Artiklen stammer fra arkæologen Richard Allan Fox, Jr.: Archaeology, History, and Custer's Last Battle - The Little Big Horn Reexamined. (Norman, Oklahoma og London, 1993), uddrag af pp. 258-271 og findes i Finn Madsen: Hoka-Hey! - en materialesamling om de nordamerikanske indianeres historie i det 19. århundrede (1997).
Oversættelse: Finn Madsen. - Kommentarer i [ ] er indsat af oversætteren. Hvad angår de mange geografiske lokaliteter, der omtales i denne tekst, henvises til de detaljerede kort over Little Big Horn-slagmarken, der findes andetsteds i bogens kapitel.
Dét at være tæt på fjenden medfører ofte chokvirkning, og chokvirkning er den vigtigste årsag til tab af taktisk stabilitet. Skønt forskere i Custer-slaget lejlighedsvis erkender, at indianerne nåede frem til stillinger tæt ved soldaterne, har forestillingen om at nærhed skulle være en årsagsforklaring til nederlaget alligevel undgået deres opmærksomhed. Virkningen af fjenders nære tilstedeværelse i kamp kan ikke forstås uden en helhedsmæssig indfaldsvinkel til adfærd under kamp. (...) Ydermere viser den kontrollerede og systematiske indsamling af arkæologiske data sammen med den særlige analytiske fremgangsmåde, i hvilken udstrækning indianerne i disse stillinger var bevæbnet med chokfremkaldende våben.
(...)
Two Eagles beretning efterlader ingen tvivl om de indianske modstanderes nærhed, og den er i overensstemmelse med talrige [andre] indianske vidneudsagn. (...) Under hele kampen fra Calhoun Ridge til Custer Hill var soldaterne og indianerne "helt tæt på hinanden". Det forhold, at krigerne var så tæt på, forøgede deres numeriske overlegenhed fra frontafsnit til frontafsnit, et forhold der utvivlsomt forstærkede chokvirkningen. Major Reno rapporterede i noget af en underdrivelse, at den "uciviliserede" modstander, der kæmpede på en utraditionel måde, påvirkede hans soldaters fatning. Konfrontationen ansigt til ansigt med utraditionelle modstandere fremkaldte tilsvarende svækkelse hos kavaleristerne i Custer-slaget. Nærkamp skabte øget effektivitet for indianernes bevæbning, ikke blot som et middel til at bringe død og ødelæggelse, men også - hvad angår hurtig skydning fremkaldt af repetérrifler - som en chokpåvirkning. Omvendt forværrede afstanden mellem soldater og indianere kun begrænsningen af [soldaternes] enkeltskuds rifler. Ydermere befandt de nærværende indianere sig i fordelagtige positioner, da soldaterne på højre fløj begyndte at udvise svaghed. Mange krigere var hurtigt i stand til at svare igen på forvirringen ved at jage soldaterne i Calhoun Coulee og på Calhoun Hill på flugt. Til sidst gik de over til kamp mand mod mand på deres egen facon.
Det er en almindelig antagelse, at rifler med funktionsfejl medførte døden for mange soldater, men dette kan ikke dokumenteres ad arkæologisk vej. Som følge heraf er der ringe sandsynlighed for at rifler, der var gået i baglås, medvirkede til opløsningsprocessen. Tilsvarende løb soldaterne heller ikke tør for patroner eller oplevede at se ammunitionsforsyningen skrumpe ind til et kritisk punkt, hvad der kunne have fået soldaterne til at blive grebet af panik. Dét står klart på baggrund af knapheden på brugte militære patronhylstre, der er indsamlet af arkæologer. Disse data er nyttige, når det drejer sig om at læse modstridende historiske beretninger hvad angår mængden af brugt ammunition blandt soldaterne. Faktisk så viser denne del af materieloversigten, at langvarig kamp ikke fandt sted før demoraliseringen satte ind, og derefter spillede riflen (og Colt revolveren) kun en minimal rolle i slaget.
Når man anvender arkæologiske data og følgeslutninger som udgangspunkt, åbnes der mulighed for at erkende slagets [forskellig]art[ethed] i en [ellers] modstridende og forvirrende historisk redegørelse. Kildematerialets væsentligste dele tyder på, at Custers bataljon gik i opløsning, da den stod overfor de tæt placerede krigere, hvoraf mange var udrustet med repetérrifler. Chokvirkningen fra disse våben blev forstørret af nærheden. Sioux'erne og cheyenne'erne nød fordel af at kunne trænge sig ind på soldaterne, tilsyneladende uden at de blev opdaget eller uden at det skabte bekymring [hos soldaterne]. (...)
(...)
Tidligere, i slutningen af 1860'erne og i 1870'erne, modtog rekrutter kun simple instruktioner i eksercits, våbenbetjening og bevogtningsopgaver - hvis de da i det hele taget fik nogen træning inden tjenesten. Filosofien bag træningen var baseret på antagelsen om det traditionelle slag udkæmpet på europæisk facon, d.v.s. et sammenstød mellem stående hære. (...) Uanset den instruktion rekrutten i 1876 havde tilegnet sig, drog han afsted ringe forberedt på de guerillaagtige sammenstød, der var almindelige i vestens grænseområder.
Ifølge [historikeren] Graham var mellem 30 og 40% af de hvervede mænd i det 7. kavaleriregiment i 1876 rekrutter, men dette synes en smule overdrevet. Måske var 210 mænd, d.v.s. en tredjedel af regimentet blevet tilført det 7. kavaleriregiment i løbet af de sidste seks måneder før 1876-felttoget. Heraf kunne omkring 150 ikke opvise tidligere militær erfaring. Omkring 60 rekrutter blev optaget i regimentet kun en måned før afmarchen til Little Big Horn. [Forfatteren] Douglas McChristian gav for nylig udtryk for sin opfattelse af, at andelen af uerfarne rekrutter var 15% af regimentets styrke. Alligevel udgjorde nytilkomne uden kamperfaring groft taget en fjerdedel af regimentet. De manglede i allerhøjeste grad kampberedskab, da de blev sendt afsted for at møde cheyenne'erne og sioux'erne i foråret, også selvom man anlægger en beskeden standard.
(...)
Andelen af nyligt indrullerede soldater i det 7. kavaleriregiment er ofte blevet anført som en medvirkende faktor til nederlaget for Custers bataljon. Denne påstand kan have en vis gyldighed. Uerfarne soldater har større tendens til at flygte fra slagmarken end trænede soldater, simpelthen fordi de førstnævnte ikke er blevet tilvænnet slagets usædvanlige vilkår. Men hvad er da det, der forbereder uerfarne soldater på denne erfaring? Der er to faktorer: kampduelighed og moral. Kyndighed i tekniske discipliner som ridefærdighed, taktisk manøvrering og skydefærdighed skærper kampevnen. Som vi har set former det moralske element individets vilje til at kæmpe. Opretholdelse af taktisk stabilitet og indre sammenhæng i en hær og forebyggelse af demoralisering blandt enkeltpersoner afhænger af det moralske engagements styrke. Disse to begreber skal her diskuteres hvad angår deres indvirkning på det 7. kavaleriregiments sårbarhed overfor opløsningsprocesser.
Selv om det er vanskeligt præcist at vurdere færdighedsniveauet hos soldaterne i det 7. kavaleriregiment (der findes ingen træningsoptegnelser), forekommer det sikkert, at mange af soldaterne - især rekrutterne - manglede solide kampforberedelser. Erhvervelse af krigskunstens mekaniske færdigheder skaber selvtillid hos individet og enheden, som så igen opbygger det moralske element. Dette træningsaspekt, eller manglen herpå, og dets rolle som en medvirkende faktor til nederlaget bliver indimellem understreget i studier af Custer-slaget. Synspunktet har sin værdi, men dets vægt kan let vildlede.
Ringe træning i eksersits nævnes hyppigt. En sådan form for træning er imidlertid kun med til at samordne den taktiske manøvrering; den sikrer ikke i sig selv, at soldaterne er indstillet på at kæmpe. Under alle omstændigheder antyder de arkæologiske vidnesbyrd, at Custers bataljon i et stykke tid fungerede solidt. (...) Det tyder således ikke på, at mangelen på eksersits bidrog til nederlaget.
Ridefærdighed opfattes ofte som udtryk for tekniske rideevner. Dygtige ryttere er selvfølgelig af største betydning i kavaleriet, men først og fremmest i den klassiske, offensive chokskabende rolle. Beredne eksperter kan opretholde den indre sammenhæng i enheden, som er nødvendig for succesrige angreb og forstyrrende skinmanøvrer. Men mens bataljonen opholdt sig på Custer Ridge, opførte den sig først og fremmest (...) som beredent infanteri, idet den her sad af og således - i hvert fald midlertidigt og bestemt ikke tilsigtet - ophævede sine offensive muligheder. Men alligevel synes rytterne kun at have haft ringe besvær med at tvinge deres heste fremad i det angreb til hest, som kompagni C iværksatte. I det hele taget synes ringe ridefærdighed kun i mindre grad at have medvirket til nederlaget.
Set i et bredere perspektiv spillede ridefærdighed sandsynligvis en rolle i de forløb, der brød sammenhængskraften. Historiske dokumenter antyder, at indianerne havde held til at skræmme kavaleriets heste bort eller at fange dem. De der holdt hestene, især på højre fløj og i E-kompagniet havde besvær med at kontrollere deres herreløse dyr. Denne ubehagelige situation opstod hovedsageligt på grund af indianernes målrettede forsøg på at adskille de eftertragtede dyr fra deres ejermænd. Sandsynligheden taler for at noget af hestebestanden var anskaffet for nyligt, og således uvant med kampforhold medførte problemer med kontrollen, for også kavaleriets heste blev udsat for træningsøvelser. Det er også tænkeligt, at de, der passede på hestene, skulle styre mere end det normale antal på fire dyr for at frigøre flere af de mæn - der normalt var hesteholdere - til kampopgaver. Hvis det er tilfældet voksede problemerne med at holde orden på hestene formentlig endnu mere.
Uanset hvad der præcist måtte have fundet sted, efterlader de forskellige kilder ingen tvivl om, at hestene blev dårligt ledt, hvad der sluttelig svækkede bevægeligheden. Nogle af soldaterne på højre fløj mistede deres heste, andre gjorde ikke. Indianske beretninger beskriver levende den forvirring, der udviklede sig blandt ikke-beredne og beredne soldater, ikke mindst i Keogh-afsnittet. Det er rimeligt at antage at forskellen i bevægelighed, især som den kom til udtryk hos de skræmte soldater til fods, må have medvirket til at fremkalde rædsel indenfor bataljonens dele og måske hos hele styrken. (...)
Et tilsvarende argument kan fremføres for påstanden om, at ringe træning i skydefærdighed bidrog til nederlaget. Var soldaterne simpelthen blot elendige skytter? [Forfatteren] Coughlan, der i 1930'erne udtalte, at regimentet havde modtaget ringe øvelse i målskydning før 1876-felttoget blev iværksat, opfattede ringe skydefærdighed som en af hovedårsagerne [til nederlaget]. Men det er tvivlsomt, om evner af ringere kvalitet, hvad angik det at sigte og skyde, bidrog meget til nederlaget. De indledende salver ved og nær Calhoun Hill tvang, uanset om de ramte eller ej, succesrigt indianerne tilbage, i det mindste på kort sigt. Hvis vi dømmer ud fra indianernes beskrivelser havde skudsalverne samme virkning som opnås ved masseaffyring, d.v.s. efter det princip som anvendes af de fleste moderne hære. Massiv ildgivning rettes mod fjenden, eller hvor han antages at være. Chokvirkningen ved massiv ildgivning forhindrer - ligeså meget som det forhold at fjenden bliver såret eller dræbt - at der opnås nærkontakt. Den logiske konsekvens fastslår således, at overdreven iver efter at spare på ammunitionen udgør ligeså stor en fare for sikkerheden som et umådeholdent forbrug. (...)
(...)
Vurderet i et historisk-arkæologisk perspektiv er der kun lidt grund til at fæste lid til tanker om, at ringe skydefærdighed bidrog til nederlaget i større udstrækning. Men de mislykkede bestræbelser på at opretholde regelmæssig ildgivning synes måske nok at have givet fjenden mulighed for at snige sig nærmere. (...)
Uanset hvor ringe selve skydeevnerne må have været, havde de sandsynligvis kun lidt indflydelse på Custer-bataljonens tilintetgørelse i modsætning til den manglende øvelse i at bruge en riffel (og en revolver). Helt i overensstemmelse hermed skrev [historikeren] McChristian for nylig, at forsømmelse m.h.t. øvelse på ildlinien gjorde mændene i det 7. kavaleriregiment ringe forberedt til at deltage i Custer-kampen, eftersom træning er forbundet med meget mere end blot det at ramme et mål.
I 1870'erne tillod økonomiske begrænsninger kun, at der blev udleveret nogle få patroner til soldaterne til øvelsesskydning hvert år. Følgelig fik soldater - især nye som de der i rigt mål fandtes i det 7. kavaleriregiment - ringe muligheder for at blive virkeligt fortrolige med deres våben. Denne mangel kan have påvirket Custers soldaters fatning, fordi en høj moral og sjælsstyrke kun varer ved, så længe deres tiltro til våbnene er til stede. Øvelse avler fortrolighed og tiltro til våben og ikke blot træfsikkerhed.
Omvendt kan ringe træning med skydevåben påvirke den moralske styrke negativt. En af deltagerne i Reno-træfningen, løjtnant Varnum, fortalte [historikeren] Coughlan, at under belejringen på bakkekammen var det nødvendigt for officererne at undervise de forsvarende i at tage sigte og skyde. (...) Derfor kan et ringere kendskab og begrænset tiltro til skydevåben - i modsætning til det mere snævre synspunkt om selve skydefærdigheden - sagtens betragtes som et forhold medvirkende til nederlag, især da presset på bataljonen forøgedes, d.v.s. i de øjeblikke, da alt kan gå, til hvad side det skal være.
[Historikeren] S. L. A. Marshall understregede at "taktisk styrke ikke synes at have så stor betydning som ... moralsk styrke", idet han med en lettere omskrivning gengiver Napoleon, som skulle have udtalt, at i krig "er moral tre gange så vigtig som materiellet". Betragtet udfra den moralske styrke hos soldaterne under kampen efterlod den ufuldkomne træning sandsynligvis Custers bataljon svagere end ønsket. Militær succes - og nederlag - svinger mellem to grundliggende kræfter: individets mod og færdigheder og den taktiske enheds sammenhængskraft og standhaftighed. Sammenhængskraften, som udvikler sig samtidig med, at den moralske styrke vokser, indpodes ikke alene, mens soldaterne indøver kampteknik, fx. træning med skydevåben. En hær er også afhængig af andre forhold. De vigtigste blandt disse er normgivende kræfter, som påvirker individet på tre niveauer: (1) primærgruppen, (2) den militære enhed og (3) individets opfattelse af sine personomgivelser. Disse tre forhold er vigtigere hvad angår etableringen af sammenhængskraft end nogen anden kraft.
(...)
(1) Den taktik der anvendtes i 1876 bestod af mænd samordnet i grupper på fire, og alligevel eksisterede begrebet om primærgruppen ikke i den amerikanske hær, selv om [officeren] du Picq, der trak på sine erfaringer i den franske hær, gjorde sig til talsmand for tilsvarende principper så tidligt som i 1870. I krigene med indianerne kunne de enkelte medlemmer af gruppen fremme en vis grad af fællesskabsfølelse, hvis ellers gruppesammensætningen forblev uændret i længerevarende tidsrum. Men sædvanligvis forblev en gruppe ikke uændret. I det hele taget opstod primærgruppen ikke som en faktor, der kunne have været medvirkende ved den taktiske sammenhængskraft i det 7. kavaleriregiment eller i nogen anden hærenhed på det tidspunkt.
Det er tilsvarende tvivlsomt, om de sociale værdinormer - herunder patriotisme - havde megen indvirkning på sammenhængskraften i Custers styrke. Mange i regimentet var nylige immigranter, lykkeriddere eller slyngler ude efter anonymitet i militæret. Samtidig var de ofte analfabeter, når de meldte sig til tjeneste. (...)
(2) Hvor effektivt var den militære enhed i stand til at forme individets moralske standhaftighed og styrke sammenhængskraften i grænselandets hærstyrker? Hærens enkelte enheder var ofte spredt over meget store områder, og den største enhed, som den enkelte soldat almindeligvis kunne identificere sig med - regimentet - optrådte sjældent i sin helhed. Det enkelte regiment udgjordes af kompagnier. Det var således op til kompagniets stolthed, hvorvidt der blev skabt korpsånd, loyalitet og indre sammenhængskraft. [Historikeren] Utley beskrev under henvisning til den amerikanske hær i al almindelighed, at stolthed og korpsånd eksisterede til trods for en uafbrudt udskiftning af mandskab og ringere kvalitet hos de menige.
Det var muligvis tilfældet hos det 7. kavaleriregiment, for det blev dengang (som i dag) ofte betragtet som en eliteenhed. Men det modsatte argument kan også fremføres. Normalt vil et individ opfatte de kræfter, der indpoder stolthed og korpsånd, som en aktiv del af enheden. Fælles erfaringer i kamp er yderst vigtige, og det samme gælder for de kollegiale forbindelser, der udvikles med tiden. De nyankomne til det 7. kavaleriregiment, hvoraf 70% kan betegnes som rekrutter, havde ikke haft nogen mulighed for fælles kamperfaring og havde haft ringe tid til at optage, hvad der måtte have eksisteret af korpsånd.
(...)
(3) Fælles normer i primærgruppen er virkningsfulde, når det gælder om at mindske etniske, sociale, økonomiske og politiske forskelle blandt nye soldater. Sådanne normer erstatter særegenheder med fælles normer, der igen opmuntrer individet til at forstå, at hans eget og gruppens velbefindende er indbyrdes forbundet. Sådanne værdinormer videregives kun effektivt gennem intensive og regelrette træningsprogrammer. Det er korrekt, at den amerikanske hær i 1876 anvendte firemands-grupper, men selve ideen, der gik ud på at skabe manøvreringsmulighed på slagmarken, var kun en mekanisk fornyelse. I hvert fald er det blevet understreget, at den formelle militære træning i 1870'erne i almindelighed var utilstrækkelig, når der tænkes på fjender i grænselandet. Hvad angår træningen af primærgruppen, påvirkede denne mangel ikke alene de nye rekrutter, men også veteranerne, som udgjorde størstedelen af regimentet (ca. 75%). Også de manglede træning hvad angik spørgsmålet om moral. Når man tager den højst forskellige baggrund for de enkelte i det 7. kavaleriregiment i betragtning og dertil lægger deres forskelligartede motiver til at vælge livet i hæren, ja, så er det tvivlsomt om der udvikledes stærke og robuste bånd med hensyn til fællesskabsfølelse.
(...)
Det er almindeligt anerkendt, at det 7. kavaleriregiments kolonne i en vis udstrækning led af træthed, før slaget begyndte. [Historikeren] Stewart konkluderede i sin detaljerede beskrivelse af den skæbnesvangre ekpedition, at både mænd og heste var stærkt påvirkede af udmattelse. Løjtnant Godfrey [som deltog i slaget], tilkendegav noget tilsvarende og bemærkede, at de lange marcher på i alt 113 miles [= ca. 180 km] havde strakt sig over kun fire dage. Faktisk foregik marcherne på ca. 72 timer, fra omkring middag den 22. juni til kort efter middag den 25. juni. (...)
Det kan ikke nægtes, at træthed i slag er ødelæggende. Erfaringer fra moderne hære viser, at soldater udmarvet for energi - altså trætte, sultne og tørstige soldater - hurtigt kan bryde sammen, selv under behersket påvirkning. [Historikeren] Keegan beskrev de forfærdelige resultater af sådanne forhold i de franske og engelske hære, som stødte sammen ved Waterloo i 1815. Som det skete ved Waterloo, så vil træthed tappe kampstyrken lige så hurtigt som andre forhold, fordi der samtidig optræder frygt, mindskelse af moralsk styrke og udhuling af taktisk stabilitet. Fysisk udmattelse vil yderligere påvirke den taktiske effektivitet samtidig fra to retninger. Træthed nedbryder ikke alene legemlige reaktioner på en krise ved at undergrave modet og sløve den mentale opfattelsesevne, men den medfører også negative følelser strækkende sig fra bitterhed til oprør. Soldaterne er følgelig mindre indstillede på at slås for deres officerer, eller også vil de slet ikke kæmpe.
Når vi skal forsøge at vurdere graden af udmattelse, er det nødvendigt at vide besked med individernes tidligere sundhedstilstand og fysiske vilkår. Retsmedicinske analyser af menneskerester (knogledele fra 33 soldater), der var bragt tilveje ad arkæologisk vej, udviste kun få sygdomsbetingede misdannelser og kun visse eksempler på læsioner. Hvis dette eksempel er repræsentativt for hele regimentet, må den almindelige helbredstilstand vurderes som god. (...) Under alle omstændigheder synes det klart, at uanset niveauet for de fysiske vilkår, så gik det 7. kavaleriregiment i kamp i en tilstand af træthed.
(...)
Tilsvarende vidneudsagn om [soldaternes] træthed er afgivet af indianerne. (...)
Fejlernæring forværrer den fysiske tilstand og fremskynder træthedstilstanden. I en debat om træthedsfænomenet understregede Reno, at mændene ikke fik noget at spise før slaget. Sandsynligvis havde de fået et let måltid, sådan som [historikeren] Stewart antog, men den mad, der var til rådighed, og som bestod af feltrationer (beskøjter, bacon og kaffe), kan næppe betragtes som særligt indbydende. Faktisk udgjorde feltrationer en stor del af soldaternes kost, efter de havde forladt Fort Abraham Lincoln og tilsyneladende hele kosten under marchen op ad Rosebud Creek (22.-25. juni). Selv om sådanne småbidder, der undertiden blev suppleret med vildt, udgjorde det typiske måltid under marchen, var sådanne portioner utvivlsomt uden tilstrækkeligt næringsindhold. Dette sammenholdt med, hvad mange af soldaterne opfattede som udmarvende marcher, må have forøget fornemmelsen af udmattelse.
(...)