Denne artikel giver en grundig historisk introduktion til mafia-fænomenet, hvori mafiaens udvikling diskuteres grundigt herunder bl.a. oprindelsen af ordet "mafia". Der foretages også sammenligninger mellem mafiaen og lignende, men historisk set ældre, "selskaber" bl.a. den spanske garduña og den syditalienske 'ndrangheta.
Artiklen er skrevet af Peter Søndergaard og gengivet fra samme forfatters udgivelse Mafioso! - en materialesamling om den syditalienske mafia, 1-2. (1995).
Noter er placeret nederst på siden.
Note: Italien havde siden middelalderen bestået af en række små stater, hvor de europæiske stormagter, især Østrig og Frankrig, havde betydelig indflydelse. En af de vægtigste italienske stater var kongeriget Sardinien, der bestod af området Piemonte (ved den franske østgrænse) og selve øen Sardinien. En anden væsentlig statsdannelse i Italien udgjordes af kongeriget Begge Sicilier, der foruden Sicilien også omfattede den italienske halvø syd for Rom.
I 1860 rejste sicilianerne sig mod bourbon-kongen i Napoli, hemmeligt opmuntret af kongeriget Sardinien. Sardinien så igennem fingre med, at friskareføreren Garibaldi "befriede" Sicilien og det øvrige Syditalien og fordrev kongen her. Sardinien proklamerede herefter Italiens samling under dets egen konge, Viktor Emanuel I. I 1866 indlemmedes pavestaten omkring Rom i den nye statsdannelse. - Herefter var Italien ét rige.
I begyndelsen af juni 1862 kom Pepé (Giuseppe) Rizzottos omrejsende gøgler- og teatertrup, som det var sket de fleste år på samme tid, til Palermo for at deltage i festen for byens skytshelgen, Santa Rosalia. Men netop det år var byens udmattede befolkning ikke til sinds at høre forslidte reciteringer af et overhalet repertoire, hårdt mærket som man var af borgerkrig og det ny bekendtskab med myndighederne, der var i færd med at konsolidere Siciliens erobring fra bourbonerstyret i Napoli. De nye herskere bekæmpede med hård hånd de sicilianske frihedsdemokrater og drev klapjagt på de lokale folkemilitser, som kort forinden havde været Garabaldis begejstrerede allierede efter hærførerens landgang i Marsala maj 1860. Rizzottos trup gjorde holdt lige uden for Porta Nuova og tog ind på en kro ejet af Iachino (Gioacchino) Funciazza, i kilderne omtalt som "capo malandrino" (banditchef) men yderst gæstfri mod den bekymrede Rizzotto og hans sultne skuespillere.
Hvad der herefter skete er uklart, men det kunne være følgende: Med i truppen var en opvakt altmuligmand og sufflør, Gaspare Mosca, som senere blev skolelærer i Alcamo. Værten Funciazza foreslog ham, at de skulle sætte et stykke op, der foregik blandt en gruppe fanger i fængslet Vicaria; et folkeligt drama passende til en ny tid. Mosca skulle skrive rollehæftet, der dog først 100 år senere skulle blive egentlig bogtrykt. Handlingen blev henlagt til 1854 midt imellem de store revolutionsår 1848 og 1860 med voldsom social gæring på Sicilien og et hårdt presset styre. Stykket fik premiere i løbet af efteråret 1862 - nogle kilder nævner dog 1863 - og det blev en fantastisk succes, som i mange år trak fulde huse ikke bare på Sicilien men i hele Italien.
Skuespillet fik titlen I mafiusi di la Vicaria di Palermo2, og det var første gang ordet "mafia" optrådte i officielt sprog. Oprindelig var det en to-akter, og begge akter foregik i et fængselsafsnit, hvor der befandt sig otte fanger, og blandt dem fem af en ganske særlig kaliber. Senere føjedes en tredje, opbyggelig akt til, hvor handlingen udspillede sig uden for fængslet i 1861 i capo (= leder) Funciazzas hjem. Det menes, at det var truppens leder, Giuseppe Rizzotto, som skrev denne tredje akt. Under alle omstændigheder blev han af eftertiden krediteret for hele skuespillet.
De fem kernefanger betegnes i skuespillet interessant nok som camorrister - en betegnelse der i dag er forbeholdt de organiserede kriminelle i Napoliområdet. De tilhører et hemmeligt selskab, og vi følger deres fængselshverdag, hvor megen tid fordrives med konflikter, markering af territorier og kortspil. Capo - og stykkets hovedperson - er Iachinu Funciazza, der spiller sig selv, blot har han skiftet erhverv fra kroejer til tøffelhandler. Han styrer sine medfanger med autoritet og undertiden generøsitet, ubarmhjertig overfor murren i geledderne og tegn på regelbrud, bestemt i sine krav og rettigheder, hjælpsom overfor fanger der beder om hans hjælp, voldelig og snu hvis en fare skal afværges. Men han viser også underdanighed og udtrykker beundring, grænsende til det servile, overfor den ottende fange, en unavngiven, oppositionel politikerfigur. Den syvende fange, il cavaliere Don Nunzio, viser sig at være politistikker og indbegrebet af alt hadeværdigt under bourbonerstyret. Ham går det ilde takket være selskabets netværk.
De fem taler siciliansk med jargon fra byen Palermo, hvad der gør dem mindre farlige og let komiske. De viser, at de er i stand til at smugle våben ind i fængslet, lægge afgifter på ikke-medlemmer, begå overgreb og vold. Fremstillingen er ikke fri for at udlevere de fem mafiosi-camorristi til publikums latter; deres jargon og deres vulgære facon har været godt råstof for gøglernes udfoldelser. Mellem capo Funciazza og den ottende, unavngivne politisk fange, som det samtidige publikum ikke var i tvivl om skulle forestille den populære revolutionsfigur fra 1848 og senere Garibaldi-støtte, den sicilianske demokrat Francesco Crispi, udvikler der sig en gensidig forståelse og et samarbejde. I tredje akt stilles mafiosoen Funciazza en sund integration i et velfungerende samfund i udsigt af politikeren. Crispi blev i 1887-91 og 1893-96 ministerpræsident i Italien efter at det Historiske Venstre i 1876 havde afløst det Historiske Højre.
Hvilken sandhedsværdi har skuespillet I mafuisi di la Vicaria med hensyn til beskrivelsen af en mafialignende organisation i midten af 1800-tallets Palermo? Der er ikke tvivl om, at skræller man de publikumsappellerende dele bort, er beskrivelsen af en organiseret, hierarkisk omgangsform mellem en gruppe fanger korrekt. Det samme gælder deres talemåder, deres ritualer, vold og afpresning og kontrol af andre fangers fængselsliv. Var skuespillet forblevet med de to oprindelige akter kunne man med sindsro have taget beskrivelsen som et tidstypisk billede af de selvgroede organisations- og reaktionsformer som en totalitær institution, et fængsel, fremkalder hos et indsat klientel. Det ville man også kunne genkende i nutidige samfund. Vi kunne påstå, at mafiosi-camorristi er et produkt af fængselsopholdet og ikke nødvendigvis stamfædre til det nutidige mafiafænomen. Mafiosiselskabet må genfindes i det civile liv, i Palermo uden for fængslet, i boligkvartererne, overalt, for at man kan tale om mafia.
Tredje akt foregår som nævnt i Funciazzas ydmyge hjem og værksted, og selv om konturerne af et hemmeligt selskab her i friheden er mindre iøjnefaldende end inden for fængslets mure, så er selskabet dog fortsat en realitet. Man gøres opmærksom på det bl.a. fordi Funciazza, som gennem den unavngivne politiker er blevet moralsk vækket, ønsker at opgive sit tidligere liv på kanten af loven og blive en agtværdig borger. Han opfordrer sine gamle medsammensvorne til at gøre ligeså, forkaster den ærefulde mafiøse tiltaleform zio og antager i stedet det hæderlige og borgerlige maestro efter sin håndværkerposition.
Rizzottos og Moscas skuespil er altså ikke det rene teateropspind, og den palermitanske hverdag danner i et vist omfang forlæg for manuskriptet. Det bekræftes også af senere italiensk historieforskning: der findes illegale, hierarkisk opbyggede selskaber med medlemmer der opfatter sig som mænd af ære og støtter hinanden.
Hvordan har skuespillets fremstilling af de nu for første gang offentligt udstillede mafiosi og deres mafiaselskab påvirket opfattelsen af mafiafænomenet?
Spørgsmålet er kompliceret at besvare, men nogle hovedlinier kan trækkes. 1800-tallets Sicilien tegner en vrimmel af kaotiske tilstande, komplicerede begivenheder og truende opløsning; sådan tager det sig ud også for samtidige iagttagere. Perioden fra århundredets start og frem til slutningen af 1860'erne er præget af løsrivelsesoprør mod bourboner-regimet i Napoli, af lokale opstande mod myndigheder og jordejere, af borgerkrigslignende tilstande, af interventioner, af banditbevægelser og ekstrem social elendighed såvel i byerne som på landet. Myndighederne bekæmper uroen med hærenheder og forskellige upopulære, korrupte politikorps. Jordejerne forsvarer deres ejendom ved at hyre bevæbnede private vagtværn af kriminelle udskud; bønder, hyrder, landhåndværkere danner spontane militser og bylaugene danner bevæbnede forsvarsværn.
I Palermo kunne de 72 laug i 1848 stille et værn på 40.000 bevæbnede mænd på benene. I Rizzottos skuespil har mafiaselskabet sit udspring blandt byhåndværkere; det har ikke alle det godt med, for de samme byhåndværkere hører til blandt heltene i den fortsatte sicilianske revolutionshistorie og bærer arven fra den franske revolution.
Spørgsmålet er ikke afklaret, idet historikerne er uenige, og vi må nøjes med at konstatere, at der også er historikere som ser kimen til mafia-organisationen i de besiddende klassers private vagtværn, som ikke kun er et landdistriktfænomen, knyttet til de store godser, feudi og latifondi, men også optræder i Palermo og forsvarer adelens og borgerskabets byejendomme.
Næste gang man støder på ordet "mafia" i et officielt dokument er i 1865, fem år efter, at frihedshelten Garibaldi uventet kom, så, sejrede og igen forsvandt fra Sicilien. Piemonteser-forvaltningen underlagde sig Sicilien og stillede revolutionens ur tilbage, forsøgte at slette sporene efter Garibaldi, indførte hvad befolkningen opfattede som brandskatter, aflyste jordreformen, afskærmede jordejerne, og en ny kommunallov i 1861 gav igen de lokale galantuomini (= besiddende borgerskab) en betydelig magt. Resultatet var en voldsom utilfredshed. Det er i denne spændte situation, at præfekten i Palermo, Filippo Antonio Gualterio, den 25. april 1865 sender en bekymret indberetning til Indenrigsministeriet, og heri optræder for første gang siden I mafiusi di la Vicaria ordet "mafia" i betydningen una associazione malandrinesca, en banditsammenslutning. Denne mafia har altid haft direkte forbindelse til det politiske liv, skriver Gualterio, især i revolutionære øjeblikke, til "de liberale i 1848, under bourbonernes restauration og til garibaldinerne i 1860"3.
Den politiske opposition på Sicilien består ifølge Gualterios analyse af venstrefløjs-garibaldinere, autonomister og grupper af bourboner-tilhængere, som dog - til alt held - ikke kan samarbejde. Men der består en fare i, at mafia-banditterne kan støtte de oppositionelle grupper, f.eks. bourbonerne. Hvis man derfor bekæmper banditvæsenet "vil det betyde en fuldstændig afvæbning af bourbonerpartiet og gøre det upopulært" og samtidigt "virke forebyggende og umuliggøre at et hvilket som helt ekstremistparti kan drage fordel af denne magt, der har for vane at skifte fra et parti til et andet, alt efter hvad der tjener i dens interesse og profitere på en politisk omvæltning". Gualterios hensigt og regimets opgave er at trække vinden ud af utilfredshedens og oppositionens sejl. Det gør man ved at miskreditere de populære oppositionelle garibaldinere og få dem og bourboner-tilhængerne til at fremstå som et fedt i offentlighedens øjne, og ved at reducere den politiske opposition til et mafiaparti.
Hvor har Gualterio og hans meddelere mon fået den ide fra? Fra I mafiusi di la Vicaria selvfølgelig, og ganske særligt fra scenerne mellem oppositionspolitikeren og de indsatte camorristi-mafiosi; her har vi skabelonen til den politiske alliance mellem politikere og kriminelle, til mafiapartiet. Vi har her de første spirer til en teoretisering over mafia som et moderne politisk fænomen, og selv om overvejelserne tjente rent politiske stabiliseringsformål og ikke var i overensstemmelse med den aktuelle sociale virkelighed, lever alliancen som moderne profeti. Gualterios idé med at fremkalde dette fantom var at skabe et virkningsfuldt fjendebillede. Betragtet som propaganda slog det imidlertid fejl, for den 16. september 1866 brød et alt andet end mafia-inspireret folkeligt oprør ud, og igen som i 1848 og 1860 var det under de republikanske bannere i Palermos gader. Det varede dog kun kort; efter 7 dages blodige kampe var de folkelige militser nedkæmpet af styrets tropper.
Mens der hersker stor uenighed - men på det seneste også fornyet interesse - blandt nutidens mafiologer om mafiaens udspring og begrundelse, er der større enighed om, at perioden fra 1860'erne og århundredet ud er den periode, hvor den moderne mafia tager form og får den basistruktur, man kender i dag, "både som kriminelle sammenslutninger, der viser sig i stand til at udnytte alle mulige forbindelser til samfundets legale institutioner til egne formål, og som konkurrerende grupper der under udviklingen af nye metoder til social opstigning, økonomisk og socialt ikke skyer noget middel for at sikre sig magtpositioner".
Denne erkendelse udelukker ikke en meget udtalt uenighed om fænomenets funktioner, struktur og overlevelsesevne. En af uenighederne og utvivlsomt også en af kilderne til mystikken om mafiaen drejer sig om, hvem disse mafiosi var og fra hvilke sociale lag de rekrutteredes.
Ikke mindst for de systemkritiske og marxistisk inspirerede iagttagere har det været vigtigt at inddrage klassetilhørsforhold i analyser af mafiafænomenet. Disse har ofte vaklet mellem (1) at bestemme mafiosoen som en del af den ledende klasse eller (2) se mafiosoen som et instrument for den ledende klasse; to udsagn hvoraf i hvert fald det andet ikke siger noget entydigt om mafiaens sociale rekrutteringsgrundlag. Andre mafiologer, hvis politisk-teoretiske standpunkt er mere upræcist, giver andre bud på hvem 1800-tallets mafioso var, her nævnt i tilfældig orden: forpagtere af godsjord, bønder, opsynsvagter i jordejernes tjeneste, selvstændige næringsdrivende, politikere, banditter, hyrder, alle opadstræbende borgere, håndværkere, præster og munke. De forskellige grupper nævnes ikke alle lige hyppigt, men taget under et, må man sige at ingen eller kun få grupper går fri. Hvad man vitterlig står overfor, er et samfund, hvor alle uanset social baggrund er ensliggjort på kriteriet: potentielle lovbrydere og mafiosi. Fra Kong Salomon til Jørgen Hattemager.
"Opretholdelse af den forfatningsmæssige orden er et rent myndighedsanliggende, men under dette sejler alt i almindelig vilkårlighed, og ansvaret for den personlige sikkerhed og ejendommens ukrænkelighed har ingen social forankring men er et personligt problem for den, der har sikkerhed og ejendom at miste. På denne baggrund skaber man disse omfattende foreninger af mænd af enhver rang, profession og art, som uden at have synlige forbindelser altid holder sammen for at fremme gensidige interesser uden hensyn til loven, retfærdigheden og den offentlige orden: det vi her har beskrevet, er MAFIAEN"5, skriver Franchetti.
Sidney Sonnino, Leopoldo Franchetti og Pasquale Villari6 hørte til en lille gruppe af nord- og mellemitalienske kritiske konservative, der i 1870'erne indgående beskæftigede sig med forholdene i Mezzogiorno (= Syditalien), som de mente skabte alvorlige problemer for sammenhængskraften i den italienske enhedsstat. Det første indtryk Franchetti gengiver fra sit ophold i Palermo er, at overfladen driver af normalitet. "Vi befinder os ikke i nogen revolutionær tid og ingen naturkatastrofe hjemsøger samfundet. Folk færdes roligt omkring i gaderne, på vej til deres gøremål eller deres adspredelse; ser man sig omkring, falder blikket på det Italienske Våben ved indgangen til domstolene og politistationerne. I byens gader ser man sikkerhedskorps og carabinieri; i landdistrikterne ses carabinieri (= politisoldater/gendarmer) og troppeenheder, mange tropper; patruljer som finkæmmer alle veje (...) Det er de samme juridiske og administrative forordninger, der skal sikre lovenes overholdelse på Sicilien såvel som på det italienske fastland; det er de samme love, som ville ulovliggøre alt det, som her er grundlaget for det sociale liv"7.
Men bekæmpelse af forbrydelser kræver borgernes samarbejde, og det mangler helt på Sicilien. De offentlige myndigheder har slået lejr midt i et samfund, der fungerer udfra den grundlæggende antagelse, at der ikke eksisterer offentlige myndigheder. Straffen mod dem som skulle vove at indgive anmeldelse til myndighederne eller vidne i retssager er afskrækkende nok til at opveje skammen og forhindrer samarbejde med myndighederne. Man skaffer sig retfærdighed på ikke-lovlig vis. Myndighederne er moralsk isolerede.
"Mens carabinieri og troppeenheder finkæmmer bjerge og veje i regn og sne, overvintrer capo-banditten roligt i Palermo uden at behøve at skjule sig (...) Personer mod hvem der er udstedt anholdelsesbegæring, bliver advaret allerede inden begæringerne er underskrevet, og korpset som kommer for at hente dem opdager, at de er forsvundet for tre, fire dage siden eller mere. I fængslerne er der vedvarende kommunikation mellem fangerne og dem udenfor"8. Overklassen i Palermo er snæversynet, og malfattori af enhver art, inklusive mafiosi, dirigerer store dele af samfundslivet og afskærer Sicilien fra at blive en integreret del af det Italienske Rige, mener Franchetti. "Den offentlige mening på Sicilien kan på ingen måde tjene som ledesnor for den italienske regering (...) Sicilianerne er uanset klasse eller lag, bortset fra enkelte individuelle undtagelser, ude af stand til at forstå retsprincippet i en moderne stat (...) Hvis den italienske stat vil råde bod på Siciliens dårligdomme, skal den regere Sicilien ved at benytte sig af de elementer, som opbygger nationen og udelukke sicilianerne (...) Efter femten års manglende succes med at regere Sicilien mener mange, at sicilianerne er uregerlige; det tror vi er en falsk påstand (...) Det tilkommer Italien at benytte alle de midler det disponerer over til at føre Sicilien frem til et civilisationsniveau på linie med de mest avancerede (...) Og de mænd, som i de sicilianske bjerge, skove og byer falder for forbrydernes kugler i forsvaret for en lov, der ikke har midler til at gøre sig respekteret, har de ikke ret til at kræve Italien til regnskab for at lade sig forbløde til ingen nytte, når de italienske politikere ikke har mod til at kalde tingene ved deres rette navn i parlamentet?"9
De citerede passager fra Sonninos og Franchettis analyser er valgt, fordi de næsten kunne være skrevet i dag, og fordi deres politiske konklusioner klart illustrerer den intellektuelle norditalienske tænkemåde og statsraison, som formynderisk og fraoven vil integrere, civilisere og modernisere det tilbagestående sicilianske samfund, med de bedste intentioner forstås, for at nedbryde de betingelser, der skaber mafia.
Det er den mafia, som Franchetti kaldte "volds- og forbrydelsesindustri" og som har "sine agenter selv i Rom for at overvåge, intrigere og forhandle i ministerierne"10. Det ville dog være forkert at sige, at den anbefalede strategi slog fejl set i lyset af de aktuelle mafiaproblemer i Italien. Den blev ganske enkelt ikke efterlevet, bl.a. som følge af det politiske systemskifte i 1876 og den stigende modstand og selvbevidsthed blandt de sicilianske politikere og deres politiske bagland, der - måske ikke helt uforståeligt - ironiserede over Sonninos og Franchettis værker og kaldte dem "disse to fantastromaner"11.
Franchetti mente, at mafiaens særkende, var at være formidlende led mellem by og land, især mellem Palermo og dens opland. Pasquale Villari, der ligesom Sonnino og Franchetti tilhørte det kritiske højre og var stærkt optaget af problemerne i Syditalien, havde i 1875 udgivet sine syditalienske breve, hvori han også beskrev camorraen og mafiaen12. Villari var stærkt optaget af klasseforholdene og de miserable levevilkår den syditalienske underklasse var udsat for. Hans mente, at samfundet degenererede og korrumperedes, når store dele af befolkningen levede i yderste armod, og det var i sidste ende en trussel mod den italienske stat. Her er altså igen et eksempel på den stadige frygt for den italienske statsenheds livsduelighed, som spøgte blandt de samtidige konservative intellektuelle. Villari dadler overklassen for ikke at se denne trussel og for ikke at sætte hele sin energi og sine sønners energi ind på at bekæmpe elendigheden. "Camorraen, røver-uvæsenet og mafiaen er logiske konsekvenser, naturlige og nødvendige konsekvenser af en særlig social tilstand, som hvis denne ikke ændres, ikke giver håb om at man kan bekæmpe disse onder"13.
Camorraen truer og skræmmer alene for at tjene penge, skriver Villari. Den pålægger skatter, overtager andres ejendom uden at betale, beordrer andre til at begå forbrydelser - men beskytter også de skyldige mod retsforfølgelse. Bedst organiseret er selskabet i fængslerne, hvor camorristerne regerer, og man kommer igen til at tænke på teatercamorristerne i Rizzottos I mafiusi di la Vicaria knap 15 år tidligere. Villari benytter også lejligheden til at lange ud efter bourbonerregimet, som tillod camorraens aktiviteter. Camorraen er overalt og ikke bare i samfundets yderkroge, også i samfundets øverste klasser findes den; camorristi in guanti bianchi ed abito nero, en forbrydelsestype, som man i den moderne kriminologi ville kalde white collar crime14, økonomisk kriminalitet. Camorraen næres af fattigdommen i Napolis slumkvarterer. "Her lever tusindvis af sammenstuvede personer, ydmyget af fattigdom i en grad så de mere ligner dyr end mennesker. I deres tilholdssteder, hvor man ikke kan nærme sig for stanken fra umindelige generationers opdyngede affald, ser man ofte kun en stor dynge halm beregnet til leje for en hel familie, mænd og kvinder sammen. Retirader taler man ikke om, her rækker nabolagets gader og gårde (...) Under sådanne tilstande er camorraen ikke unormalitet, men det eneste normale og mulige. Hvis vi antog, at alle camorrister blev sat i fængsel i morgen, ville camorraen være gendannet om aftenen"15.
Kriminaliet på Sicilien
På Sicilien er miseren den samme og også her trives forbrydelse, trives mafia. Villari beskriver de forfærdende arbejdsforhold for børn og voksne i svovlminerne, hvor de nedbrydes, deformeres, ældes og dør. Det er gentaget tusind gange, at dette arbejde massakrerer mennesker, og alligevel fortsætter det, skriver Villari. Under disse brutale og demoraliserende arbejdsforhold bliver sicilianeren nemt en fjende af samfundet: hvordan kan vi tillade, at de svages rettigheder overtrædes hver dag? I Palermoprovinsen er de sociale tilstande i en rædselsfuld forfatning. Det gælder også i det indre Sicilien, hvor de store primitivt drevne godser, feudi eller latifondi, dominerer." Bønderne i Øens hjerte er en hær af barbarer, og de gør oprør, ikke specielt af had til den nuværende regering men for at hævne sig p.g.a. overgrebene, udbytningen og uretfærdighederne, de lider under; de hader enhver regering, fordi de tror enhver regering støtter deres undertrykkere"16. I kystområderne ved Palermo er forholdene bedre, men bønder, jordejere, forpagtere og opsynsfolk er alle potentielle forbrydere. "Mafiaen placerer sig som en mur mellem bonden og jordejeren, og holder dem altid adskilte, for den dag de får direkte forbindelse, vil mafiaens magt være tilintetgjort (...) Og på den måde bliver mafiaen undertiden en regering mægtigere end regeringen. Mafiosoen er i det ydre afhængig af ejendomsbesidderen, men i kraft af den styrke han får gennem organisationen, som ejendomsbesidderen undertiden selv står nær, er han reelt i stand til at gøre sig til herre, padrone"17.
Samfundet er endt med at acceptere mafiaen; den besidder en meget stor magt og er i stand til at opretholde den almindelige orden. Den, der er kommet overens med mafiaen, kan føle sig sikker, og man kan ikke undre sig over, at bourbonerne regerede sammen med mafiaen. De havde ikke noget valg, da de først havde overdraget den ansvaret for den offentlige sikkerhed, skriver Villari.
Indledningen i dette kapitel tog afsæt i et citat fra en af de første sicilianske studier af mafiaen, Giuseppe Alongis bog fra 1886.
Da den i 1904 genudkom i nyredigeret udgave, var det med et nyt forord, hvori Alongi gengav nogle reaktioner på førsteudgaven18, bl.a. fra den toneangivende avis Gazzetta di Palermo. Heri skrev man: "Signor Alongis bog om mafiaen synes at bekræfte den fornærmende mening om et trist privilegium for vores ø, som om der ikke fandtes gunstigere miljøer end vores, hvor slyngelagtighed trives og vokser sig mægtig på den eksisterende sociale orden. Disse diskussioner ville have haft mening da bandit-uvæsenet hærgede i vore egne, men nu er det en ren anakronisme (...) Det er på tide, at disse akademiske overdrivelser stopper. Overalt findes tyveknægte og professionelle slyngler og overalt en følelse af solidaritet, som forener dem og får dem til at stå samlet: ordet Mafia er det korrekte udtryk for denne hemmelighedsfulde sammenslutnings eksistens og fremgangsmåde (...) Det er retorisk at tale om siciliansk mafia og et forsøg på at modgå de åbenbare kendsgerninger, når denne i sit væsen og mål ikke er forskellig fra, hvad der findes overalt i verden".
Den sicilianske reaktion på Alongis bog var typisk for den kraftige sicilianisme eller rettere den ny-sicilianisme, der hjemsøgte store dele af borgerskabet i 1870'erne og var en slags fællespatriotisk forsvars- og selvværdsmekanisme ovenpå de norditalienske intellektuelles hårde og vedvarende nedgøring af sicilianernes civilisationsniveau.
Reaktionen mod Alongi blev så meget mere skinger, som Alongi selv var sicilianer, og med sin bog besudlede sin egen rede. "Il sicilianismo er egentlig ikke en præcis politisk ideologi om autonomi og Siciliens uafhængighed, men mere en uklar følelse af solidaritet mellem sicilianerne rettet mod regeringer, besættelser og udenlandsk indblanding; en konfus og kompleks følelse, som ender med at optage bestemte elementer af mafiamentaliteten i sig"19, siger S.F. Romano provokerende. Det blev den sicilianske etnolog Giuseppe Pitrè, der satte sicilianismen i system og gjorde den til en del af siciliansk folkekarakter i sine værker fra 1870'erne og frem til første verdenskrig.
I sit berømte værk Usi e costumi, credenze e pregiudizi del popolo siciliano20, om sicilianernes tro og vaner udtrykte Pitrè en lettere irritation over den sidste snes års skriverier om mafiaen. De demonstrerede ikke noget videre kendskab til fænomenet og fortaber sig i uinteressante etymologiske konstruktioner om udtrykkets oprindelse (fransk, engelsk, arabisk, toscansk). I stedet mente Pitrè, at mafia er et gammelt folkeligt udtryk på Sicilien og han har kendskab til, at udtrykket i 1860erne har været brugt i et af Palermos yderkvarterer, Borgo, synonymt med skønhed, graciøsitet, fuldkommenhed, perfektion. En ung, smuk selvbevidst kvinde er mafiusa, men også et velholdt og velordnet mindre hus eller en genstand, der udmærker sig som noget særligt, kan være mafiusedda i det folkelige sprog, skriver Pitrè.
Tilsyneladende er der lang afstand mellem den betydning mafia får i løbet af 1860'erne i det officielle sprog - inspireret af Rizzottos dramatik og myndighedernes indberetninger - og Pitrès udlægning af den folkelige betydning. Og dog. Rizzotto benyttede udtrykket til at karakterisere en bestemt type fanger i Palermo-fængslet Vicaria, en hierarkisk opbygget gruppe af folkelige kriminelle med voldelige tendenser men også med en række forsonende træk og med en stærk antiautoritær holdning over for myndighedsrepræsentanter. Deres voldelige opsætsighed får en antydet retfærdig og ærefuld mening i en for almindelige folk uretfærdig verden. Og ser man nærmere efter hos Pitrè, viser det sig da også, at selv om han vender sig mod denne anvendelse af mafiaudtrykket i officielt sprog, som han siger, fremstiller mafia som synonym for røverbander, banditvæsen og grupper af kriminelle (camorra), så er han ikke upåvirket af de mere positive karaktertræk hos Rizzottos mafiosiroller. Uden i øvrigt at redegøre for hvor han har det fra og uden forbindelse til anvendelsen af udtrykket i Borgo-kvarteret, skriver han: "Mafiaen er hverken et hemmeligt selskab eller en sammenslutning, og den har ikke regler eller statutter. Mafiosoen er ikke en tyv eller en bandit (...) Mafiosoen er ganske enkelt en modig og dygtig mand, som altid optræder afbalanceret. Mafia er selvværd, en overdreven opfattelse af individuel styrke (...) Mafiosoen vil være respekteret. Hvis han fornærmes, henvender han sig ikke til domstolene eller benytter sig af lovene; hvis han gjorde det, ville det være tegn på svaghed (...) Han ved at skaffe sig selv retfærdighed, og hvis han ikke selv har styrken, skaffer han sig den ved hjælp af andre, der tænker som ham og deler hans holdninger, uden at han behøver at kende den person, han får hjælp af og som han stoler på. Det er tilstrækkeligt at gøre tegn med øjne og halve ord for at udtrykke sin klare hensigt"21.
Rizzottos og Pitrès mafiosityper har mange lighedspunkter med attenhundredetallets yderst populære litterære heltefigurer, hvor en stærk person, ofte med en uretfærdig eller tvivlsom baggrund som røver, fredløs eller bandit kæmper for retfærdighed, forsvarer de svage og fattige mod de rige og de mægtiges overgreb. Hermed bliver figurerne bærere af en folkelig, anarkistisk protest mod uretfærdige myndigheder, og den folkelige banditfortælling giver et nyt perspektiv i en værdikonfus og politisk kaotisk tid. Også Garibaldi, Siciliens befrier, blev betragtet som "røverchef" og "sørøverkaptajn", og ikke kun i negativ betydning men som befrieren, der straffede de bourboniske udsugere. I denne ideologiske kontekst er der ikke langt fra superhelten til forestillingen om mafiosoen som en mand af ære med retfærdighedsidealer han kan gennemsætte, også overfor de besiddende om nødvendigt. Slægtskabet mellem de to figurer er tydeligt i Pitrès tankeverden, når han tegner karakteren af mafiosoen med en "overdreven opfattelse af individuel styrke" til at løse enhver modsætning og sammenstød af interesser og ideer, og en person der ved egen eller andres hjælp skaffer sig retfærdighed.
Pitrè "optegner og tolker", skriver Romano, "i klar forlængelse af den romantiske ideologi om det folkelige overmenneske og den følelse af tiltrækning og sympati, som det sicilianske folk og visse mellemlag følte for opstand og kamp mod autoriteterne og den politiske og økonomiske overmagt (...) Og det uanset opstanden tager form af røvernes oprindelige, voldelige og grusomme opstand, eller om det er mafiosiernes mere indirekte og komplekse vold, overvejende af borgerlig herkomst; enten som alternativer eller i alliance med hinanden. Inden for dette ideologiske univers er et af mafiosoens tydeligste karaktertræk det fremskridt og den differentiering han repræsenterer i forhold til røverens øjeblikkelige og elementære eksplosion. Forskellen består i, at mafiosoen fører sig frem, mindre som hævner eller bøddel, og mere som forsoner, en mand af ære, som kender de gode og dårlige måder til at opnå resultatet"22.
Nøgternt betragtet er Pitrès videnskabelige bidrag til mafiologien begrænset og udokumenteret, og måske har han ligefrem virket afsporende på eftertidens videnskabelige mafiaanalyser. Forklaringen på hans gennemslagskraft må søges i den anseelse, han nød som den største sicilianske etnolog nogensinde og i det faktum, at han kunne integrere en positiv vurdering af mafiaens æresbegreber og selvhjulpenhed i sicilianismen, i det borgerlige Siciliens selvforståelse i en trængt tid. Den videnskabelige afsporing til trods har både Rizzottos og Pitrès mafiosi-fremstilling haft stor politisk og ideologisk betydning som mental opposition og modspil til myndighedernes vulgære parti- og regime-oppositionelle fremstilling af mafiaen.
Hermed er de første, spæde mafiaopfattelser, som de profilerer sig i frem til 1880'erne, kridtet op:
(1) Den antropologisk orienterede sicilianisme, som vakler mellem standpunkterne, at mafia ikke er noget specielt siciliansk fænomen, og at mafia er et delvist positiv træk ved den sicilianske folkekarakter; (2) en officiel statslig opfattelse om at mafia er organiseret og konspirativ politisk opposition, men - skal det tilføjes - dette er ikke den eneste officielle mening, hvad fremgår af andet parlamentarisk materiale fra 1870erne; og (3) en norditaliensk intellektuel opfattelse, som udspringer af bekymring over udsigterne til at fastholde den nye italienske enhedsstat intakt, og som i den sicilianske mafia ser en uciviliseret reaktion mod ændringer i den semi-feudale sociale orden og en illegitim barriere mod, at enhedsstatens orden kan udstrækkes til at omfatte Sicilien.
Altså tre positioner, der hver understreger tre forskellige aspekter ved mafiafænomenet: (a) det ideologiske-mentale, (b) det organisatorisk-politiske, og (c) det retslig-sociale aspekt. Og alle indgår de i den store politiske kamp om magt i Italien og på Sicilien og skaber konfusion om fænomenets sande væsen. Mafia blev politik fra det blev et ord i titlen på en lille skuespiltrups folkedramatik.
Siden midten af 1980'erne har der igen været opbrud i de mafiologiske definitions- og beskrivelsesformer. I løbet af 1960'erne blev studiet af mafiaen genoptaget i stort omfang, muligvis foranlediget af en genopblussen af mafiafejder, mafiaretssager og parlamentarisk interesse. Paradoksalt nok var forskningsbølgen anført af udenlandske forskere, især af feltantropologisk og kultursociologisk observans og ofte inspireret af Pitrè-skolen23. Et gennemgående træk var, at indsigt i mafiafænomenet krævede selvstændig dataindsamling, og at man på forhånd - sikkert af modvilje mod litterære og journalistiske fremstillinger af det ærede og konspiratoriske selskab - afviste alle teorier om en organiseret mafia ud over den familieorganiserede mafiagruppe.
Når det ikke lykkedes disse forskere at afdække mere omfattende mafiastrukturer er forklaringen delvis den pragmatiske, at de empiriske data ikke klart dokumenterede eksistensen af en organiseret mafia. Men vigtigst var nok, at forskernes udprægede lokalsamfundsmetode afgørende forhindrede dem i at erkende organisatoriske strukturer, der gik ud over disse lokalsamfund. Metodevalget indsnævrede det empiriske grundlag, som igen bekræftede teorien om det anarkistiske mafiasystem. Den efterfølgende erfaring bekræfter den gamle sandhed, at teori og metode er vigtige og interessante også ud fra synspunktet om, hvad de afskærer af erkendelse.
Vendepunktet kom med mafiafejden 1979-1984, som blev så omfattende og var så grum, at mafiasystemets familier blev revet op, medlemskredsen udskiftet og regel- og æreskodex annulleret. Slagne mafiosi begyndte at tale og hermed opstod en af de sjældne lejligheder, hvor udenforstående kunne få indblik i fænomenets væsen. Mest overraskende var nok, at medviderne kunne bekræfte, at mafia-systemet var vidtomspændende og gennemorganiseret med flere sammenhængende hierarkiske niveauer med forskellige kompetencer. Hermed var betingelserne for nye indfaldsvinkler i mafiologien opfyldt.
Vi har set, at de første gange ordet mafia optræder officielt og i skriftlig form er i 1862 i skuespillet "I mafiusi di la Vicaria" og i 1865 i Palermo-præfekt Gualterios indberetning til Indenrigsministeriet i Rom. Men én ting er ordets opståen, en anden ting er indholdet, mafiafænomenet forsåvidt der ikke eksisterer noget nødvendigt tidsligt sammenfald af ord og fænomen.
Med andre ord; hvad er de historiske udviklingsprocesser for mafia-fænomenet inden det får navn?
Det er ikke et let spørgsmål at besvare, eller rettere, der findes ikke ét svar, fordi det ikke går an bare at beskrive udvikling. Man må også vurdere og sandsynliggøre de betingelser, som muliggør at netop denne udvikling finder sted. Et af forsøgene på at beskrive mafiaens tilblivelsesproces tager et langt spring tilbage i tiden til Spanien i det 15. århundrede, hvor der i 1417 i Toledo dannedes et hemmeligt broderskab, kaldet garduña (=husmåren eller blot måren), en loge med et nedskrevet sæt af vedtægter.
Garduñaen var knyttet tæt til det spanske monarki. Strukturen var strengt hierarkisk. I spidsen for logen stod stormesteren, som tilhørte hoffet, mens lokalafdelingerne lededes af mesterne. Opgaverne drøftedes på de lokale møder, og mesteren var suveræn; hans ordrer skulle udføres og adlydes. Garduñaen sikrede desuden gensidig hjælp til medlemmerne. Disciplinen var hård, ikke mindst straffen mod de ikke-pligtopfyldende. Broderskabets aktiviteter var indrettet på at skaffe underhold og støtte til medlemmer af logen; man udførte også opgaver for ikke-medlemmer, som ikke selv ønskede at gøre det beskidte arbejde og reelt var selskabet et redskab for den spanske overklasse. Logen opløstes omkring 1810-1814 efter 400 års virksomhed i forbindelse med Napoleonkrigene og besættelsen af Spanien.
Der er gengivet et møde i garduñaen i Sevilla i 153424. Udover at optage et nyt medlem i broderskabet, en fremmelig tyveknægt, beskrives hvorledes, overhovedet for den lokale afdeling, mesteren, fordeler de bestillingsopgaver medlemmerne skal udføre for fremtrædende borgere og indflydelsesrige medlemmer af Inquisitionen, for det meste uskadeliggørelse af fjender og konkurrenter til embeder; logemesteren inkasserer betalingen og betaler igen dem der udfører opgaverne efter deres sværhed og betydning. Det er nærliggende at tænke på slægtsskab mellem garduñaen og de ærede selskaber i Syditalien, camorraen, mafiaen og 'ndranghetaen: også her findes spaltningen mellem den ædle bandit og forbryderen i den riges sold: en garduño forråder aldrig den der har betalt ham, og garduñaen er altid beredt til at slås for den fattige og hævne overgreb. Broderskabet står til disposition for dem der vil betale, og samtidigt forsvarer det de uskyldige, som ikke kan forsvare sig selv.
Hierarkiet og rollerne i organisationen tegner et forskelligartet rollegalleri25. I spidsen for garduñaen er stormesteren, kaldet "hermano mayor", som er medlem af det spanske hof, ofte med en fremtrædende position. Under ham findes "capatazes", provinsmestrene, som styrer lokale anliggender og modtager ordre fra stormesteren. De menige medlemmer af de lokale garduñaer udgøres af "guapoerne", der omtales som meget modige, dygtige fægtere, dristige mordere og røvere. Guapoerne kaldes også for "punteadores"; under disse kommer "floreadores", også kaldet "aspirant-brødre", unge mænd som er under opsyn til at blive punteadores, rigtige guapoer. Desuden er der "los fecelles", hvis opgave det er at tilhviske mesteren, fortrolige oplysninger, nyheder om hvad der foregår i byen. De fungerer som broderskabets spioner, opholder sig ofte i kirkerne og er ligeledes Inquisitionens informatorer. Omkring organisationen findes et net af hælere, kaldet "coberteras", der aftager tyvekoster, samt et stort antal unge drenge fra 10 til 15 år, "chivatos", organisationens novicer. Man skal være chivatos i mindst et år før man kan blive "postulante", ansøger med titlen "arbejdets ære". En postulante, som har tjent broderskabet vel i to år kan blive guapo, rigtigt medlem. Gurduñaen tæller desuden "serenas", unge smukke kvinder, ofte sigøjnerkvinder, og udgør ordenens harem. De fungerer som kontaktpersoner og meddelere med oplysninger om, hvor organisationens operationer med fordel kan foregå.
Vedtægterne fra garduñaen er blevet sammenlignet med de kendte vedtægter fra den napoletanske camorra, som man mener blev dannet i det 16. århundrede. Der er mange vedtægtssammenfald som kan antyde, at garduñaen sikkert er stammoder til camorraen, men der er også forskelle på de to selskaber. Garduñaens vedtægter lyder således26:
Art. 1
Enhver hædersmand med sine lemmers og sansers fulde brug kan blive medlem af Garduñaen. Også respektable personer i en moden alder som ønsker at tjene broderskabet kan blive medlemmer, såvel ved at holde sig underrettet om de gode handlinger der bør foretages som ved at skaffe midlerne til at udføre disse handlinger.
Art. 2
Broderskabet tager ligeledes under sin beskyttelse enhver matrone der har lidt for retfærdigheden og som vil hellige sig det bestående og salget af forskellige genstande, som det Himmelske Forsyn vil være så elskværdig at overdrage broderskabet, samt de unge kvinder som præsenteres af en broder. Disse skal med hele deres sjæl og krop arbejde for broderskabets interesser.
Art. 3
Broderskabets medlemmer er opdelt i "chivatos", "postulantes", "guapos" og "fecelles". Matronerne kaldes "coberteras" og de unge kvinder "serenas". Disse sidste skal være unge, opvakte, trofaste og tiltrækkende.
Art. 4
Chivatos må, indtil de har lært at arbejde, ikke foretage sig noget på egen hånd og må ikke benytte dolk med mindre det sker i selvforsvar. De skal ernæres, have logi og underhold på broderskabets regning. De modtager af mestrene til denne nødvendighed hver især 136 maravedis om dagen. I tilfælde af en chivato hører om et særligt ønske overgår dette straks til den ærede kategori af postulanter.
Art. 5
Postulanterne lever af deres fingerfærdighed og er udelukkende pålagt at udføre mørkets gerninger med behændig hånd i ordenens tjeneste. For enhver af disse gerninger modtager broderen en tredjedels-part, hvorfra der trækkes noget til sjælene i Skærsilden. Af de andre to tredjedels-parter overføres én til kassen til hjælp til udgifter til retfærdigheden (til betaling af vagtkorps, retsskrivere og også dommere som beskytter brødrene) og til afholdelse af messe for vores afdøde brødres sjæle; den anden skal være til disposition for ordenens stormester, som er forpligtet at at leve ved Hoffet for at våge over velfærd og fremgang for alle.
Art. 6
Guapoerne står for de hemmelige, de underjordiske handlinger, rejserne, badene, dåbsritualerne. De to sidste handlinger vil de kunne pålægge en broder-ansøger under deres ansvar. Guapoerne får en tredjedels-part af udbyttet ved alle handlinger; dog går 30% af deres udbytte til ernæring og underhold af chivatoserne og til sjælene i Skærsilden; resten af udbyttet fra deres handlinger fordeles som omtalt i artikel 5.
Art. 7
Coberteraserne modtager 10% af alle de beløb de realiserer og serenerne 6 maravidis for alle pesata der går ind til broderskabets kasse. Alle gaver de modtager fra adelige herrer, munke og andre klerikale medlemmer tilhører dem alene.
Art. 8
Capatazen, provinsmesteren, udpeges blandt guapoerne som har mindst 6 års tjeneste og som er fortjenestefulde medlemmer af broderskabet.
Art. 9
Alle brødre skal hellere dø som martyrer end gå til bekendelse med udsigt til at blive straffet ved degradering, udelukkelse af broderskabet og om nødvendigt forfulgt af dette. Nedskrevet i Toledo det Herrens år 1420 og tredje år efter oprettelsen af vores ærede broderskab. Underskrevet El Colmilludo
Vedtægterne for den napoletanske camorra findes i en version fra 1842, mens Syditalien stadig var underlagt bourbonerstyret. Overskriften lyder (på napoletansk): Frieno della società dell'umirtà (= regler for tavshedens selskab)27:
Art. 1
Tavshedens selskab eller det gode reformselskab har til formål at forene alle de fæller som har hjerte med den hensigt under særlige omstændigheder at kunne hjælpe både moralsk og materielt.
Art. 2
Selskabet er opdelt i et højere og et lavere lag. Til det første hører "cammurristi" fællerne og til den anden "picciutti" fællerne (unge mænd) og "giovinotti onorati" (ærefulde unge).
Art. 3
Selskabet har hovedsæde i Napoli, men der kan findes "categorie" i andre områder.
Art. 4
Alle fæller i Napoli såvel som udenfor Napoli, alle de som er interneret på øerne enten under lås og slå eller under åben himmel skal anerkende en og kun en "capo" som er overhoved for alle og kaldes "capintesta" og som udvælges blandt de dristigste cammurristi.
Art. 5
Mødet mellem flertallet af cammurristi-fællerne udgør "la paranza" ("fiskerbåd") og har som overhoved en "caposocietà".
Art. 6
Mødet mellem flertallet af picciuotti eller giovinotti onorati kaldes "chiorma" og det hører også under cammurristi-fællernes caposocietà.
Art. 7
Ethvert kvarter skal have et caposocietà eller "capintrito", som udvælges ved stemmeafgivning mellem kvarteres cammurristi og er i funktion for et år ad gangen.
Art. 8
Hvis der i paranzaerne findes en der kan føre pennen vil han alt efter capintestaens mening og efter hellig ed blive udnævnt til "contajuolo" (regnskabsfører).
Art. 9
Hvis der i chiormerne findes en der kan føre pennen skal han af den ældste picciuotto præsenteres for den capintrito hvorunder man hører og efter hellig ed vil han blive udnævnt til contajuolo for picciuotti-fællerne; men findes ingen sådan så fungerer paranzaernes contajuolo også som sekretær for chiormerne.
Art. 10
Medlemmerne af paranzerne og chiormerne kender ingen andre autoriteter end Gud, Helgerne og deres capi.
Art. 11
Enhvet forræderi (sbelice) mod selskabet vil blive hårdt straffet af "mammerne" (interne domstole).
Art. 12
Gamle medlemmer og medlemmer der er fængslede skal have hjælp.
Art. 13
Mødrene, hustruerne, børnene og "le 'nnammurate" til cammurristi, picciuotti og giovinotti onorati skal være respekterede både af medlemmerne og af de externe.
Art. 14
Hvis en overordnet af ulykke er interneret på øerne skal han betjenes af dem, der er afhængige af ham.
Art. 15
Fire fængslede cammurristi kan blandt sig vælge en capo, der ophører med at være det så snart han er på fri fod.
Art. 16
Et medlem fra selskabets øvre lag kan kun straffes, når han er dømt af "gran mamma". Et medlem af selskabets lavere lag skal dømmes af "piccola mamma". Formand for gran mamma er capintestaen og ved piccola mamma capintrito eller caposocietà for det kvarter hvor den der skal dømmes tilhører.
Art. 17
Hvis en fra chiormerne fornærmer et medlem af paranzerne, kan paranzuoloen klare "sorrisfazione" selv. Modsætter man sig dette skal capintesta informeres først.
Art. 18
Afgivelse af udtalelser sker altid efter at capintrito har sagt god for det når det drejer sig om picciuotto eller giuvinotto onorato og efter capintesta har accepteret når det er cammurrista. "Zumpà" er forbudt for gamle og "scurnacchiati".
Art. 19
For at blive cammurrista må man først være "novizio" eller det sker ved "colpo" (tilfælde).
Art. 20
Den der bliver "compricato" i tyveri eller bliver kendt som "ricchione" kan aldrig blive capo.
Art. 21
Capintesta skal altid vælges mellem paranzerne i Porta Capuana.
Art. 22
Alle idømte straffe ved mammerbe skal udføres inden for en frist som den overordnede fastsætter og efter "il tocco".
Art. 23
Alle cammurristi og picciuotti bliver efter tur cammurristi og picciuotti di jurnata.
Art. 24
De som er beordret til at opkræve "le tangende" (afgifter) skal overdrage de fulde beløb til de overordnede. En fjerdedel af tangenderne tilkommer capintestaen og resten overgår til den sociale kasse med det formål at dele dem samvittighedsfuld blandt de aktive fæller, de syge og dem der afsoner straf for "sfizio" mod regeringen.
Art. 25
"I pali" (medskyldige) skal ved fordelingen af "baratto" (byttet) behandles på samme måde som de andre i selskabet.
Art. 26
Disse regler kan alt efter omstændighederne tilføjes andre artikler.
Napoli, 12 september 1842
Il contajuolo Francesco Scorticelli
En af de store forskelle på garduñaen og camorraen er at garduñaen ikke alene i sin praksis men og i sit formelle grundlag, i sin kodex er tæt forbundet til samfundsmagten, hoffet og kirken gennem stormesterens position, hvor camorraen var i oposition til det uretfærdige samfund og specielt domstolene. Der er derfor ingen grund til at mene andet end at garduñaen, når det kom til stykket, var et instrument for den konstitutionelle magt og blev brugt af styret til at lukke munden på besværlige personer. Stormesteren var den absolutte hersker i broderskabet og hans beslutninger skulle følges blindt, samtidigt var han medlemmernes beskytter. Dette udelukkede selvfølgelig ikke, at de mange lokale afdelinger i de spanske byer i vidt omfang i det "daglige arbejde" kunne følge deres egen - mesterens og medlemsmødets - politik og præference, i langt de fleste tilfælde bestemt af private interesser i bestemte forbrydelser mod betaling til broderskabet. Dette var altså på en gang en del af den konstitutionelle magt samtidigt med at det var selvberoende, økonomisk uafhængigt og sørgede for egne midler. Eller måske kan sagen vendes om: broderskabets eksistens var afhængigt af den beskyttelse og de hemmelige tjenester det via stormesteren ydede den konstitutionelle magt og stormesteren selv; kun derigennem blev dets selvstændige liv og økonomiske gøremål accepteret28.
Overfor dette fremstår den napoletanske camorra uden dette eksterne tjenerskab: statutterne nævner ikke relationer til de styrende. Frem for nogen væsensforskel mellem broderskaberne kan det være udtryk for det spanske styres forskellige greb om de to organisationer, og ikke nødvendigvis som f.eks. Caracciolo ser det, udtryk for en radikal forskellighed: "Det drejer sig ikke mere om at tjene den mægtige men derimod om at tjene medlemmerne"29. Selv om statutterne er forskellige på dette punkt behøver praksis ikke at være det, og var det heller ikke; også camorraen udførte undertiden opgaver for skiftende konstitutionelle herskere. Desuden - og det bliver endnu tydeligere når statutterne for de øvrige syditalienske hemmelige selskaber inddrages - betoner disse i højere grad end det spanske broderskab, den gensidige hjælpeforpligtelse og æresbegrebet hos de tilsluttede. Dette sidste er ikke fremtrædende i det spanske selskab, hvor man står under stormesterens beskyttelse, hvilket ikke er foreneligt med opfattelsen af selvhjulpne mænd, der kan skaffe sig selv retfærdighed i en uretfærdig verden.
Det helt overvejende indtryk ved at sammenholde de to sæt statutter er dog de store lighedspunkter; det gælder bestemmelser om pligter, disciplin, sanktioner og gensidig hjælp, det gælder optagelse af medlemmer og lagdelingen i selskaberne, m.v. Konklusionen på sammenligningen af statutterne er, at de to broderskaber har samme væsenskarakter i deres formål og opbygning og at den napoletanske organisation er inspireret af det spanske "moderselskab" som et af resultaterne af de nære bånd mellem de to kulturer og det spanske fællesstyre i perioden 1303-1713.
Men konklusionen rækker videre.
Det er en almindelig opfattelse, at de forskellige mafiaorganisationer i Syditalien ikke har efterladt sig kilder, endsige skriftlige kilder30. At det forholder sig sådan, skulle være begrundet i en bevidst undladelse for at beskytte sig mod at sådanne dokumenter trods den interne omertà-disciplin (d.v.s. den traditionelle opretholdelse af tavshed overfor alle ikke-medlemmer), skulle falde i de forkerte hænder, især efter at de store anti-mafia kampagner begyndte; et andet argument har været, at mafiosi gennem tiderne har været anset for vitterlige analfabeter, og disse har som bekendt problemer med at producere skriftlige kilder. Alligevel findes der skriftlige kilder på linie med statutterne for garduñaen og camorraen, for både den calabresiske 'ndrangheta og den sicilianske mafia, for 'ndranghetaen endog i flere mundtligt referede og nedskrevne og egentlige skriftlige udgaver. Så måske er antagelsen om, at mænd af ære generelt har været analfabeter en af de mange sejlivede myter, som har cirkuleret blandt iagttagere, i mafiologkredse og blandt norditalienske intellektuelle, og muligvis er denne opfattelse et resultat af udstationerede myndighedernes konfrontation og tolkning af syditaliensk, bondsk optræden.
Forfatteren Luigi Malafarina31 har samlet 'ndranghetaens statutmateriale, som ikke er "sat op" på samme artikelform, som camorraens og garduñaens, men formet som ceremonielle beskrivelser i fraseform under hovedafsnit; den mest omfattende blev beslaglagt af carabinieri i Tenenza di Taurianova i 1963 hos Guseppe Mammoliti i San Giorgio Morgeto og den seneste af det canadiske politi i Toronto i 1971 i hjemmet hos en indvandret calabreser.
Af statutten fra San Giorgio Morgeto bemærker man straks det nære familieskab til statutten fra den napoletanske camorra. Her gengives indvielsesritualene for de forskellige grader af medlemsskab: picciotti (ung mand/fyr), camorristi, giovani d'onore, camorrista di sangue, edsaflæggelsesceremonier for de forskellige medlemsskaber: "Jeg sværger ved dette selskab at være tro mod mine fæller og at fornægte min far, mor, søstre og brødre og om nødvendigt med mit blod"32. Slægtsskabet til det spanske er tydeligt ved at man svæger ved tre spanske riddere33 og i tredelingen af selskabets hovedstruktur: en højere kreds af hierarkitoppen og de mest meriterede medlemmer, en lavere bestående af de yngre medlemmer og aspiranter og endelig en intern domstol. Der findes tilsyneladende ingen overordnet struktur for 'ndranghetaen men et antal familier, selskaber. Under et har et selskab i toppen "il capo bastone" eller "il capo società" og en vice capo, en af de ældste camorrister. Efter tur indtager "camorristi di sangue" posten som "maestro di giornata", en slags vagthavende, hvor man har ansvaret for at bemærke alt hvad der foregår i området og må varetage visse repræsentative opgaver, såsom modtage medlemmer fra andre familier, sikre tilflugtssteder og holde capoen orienteret. Desuden udpeges en velanskreven camorrist til "cassiere", som bestyrer kassen og fordeler indtægterne, bl.a. til efterladte efter myrdede eller fængslede medlemmer. Værdigheden som camorrist opnår man efter lang og hård "værnepligt" for selskabet; før man når så langt er man "picciotto" og udfører alle slags gøremål for selskabet, fra at opkræve afgifter til at begå mord. Det er ved at løse disse opgaver man demonstrerer sine kvalifikationer til at blive optaget i det ærede selskab. Der er en del "ikonografi" knyttet til 'ndranghetaen, symboler af logekarakter: stjerner, roser, træet "albero della scienza", som symboliserer selskabets opbygning fra stammen til det mindste blad, sværd, hjerter, løver, heste, riddere mv. Sammen med et særligt broderskabsvokabolarium, mystiske standardfraser til rituel afsigelse igen og igen som en kirkelig liturgi har de ikonografiske symboler bidraget til den særlige eksklusive følelse af tilhørsforhold til fælleskabet for broderskabets medlemmer. Det intime velkendte og det store ubegribelige, større end én selv; jeg er fælle og broder men også tjener og slave.
Hvis der skal peges på en forskel i forhold til den napoletanske camorra, må det være, at 'ndranghetaens medlemmer synes at være "tættere", mere ideologisk, mytisk forbundne og at selskabet i højere grad har karakter af gensidig hjælp og støtte til de svage, hvilket måske kan have sin forklaring i at 'ndranghetaen er et landzonefænomen i en fattig og svagt udviklet del af den italienske halvø.
Der er ingen grund til at tro, at oprindelsen til den sicilianske mafia skulle have andre forlæg og betingelser end camorraen og 'ndranghetaen i betragtning af områdernes fælles historiske skæbne og spanske kulturpåvirkninger. De kendte statutter og regler for medlemmernes adfærd bekræfter dette. Mest kendt er udsagn fra "afhoppede" mafiosi, der har fortalt om organisationens indre liv og medlemmernes pligter og rettigheder. Af skriftligt nedfældede statutter kendes kun et eksempel fra 1870erne, og man har diskuteret, hvorfor det interne skriftlige materiale fra den sicilianske mafia er så begrænset, uden at stille det indlysende spørgsmål om hvorfor de oralt overleverende ritueller og regler ikke skulle have tilsvarende valør. Det er dog i de fleste tilfælde ting som siges ved de rette lejligheder og altså videregives i den orale tradition. Nye indviede medlemmer får ikke, heller ikke i camorraen og 'ndranghetaen, udleveret en foreningsvedtægt på dagen; de gennemgår en rituel handling og får prentet bevidstheden med fællesskabets koder. Som hemmeligt selskab der må være forberedt på at de utilregnelige myndigheder vil bekæmpe det, er skriftlig kultur ingen fordel, selv om heller ikke den mundtlige tradition er nogen garanti mod at regler og statutter kommer til udenforståendes kendskab.
Alligevel kender man til et sæt statutter fra begyndelsen af 1870'erne gældende for en gruppe unge mafiosi i byen Monreale ikke langt fra Palermo. Tilblivelsen er lidt speciel. Delvist tilskyndet af politi og borgerskab i Monreale satte en gruppe unge mafiosi sig op mod byens almægtige gamle mafiafamilie34 og udfærdigede en tro kopi af de eksisterende statutter til at anspore korrekt mafiaoptræden i det ny selskab. Den skriftlige statut kom til politiets kendskab, men kort tid efter smeltede de to mafiagrupper sammen til én, og politiet kom fra asken til ilden. "Således gik det til, at politiet i Monreale, som ville oplære de gode hunde til at beskytte fåreflokken måtte se dem fra den ene dag til den næste forvandle sig til ulve endnu farligere og mere glubske end dem de var udset til at bekæmpe"35. Statutten for mafiaen er ikke forskellig fra hvad man kender fra camorraen og 'ndranghetaen. Monreale-mafiaen tæller 150 medlemmer, inddelt i grupper under ledelse af en vicecapo for hvert kvarter i byen og under kontrol og støtte af et øverste råd, der agerer i henhold til statuttens fire artikler: "(1) gensidig hjælp til blodhævn af fornærmelse mod fæller, (2) bistå og hjælpe til forsvar og befrielse af fæller, der har været så ulykkelige at blive stillet for en domstol; at samarbejde om at finde vidner og medvirke hver især med at hjælpe den fængslede fælle med at betale udgifterne ved kriminalrettens behandling, (3) fordeling mellem fællerne i henhold til capiernes kloge skøn af resultatet af afgiftopkrævning, afpresning, røveri og tyveri begået på fællesskabets vegne på en sådan måde at de særligt trængende fæller tilgodeses først ved byttes fordeling, (4) fastholde eden og bevare hemmeligheden; straffen mod dem, der overtræder dette, er døden inden 24 timer"36.
Også indvielsesritualerne for nye medlemmer i Monreale-mafiaen er beskrevet i 1870'erne. Før man optages som fuldgyldigt medlem skal man igennem en kandidat- og optagelsesperiode (candidatura og inizio). Hver af disse følges af to fortrolige og fuldgyldige medlemmer (compari emeriti), som præsenterer dem ved medlemsmødet, hvor de efter prøveperiodens udløb indvies som fuldgyldige medlemmer. Den der skal optages træder ind i møderummet og stiller sig ved et bord, hvorpå der ligger et helgenbillede. Han rækker højre hånd frem mod sine to fortrolige, som med en nål stikker hul på tommelfingeren og blodet falder ned på helgenbilledet. Derefter afsiges eden hen over billedet efter vejledning af en af de ældste og det nye medlem holder helgenbillet med sit blod hen over flammen på det ceremonielle lys indtil det er brændt op. Herefter er indvielsen overstået og han hilses som fælle (compare). Indvielsesritualet kan foregå under mindre højtidelige omstændigheder og under andre fysiske rammer, hvis særlige omstændigheder kræver det, f.eks. i et fængsel, hvor forrettelsen kan være mere summarisk37.
Indvielsesritualerne i 1870'ernes Monreale er helt identiske med de ritualer de nutidige mafia-grupper benytter; den mundtlige tradition har sikret en enestående kontinuitet, som ikke gør det muligt at skelne mellem 1870'ernes indvielsesprocedure og den, som 1980'ernes og 1990'ernes afhoppede mafiosi har kunnet fortælle om. Det samme gælder for camorraen og 'ndranghetaen, hvilket vel heller ikke kan undre eftersom det er overvejende sandsynligt, at de har haft det samme udgangspunkt og er blevet startet om ikke på helt samme tidspunkt, så dog sikkert i det samme århundrede, i det 16. eller 17. århundrede38. - "Lad os bevæbne os, kniv- og ulykkesfæller, på samme måde som vore tre gamle spanske ridderforfædre Osso, Mastrosso og Carcagnosso gjorde det, da de (...) drog i krig mod Calabrien, Sicilien og hele den napoletanske stat"39.
Det fælles spanske spredningspunkt, det fælles ideologiske arvegods er blevet formet efter de lokaliteter, hvor man tog det til sig. I modsætning til det spanske broderskabs tydelige islæt af social by-elite har disse syditalienske lokaliteter ofte været mere ydmyge og kan forklare disse selskabers bredere, mere folkelige karakter. Og det forklarer måske også deres betegnelse som ærede selskaber, netop for at pointere at det er selskaber, hvor alle er mænd af ære og selv må erhverve og forsvare denne æresnimbus.
"Camorra, mafia og 'ndrangheta indordner sig under vanerne i det miljø, hvor de opererer og udviser nu betydelige forskelle efter hundreder af års hemmelige illegale aktivitet. Men de forbliver ens, hvad angår principper og disciplin. Statutterne, som sanktionerer dem, og traditionen, som har videreført dem, har bevaret en virksom organisme intakt opdelt i tusinder af selvstændige dele, le cosche (mafiagrupper), som er i stand til at tilpasse sig tider og steder. Det er lykkedes denne organisme at overleve skønt den har fået voldsomme knubs. Den er forblevet sig selv i en omgivende verden der har gennemlevet dybe forandringer. Hvis man vil forstå dens natur og forklare dens væren skal man ikke alene nøjes med at betragte dens aktiviteter og dens ydre forandringer, men frem for alt dens interne konstitution, som er baggrunden for dens store vitalitet. Man skal ikke nøjes med alene at betragte mændene som blot er forbigående aktører men se på selskabets struktur, på sammensætningen af hver enkelt del som udgør organismen. En sådan undersøgelse er helt afgørende fordi organismens opståen ikke kan forklares ved omstændigheder ved landbrug og økonomi eller af beslutninger truffet af permanent kæmpende mænd, da den er nøjagtig bestemt i selve fødselsøjeblikket. Der, hvor organismen er født - i Napoli, i Reggio og i Palermo - har det ærede selskab bevaret statutter, formål og traditioner og har videregivet dens rodfæstnede og forgrenede struktur til det sociale netværk"40. Oprettelse af hemmelige selskaber i Syditalien er ifølge denne opfattelse en viljeshandling, en konstiturende beslutning blandt en mindre gruppe personer om at grundlægge et broderskab efter spansk inspiration. Organisationsdannelsen er således ikke afhængig af materielle forhold, udviklingstrin, social lagdeling og lignende, men resultatet af kulturelt samkvem mellem det senmiddelalderlige Spanien og Syditalien, først og fremmest Napoli, hvorfra foreligger oplysninger om camorra-lignende grupper i fængslerne og såkaldte "compagnoni" allerede fra det 16. århundrede; en slags ideeksport fra centrum i netværket til periferien41.
Men der er forskelle på moderplanten og de i hemmelighed spirende vækster. Ridderne Osso, Mastrosso og Carcagnosso har arbejdet i det skjulte: "Vore tre gamle camorra-riddere har arbejdet 29 år under jorden for at forberede de sociale regler, i 29 år mens politiet sov og camorraen vågede"42 (tallet 29 hører til de magiske tal). Til disse regler hører også bestemmelserne om, hvem der ikke kan optages i selskabet; foruden personer som af bestemte moralske grunde på forhånd er dømt udenfor - de vanærede "infami" og de slette mennesker, ådslerne "carogni" - gælder der også alle slags ordenshåndhævere og myndighedspersoner "tutti quelli che fanno lavori speciali"43.
Hermed er det klart antydet at selskabet (a) adskiller sig fra det spanske broderskab ved ikke at være en del af den konstitutionelle magtbasis; (b) at omvendt det folkelige islæt pointeres; (c) at dyrkelse af æresbegrebet i kontrast til det vanærende er udtalt og (d) at selskabet er vendt mod de regerende myndigheder, især dem der varetager ordenshåndhævelse og de retslige (de uretfærdige) instanser. Når hertil lægges selskabets gensidige hjælpeformål overfor medlemmerne træder karakteren af en statutbestemt og, som følge af de meget strenge disciplin- og straffebestemmelser, en knaldhård og hemmelig værns- og selvhjælpsforening tydeligt frem. Denne meget stærke edssvorne troskab, som er den altoverskyggende tendens i ikke mindst de kendte statutter for den calabresiske 'ndrangheta, er af nogle forfattere blevet tolket generelt, som et almindeligt formål for de hemmelige selskaber til "at forsvare den svage og bortjage den stærke"44. Afklaringen af dette standpunkt er vigtigt ikke alene historisk faktuelt men også moralsk for retfærdiggørelsen af de hemmelige syditalienske selskabers oprindelige intentioner. Tolkning kan være korrekt i betydningen, at man er svag indtil man optages i selskabet, og at medlemmerne er svage uden selskabet. Men denne tolkning er mindre indlysende, når det gælder betydningen for de fattige og elendige syditalienere generelt at dømme ud fra statutternes formålsbeskrivelser. Kun sporadisk og kun med god vilje kan selskabernes overskridende formål tolkes som socialt favnende og de fattiges værn.
Anderledes forholder det sig derimod med den adfærdspraksis, som udspringer af at selskabernes medlemmer er mænd af ære, hvor æresbegrebet ikke alene er internt bestemt i forhold til andre medlemmer men også har klangbund i de lokale samfund og spiller en social rolle for den lokale befolkning. Denne rolle er der mange vidnesbyrd om. Den calabresiske jurist Antonino Filastò skriver i 1906, at "den centrale regerings fravær og de meget lidt retsskafne statsligt ansatte har skabt en meget stor følelse af mistillid i denne (syditalienske) befolkning til retsvæsenet som ikke kan forsvare de svage mod de stærkes overgreb". Staten betragtes som "et fjernt uhyre, mystisk og almægtigt, som man nødvendigvis må bøje sig for som var det en brutal magt; det ser man bekræftet gennem skatteopkræveren og hans muligheder for at benytte tvangsmidler; man er altid villig til at imødekomme de magtfulde og altid sene til at forsvare de ydmyge". Derfor er det ikke sært, at alle orienterer sig mod "en anden og nærmere magt, mere krævende og frygtet; det er logisk at alle de svage frem for at søge den retfærdighed der udmyntes i retssalen i stedet henvender sig til den der praktiseres med gevær, dolk, barberkniv i et krat eller i en mørkskygget gyde; det er logisk at man mere end fængsel frygter slaget fra den forræderiske arm der afslutter livet, skamferer ansigtet eller ødelægger hvad man ejer. Således kommer de frygtsommes stadige tavshed til verden og således fødes mafiosoen, som er både gemen og snu"45.
Filastò kommer også ind på, at statens fravær forstærkes af de nødtørftige samfærdselsmidler, som isolerer mange lokalområder i Syditalien og samtidigt forøger mulighederne for at den illegale lokale magt, i mafiosoens, camorristens person, kan udfolde sig. Filastòs vurdering gør det dog ikke muligt at afgøre om der vitterligt er tale om et "frygtens regime" på basis af "frygtens tavshed" eller om den selvorganiserede, "autonome" og "selvbestaltede" lokale magt nyder en lokal legitimitet og anseelse. Der er ikke i statutterne vidnesbyrd om, at selskaberne skulle være instrument for andet end sig selv og således heller ikke for nogen 3. part, som i det oprindelige spanske selskab. Der er intet som tyder på, at selskaberne oprindeligt er vokset ud af eller har været instrument for fyrste- og godsejerinteresser eller har været integreret i disses vagtkorps. Denne almindelige opfattelse kan ikke bekræftes eller dokumenteres. Uden at man kan vide det med sikkerhed tyder statutterne på, at selskaberne i Syditalien har været et under- og middelklassefænomen, et forsvars- og ordensværn vendt mod statsadministrationens og overklassens konkurrerende vilkårlighed. Det har simpelthen været den succesfulde iværksættelse af en god idé for at inddæmme overgreb.
Selv om det økonomiske og sociale grundlag for selskabernes lokale virksomhed og medlemsrekruttering er forskellig fra den spanske garduña, er de strenge disciplin- og straffebestemmelser i de syditalienske selskabers statutter formelt set bibeholdt fra det spanske forlæg, derimod er de forhold man straffes for ikke kun overtrædelser af de almindelige beslutningsveje, hvis f.eks. et medlem påtager sig opgaver han ikke har ret og kompetence til, men også overtrædelser som har karakter af æresforbrydelser, f.eks hvis man besudler en anden camorrists ære, hvis man opvigler til strid, hvis man opfører sig som en kujon, hvis man er drukfældig46, o.s.v.
Selskabets formål og medlemmernes sociale adfærd bestemmes ikke alene af de formelle statutbestemmelser. Den fremelskede camorrist-type og indholdet af ærebegrebet formes også af rekrutteringsmåden med alt, hvad det indebærer af "medlemssocialiseringen", oplæring, overvågning og indvielse.
Oplæringen til at blive camorrist og mafioso har som et andet "skolevæsen" en del fællesgods for alle som deltager. Det gælder ideologiske forhold som synet på stat og myndigheder, synet på svaghed og styrke, på vanære og ære, synet på moderen og kvinden, og forhold der hænger sammen med professionel mafioso-adfærd, så som forherligelse af konsekvent udført fysisk vold, militant aktivitet, særlig taleform, særligt ordforråd, kendskab til illegal økonomis virkemåde, snuhed og intelligens. Denne medlemssocialisering og medlemsoplæring i at opfylde selskabernes formål medfører, at camorrist-adfærd kan gennemføres uden skrupler og senere anger, fordi opførslen er retfærdiggjort i medlemmernes særlige bevidsthed.
Organisationer af denne absolutte og illegale karakter udvikler tvedelte bevidsthedsformer hos medlemmerne, hvor der eksklusivt skelnes mellem "os" og "de andre", og hvortil der er knyttet forskellige regler og former for tollerance. Mafiosoen arbejder for en retfærdig sag i sin egen bevidsthed - uanset han benytter overtalelse, bestemt optræden eller vold som midler til at opnå det ønskede. Men det skal føre til resultater som er forenelige med selskabets formål; er der anvendt vold som ikke tjener selskabets formål straffes camorristen/mafiosoen47. For at fornemme betydningen af selskabets socialiserende og vejledende rolle for medlemmerne er det vigtigt at inddrage samtidens - f.eks. det 19. århundredes syditalienske - lokalsamfund, hvor myndighedernes vilkårlige og undertrykkende administration overfor den jævne befolkning og dele af middelklassen på landet ikke har tilbudt muligheder for at befolkningen har kunnet påvirke endsige forbedre sine eksistensbetingelser.
I en sådan situation har de hemmelige selskaber tilbudt et attraktivt alternativ og sikkert ikke haft vanskeligheder med at rekruttere unge mafiosispirer, til trods for den påbudte strenge disciplin. De ægte mænd af ære har virket som forbilleder til efterligning og de indlærte formål og statutter har fungeret som ledetråd for troskab og for korrekt opførsel. At det fortsat er de gamle mafiosi der fungerer som ideal og noget det unge søger at leve op til er dokumenteret gennem mafiaens nutidshistorie og gennem beretningerne fra de "afhoppede" mafiosi. Dette udelukker ikke, at medlemmernes aktivitet også kan være styret af individuelle ambitioner om social mobilitet og opstigen i det lokale hierarki. Man behøver ikke at være i tvivl om, at det grundlæggende er den samme bevidsthed, der idag styrer en mafiosos optræden, selv om mange forhold er ændret i nutidens Syditalien.
Disse idealer om at man som mafioso handler i en god og retfærdig sags tjeneste kan overføres til sicilianeren, til den sicilianske folkekarakter som ministerpræsident Vittorio Emanuele Orlando gjorde det under et møde i Palermo i forbindelse med lokalvalgene i 1924, da han erklærede: "Hvis man med mafia mener kompromisløs æresfølelse, afvisning af ethvert magtmisbrug og enhver voldsanvendelse (...) tilgivelse af svaghed, trofasthed overfor venskaber (...), ja, så er der i virkeligheden blot tale om et signalement af sicilianerens væsen, og i så fald er jeg mafioso og stolt over at være det"48.
At der er tale om stor kontinuitet i bevidsthed og regler indenfor mafiasystemet, kan man forsikre sig om ved at betragte det enorme materiale, som det italienske retssystem og politiske undersøgelsesinstanser har fremlagt siden midten af 1970'erne. Det gælder ikke mindst de beretninger, som frafaldne mafiosi har givet efter den store mafiafejde i begyndelsen af 1980'erne.