en fløjelsjakke og gik med en usædvanlig kasket. Ikke en af dem bønderne går med, men sådan én man kunne bruge til at skjule en del af ansigtet med. Salvatore Giuliano var ubevæbnet og hjertelig. Mig forekom det at han udstrålede et særligt lys, helt sit eget. Da han af husets herre var blevet præsenteret som en mand af ære, begyndte han at tale og man blev straks klar over at det talte ord ikke var hans stærke side. Det var ikke italiensk han talte men den rene dialet fra den egn han kom fra, meget forskellig fra det der tales i Palermo. Han sagde blot at det ville være ham en stor ære hvis Grecos gruppe ville gå sammen med ham for at kæmpe for den store fælles sag. Derefter rettede han den samme invitation til mig. Han havde talt i en alvorlig og rolig tone. Han forsøgte ikke at opflamme de tilstedeværende med ophidset snak af typen: 'Lad os dræbe dem allesammen med bomber og maskingeværer'.
    Vi tav alle, stille og bevægede. Min første indskydelse var at tage af sted med ham selv samme aften uanset jeg havde kone og børn, men jeg tav til fordel for Greco som med stor ærbødighed og meget høfligt på sine mænds vegne afslog invitationen. 'Vi har for mange interne besværligheder og vi har problemer med retsvæsenet. Derfor kan vi ikke rode os ind i mere og deltage i flere væbnede aktioner. Vi er overbevist om at uafhængighedstanken er rigtig, meget rigtig og vi støtter den så meget vi kan. Men vi kan ikke gribe til våben'.
    Det var meget kloge ord og de indeholdt også en vurdering af fremtiden for Giulianos og separatisternes sag. Min krigeriske glød kølnedes hurtigt og jeg lagde mig på hjul af Grecos indstilling. Giuliano lod sig ikke mærke med noget og blev der lidt endnu for at snakke med os".

Kort tid efter smuldrede separatistbevægelsen og blev til ingenting. En af årsagerne var at Sicilien allerede i 1946 havde fået et vist selvstyre og de gamle partier overtog dele af separatisternes politiske program. Mafiaen mærkede, hvorfra vinden blæste, trak sig bort fra separatisterne og sluttede op om en række af det kristlige demokratiske partis lokale politikere.

Blodige konflikter i landdistrikterne mellem jordejere og mafia på den ene side og en landbefolkning der krævede jordreformer på den anden side fortsatte. I 1947 beskød Salvatore Giulianos bande en 1. maj demonstration og mange omkom, men i 1950 blev han selv under aldrig opklarede omstændigheder myrdet i et baghold. Samme år gennemførtes en række moderate jordreformer som også mafiaen forstod at udnytte. Udvandringen fra landdistrikterne steg stærkt og byvæksten, især i Palermo, blev voldsom og flyttede mafiaens interesseområde fra land til by, hvor man hentede store fortjenester i den stigende bygge- og transportaktivitet og ved jordspekulation. Som oftest var fortjenesterne resultatet af et tæt samarbejde mellem kristlig demokratiske politikere, forretningsmænd fra Palermo og mafiaen.

Mafia-fejderne i 1960'erne og 1980'erne

Men også gnidningerne mellem de mange ny mafiosi og mafia-familier i Palermo øgedes. I 1962 nedsatte det italienske parlament på det sicilianske parlaments opfordring en antimafia-kommission der skulle undersøge den stigende mafia-kriminalitet, men konflikterne i mafia-miljøet fortsatte og kulminerede med et attentat i 1963 i bydelen Ciaculli, hvor 7 politifolk og carabinierer omkom.
Myndighederne svarede igen med massearrestationer, fængslinger og retssager og den palermitanske mafia tog tælling. Familierne i Palermo blev opløst ved en intern mafiabeslutning, og i de næste år var der relativt roligt, så roligt at flere iagttagere mente, at mafiaen var ophørt med at eksistere.

Det ved vi nu at den ikke var. Og vi ved det fra mafiaens egen mund. Stille og roligt blev mafia-organisationerne opbygget fra midten af 1960'erne. Det ved vi, fordi vi i dag er i besiddelse af insider-beretninger fra Cosa Nostra, som er det navn de sicilianske mafiosi selv har givet deres organisation. Når det nu er muligt for udenforstående at rekonstruere dele af mafiaens nyere historie, skyldes det at Cosa Nostra-systemet efter en ubarmhjertig og altomfattende fejde revnede i løbet af 1980'erne og ud af revnerne kravlede en række rædselsslagne, desillusionerede og hævngerige mænd af ære, mafiosi.
Man bruger ofte det udtryk, at organiserede kriminelle "synger" når de åbner for sækken og fortæller hvad de ved om det kriminelle miljø. Og der blev virkelig sunget fra midten af 1980'erne for de italienske forundersøgelsesdommere, der efterforskede mafia-kriminalitet. De havde aldrig hørt noget lignende. Reglen om omertà, tavshedspligten, der altid havde forhindret myndighederne i at få præcist kendskab til mafia-miljøet, var brudt. Fejden havde undermineret mafiaens regelsæt. Lidt efter lidt blev myndighederne i stand til at rekonstruere og forbinde en række sicilianske mafia-begivenheder, som man ikke havde kunnet se mønstret i tidligere.

Faktisk havde justitsmyndighederne siden slutningen af 1970'erne været i vildrede. På det tidspunkt skete der en markant stigning i antallet af voldsforbrydelser og mord i Syditalien og stigningstakten fortsatte i 1980'erne. Daglige mordhistorier i iøjnespringende udførelser på byens gader, i biler, i bilers bagagerum, i butikker, i barer, på restauranter. Fotograferne knipsede, statistikken registrerede, politikerne diskuterede, aviserne refererede og mordene fortsatte - men hvorfor? Hvad var baggrunden, hvorfor alle disse mange hundrede myrdede?
Hvad end årsagen måtte være, var man på nationalt hold, i Rom, tilbøjelig til at affærdige udviklingen som et særligt regionalt, et særligt syditaliensk problem. Tilbagevendende forstyrrelser fra den ustyrlige italienske baggård; mente man i begyndelsen og frem til 1982. På Sicilien arbejdede en lille gruppe - retshistorien vil givetvis kalde den tapper - undersøgelsesdommere i Palermos domhus' særlige kontor for mafia-kriminalitet med at afdække mønsteret i likvideringerne men der var tilsyneladende ikke noget mønster: de myrdede var formodede mafiosi fra næsten alle kendte mafia-familier i Palermo, Palermos opland og hele den sicilianske region. Havde det drejet sig om myrdede mafiosi fra én eller nogle få familier ville man kunne anskue udviklingen som et resultat af rivalisering mellem enkelte familier, en blodig konkurrence eller en voldsom og uforsonlig uenighed om territoriespørgsmål eller om magtpositioner, men noget sådant var der tydeligvis ikke tale om. Og også uden for Sicilien, i Calabrien og Campanien var der voldsomt mange myrdede.

Dertil kom at blandt de myrdede kunne tælles en stor gruppe ikke-mafiosi: syditalienske eller i Syditalien tjenestegørende politifolk, dommere, anklagere, carabinieri, politikere, journalister; det gik sædvanligvis ud over myndighedsrepræsentanter, som havde ord for at bekæmpe mafia-interesser, men ikke altid. Der herskede stor forvirring og rådvildhed.
I maj 1982 sendte regeringen i Rom en særlig præfekt og anti-mafia-kommissær, Carlo Alberto dalla Chiesa, kendt for sin indsats mod 1970'er-terrorismen i Norditalien, til Sicilien. I september fire måneder senere blev han og hans hustru myrdet en aften i Palermos gader. Fotograferne knipsede, aviserne skrev, politikerne faldt over hinanden, de onde lo og beskyttelses-eskorterne voksede. Opinionen var ved at vende; Italien var ved at erkende at man stod over for et nationalt problem, og samme måned hastevedtog det nationale parlament en i italiensk retshistorie epokegørende anti-mafialov.
Men man var stadig uden den nøgle, som kunne åbne for forklaringen på de mange mord. Og de myrdedes antal voksede fortsat.

Mafia-retssagerne

I 1983 arresterede det brasilianske politi den fremtrædende palermitanske mafioso Tommaso Buscetta i Sao Paolo hvor han havde søgt tilflugt, og i 1984 blev han udleveret til Italien og besluttede at samarbejde med forundersøgelsesdommerne i Palermo. Også andre jagede mafiosi besluttede at hoppe af og lidt efter lidt havde dommerne brikkerne til puslespillet om udviklingen i Cosa Nostra, om opgøret mellem den gren de afhoppede kalder "corleoneserne" og alle de andre, om samarbejdet mellem politikere og mafiosi, om mafiaens regelsæt, dens rigdomskilder, o.s.v. I 1986 begyndte de første to store mafia-retssager, maxiprocesser, i en til formålet nyopført, supersikret retsbygning i Palermo, hvor henholdsvis 500 og 100 mafiosi var anklagede.
Dette var kun startskuddet på statens stortanlagte modoffensiv mod mafia-kriminaliteten, og rundt omkring i de italienske retsbygninger fortsatte opgøret med større og mindre grupper mafiosi. Den offentlige mening var optimistisk; man følte man var ved et vendepunkt og at den uovervindelige mafia tog tælling, selv om der også hørtes advarende røster om at man kun stod ved begyndelsen til en meget lang styrkeprøve. Mest af alt frygtede de forsigtige at den flygtige offentlige interesse skulle skifte til andre politiske emner og at en svækket offentlig opmærksomhed ville få retsopgørene til at standse og sande til. Og den offentlige opmærksomhed tog nye retninger i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, mest markant da en ny gruppe italienske undersøgelsesdommere indledte den aktion der blev kendt under mani pulite - "rene hænder" - og som kompromitterede i hundredvis af fremtrædende politikere og forretningsfolk. Optrevlingen af de mange enkeltsager - som endnu ikke er afsluttede og måske aldrig bliver det - viste et afgrundsdybt moralsk forfald, hvor politikere især inden for Det kristelige demokratiske Parti og Socialistpartiet havde modtaget enorme pengesummer af forretningsfolk som ønskede at opnå politisk indflydelse og regeringskontrakter. Skandale på skandale rullede over de italienske medier og nu tog ikke blot mafiaen tælling, men hele det politiske liv. Hårdest ramt var Socialistpartiet og de kristelige demokrater, der tilsammen repræsenterede ca. 40% af de italienske vælgere, og i 1993/1994 forsvandt de helt ud af de politiske billede. Uheldigvis for Cosa Nostra var det også de to partier - traditionelt de kristelige demokrater og senest også socialisterne - som havde rummet de politikere, der var allierede med mafia-familierne. De beskyttende klientelistiske bånd blev revet over, og Cosa Nostra skulle forsøge at finde nye politiske alliancepartnere.
Det ser ud til at være lykkedes med forretningsmagnaten Berlusconis nydannede parti Forza Italia, men partiet er endnu for svagt til at være garant for Cosa Nostras konsolideringsbehov, og retssagerne mod mafiaen fortsætter. Senest mod den tidligere statsminister og minister i mange samlingsregeringer, Giulio Andreotti, som er blevet anklaget for at have bestilt et mord på en generende journalist hos sine påståede mafia-venner.

Med de afhoppede mafiosis beretninger har historikere og samfundsvidenskabsfolk fået nye kilder at øse af, og arbejdet er først lige begyndt.

I det efterfølgende præsenteres nogle få at de mere markante forhenværende mafiosi og deres synspunkter.

© Peter Søndergaard og forlaget lee. Al tekst- og billedmateriale på forlagets hjemmeside må bruges vederlagsfrit i forbindelse med udarbejdelse af ikke-kommercielle undervisningsprojekter o. lign., men naturligvis med kildereference. Kommerciel udnyttelse kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale.