Det amerikansk-russiske strategiske styrkeforhold i begyndelsen af 1960'erne

Nedenstående tekstbilag er sammensat af to uddrag fra tidsskriftet International Security fra henholdsvis 1987 og 1988 og belyser det amerikansk-russiske atomare styrkeforhold under Cuba-krisen.
    Tekstuddragene består dels af (1) Scott D. Sagan: SIOP-62: The Nuclear War Plan Briefing to President Kennedy (International Security, Summer 1987, Vol. 12, No. 1), s. 22-51 og (2) Richard H. Kohn and Joseph P. Harahan (eds.): U.S. Strategic Air Power, 1948-1962 (International Security, Spring 1988, Vol. 12, No. 4), s. 79-95.

Scott D. Sagan var i 1987 forsker i amerikanske samfundsforhold på Harvard University. Kohn og Harahan var i 1984 historikere med speciale i det amerikanske luftvåbens historie og stod for interviewet i tekstuddrag 2.

Teksten er oversat af Finn Madsen og er gengivet fra samme forfatters bog Nye tekster til Cuba-krisen 1962 (2004).

Signaturen (...) markerer, at oversætteren har udeladt tekst. Noter (placeret nederst på siden) er indsat af oversætteren; de oprindelige noter i teksten er udeladt, fordi de skønnes overflødige i denne sammenhæng.

Tekstuddrag 1:

Den 13. september 1961modtog Præsident John F. Kennedy en tophemmelig militær briefing fra general Lyman L. Lemnitzer, formand for stabscheferne, om de amerikanske planer for atomkrig. Til stede ved mødet i Det hvide Hus var også forsvarsminister Robert McNamara, militærets rådgiver for præsidenten, general Maxwell Taylor og præsidentens vicerådgiver for nationale sikkerhedsspørgsmål, Walt W. Rostow. En ny krigsplan – the Single Integrated Operational Plan for Fiscal Year 1962, eller SIOP-62, var trådt i kraft den 15. april 1961, og general Lemnitzter forklarede yderst detaljeret, hvorledes den komplekse krigsplan var bygget op, hvilke mål i den "kinesisk-russiske blok" der kunne angribes, og om de mekanismer, der lå bag iværksættelsen af SIOP-62. Hans konklusion var simpel og isnende: udførelsen af SIOP-62 "skulle sætte USA i stand til at sejre i tilfælde af en atomvåbenkrig". Alligevel fremførte general Lemnitzer en kraftig, advarende tilføjelse, idet han oplyste præsidenten om, at "under alle omstændigheder – selv ved et forebyggende amerikansk angreb – måtte det forventes, at en del af det langtrækkende sovjetiske atomvåbenarsenal ville kunne ramme USA".

(...)

To emner vil blive diskuteret i denne introduktion til briefingen. For det første: hvorledes var den strategiske, nukleare balance i 1961? De amerikanske og russiske atomare styrker og deres relative alarmberedskab vil blive belyst med henblik på at kaste lys over stabschefernes opfattelse af, at selv om USA var i stand til at "sejre" i en atomkrig, så kunne de ikke garantere, at et forebyggende amerikansk angreb ville ødelægge alle sovjetiske styrker. For det andet, hvilke militære valgmuligheder stod til rådighed for præsidenten i tilfælde af en atomar konfrontation med Sovjetunionen i 1961. General Lemnitzers briefing påviser i hvilken grad SIOP-62 var en højest ufleksibel plan for massiv gengældelse, eller massivt forebyggende angreb, mod alle målkategorier inden for den kinesisk-sovjetiske blok, og den er med til at forklare, hvorfor Kennedy-regeringen bestræbte sig på at forøge de valgmuligheder, der var til rådighed for præsidenten i krigstilfælde, når han – med McGeorge Bundys¹ ord – stod ansigt til ansigt med "sandhedens øjeblik i kernevåbenkrigen". (...)

(...)

Hvorledes så den strategiske nukleare balance ud i 1961? Både USA og Sovjetunionen var i besiddelse af en primitiv triade² af kernevåbenstyrker: bombefly, der var i stand til at nå modpartens territorium; landbaserede interkontinentale ballistiske missiler (ICBM'ere), samt u-bådsbaserede nukleare missiler. I en hvilken som helst kvantitativ og kvalitativ sammenligning var USA imidlertid i besiddelse af massiv overlegenhed.
    (...) Flg. tabel viser SIOP-62 styrkerne i samme detaljeringsgrad, som de blev præsenteret for præsident Kennedy:

(...)

Et anslået minimum på 14 timer var nødvendig for USA til at få gjort alle ikke-kampklare styrker rede til mulig SIOP-indsættelse.
    Den information, der i øjeblikket er til rådighed om de sovjetiske nukleare styrker i september 1961, er mindre præcise. Dette afspejler både den vedvarende hemmeligholdelse af nogle efterretningsoplysninger såvel som kraftig uenighed hos amerikanske efterretningsorganisationer angående det sovjetiske styrkeniveau i 1961, som var åbenbar i rækken af efterretningsvurderinger, der stod til rådighed for præsidenten. Hvad der imidlertid står klart er, at mens sovjetiske styrker, der var i stand til at angribe Europa, var omfattende, så var de sovjetiske interkontinentale styrker de amerikanske langt underlegne.
    De sovjetiske ICBM-styrker har været udsat for betydelig opmærksomhed på grund af uenigheden om 'missilkløften'. Amerikansk frygt for en truende missilkløft i sovjetisk favør, som John Kennedy udnyttede under præsidentvalgkampen i 1960, var /dels/ resultatet af for ringe amerikansk efterretningsvirksomhed i denne periode, /dels/ uundgåelig usikkerhed omkring sovjetiske planer om materielanskaffelse, og /dels/ Krustjovs højrøstede forsøg på at opnå politiske fordele gennem nuklear bluff og trusler. National Intelligence Estimate (NIE) havde i december 1958 vurderet, at russerne kunne have 500 ICBM'ere i 1961, men sådanne skøn blev gentagne gange reduceret i efterfølgende NIE-vurderinger, efterhånden som bedre efterretningsoplysninger blev tilvejebragt. I september 1961 stod det imidlertid klart for amerikanske planlæggere, at missilkløften i virkeligheden var i USA's favør. Den 6. september oplyste CIA præsidenten om, at hidtidige skøn om at 50-100 sovjetiske ICBM'ere var operationsklare "sandsynligvis var for høje", og den NIE/-analyse/ der blev offentliggjort den 21. september beskrev antallet af sovjetiske ICBM'ere på affyringsramper som kun mellem 10 og 25 med ingen sandsynlig stigning i de efterfølgende måneder.
    Det er imidlertid afgørende at erindre sig, at ICBM'erne kun udgjorde en lille del af den sovjetiske strategiske styrkes omfang i 1961. ICBM-styrken var ikke så stor, som den tidligere var blevet vurderet til, rapporterede CIA den 6. september, men "alligevel udgør dens nuværende slagkraft sammen med bombefly og u-både en stor trussel mod amerikanske byområder, men en mere begrænset trussel i de umiddelbart kommende måneder mod vor nukleare slagstyrke." – Hvorledes opfattedes de øvrige to ben i den sovjetiske triade af amerikanerne?
    I 1961 lå størstedelen af Sovjetunionens strategiske våben i de langtrækkende bombefly. Ikke længere hemmeligholdt materiale, der var stillet til rådighed for krigsspil på højeste /belutningstager/niveau under Berlin-krisen i begyndelsen af september 1961, skønnede at "russerne var i stand til at sende 200 bombefly ind over Nordamerika" i et førsteslagsangreb, en vurdering der er i overensstemmelse med /forsvars/minister McNamaras vidneudsagn i en høring i the Committee on Foreign Relations i februar og september 1962. Dette skøn omfattede de tunge BISON og BEAR bombefly så vel som mellemdistancebombeflyene BADGER og BLINDER, men medtog ikke tab fra amerikansk luftforsvar, som ville have været aktivt, efter som /forsvars/minister McNamara i et høringssvar i februar 1962 /forklarede/, at "et sådant angreb ikke kunne iværksættes uden at vi ville blive advaret i så god tid, at vore strategiske styrker og vort luftforsvar ville være alarmeret".
    Hvis vi vender os mod de amerikanske skøn over sovjetiske u-bådsaffyrede kernevåbenmissiler, så fastslog krigsspilmateriale fra Berlin-krisen i september 1961, at der eksisterede tilnærmelsesvis 28 langtrækkende, sovjetiske u-både (21 diesel-/elektriskdrevne og 7 atomdrevne), der var i stand til at affyre "omkring 78" kernevåbenmissiler mod kystmål i USA. I februar 1962 afgav McNamara et høringssvar, der gik ud på, at 30 sovjetiske u-både kunne affyre omkring 90 kernevåbenmissiler. Denne u-bådsstyrke var imidlertid umådelig primitiv, udstyret som den var med kortrækkende SS-N-3 krydsermissiler og SS-N-4 ballistiske missiler, der for begges vedkommende forudsatte, at u-både gik ind til 150-350 nautiske miles³ fra den amerikanske kyst og gik op til overfladen, før den kunne iværksætte et angreb. Hvis man sammenholder disse skøn, så vil den samlede vurdering af den sovjetiske strategiske nukleare styrke på tidspunktet for SIOP-62 briefingen kunne ses i tabel 4:

Når man betragter det relative alarmberedskab for de amerikanske og sovjetiske strategiske, nukleare styrker i 1961, så er skævheden endnu mere udtalt. I slutningen af 1961 blev omtrent halvdelen af den strategiske luftfartskommandos (SAC) styrke af bombefly holdt på et 15 minutters startbanevarsel og et mindre antal B-52'ere på stående varsel som en del af det vedvarende luftvarslingsprogram. To af Atlanterhavskommandoens fem Polaris u-både (hver med 16 missiler om bord) og omkring en tredjedel af SAC's ICBM-styrke (24 ud af 78 missiler) blev rutinemæssigt holdt i alarmberedskab. I september 1961 rapporterede formanden /for værnscheferne/, at en iværksættelse af alarmberedskabsmulighederne i SIOP-62 ville affyre 1.004 våbensystemer med 1.685 kernevåben mod den kinesisk-sovjetiske blok.
    I skærende kontrast /til ovenstående er/, at ingen af de sovjetiske ICBM'ere i 1961 rutinemæssigt blev holdt i forhøjet alarmberedskab: atomsprænghovederne blev kontrolleret af KGB⁴ og holdt fysisk adskilt fra raketstyrkerne; missilernes ikke-depotbaserede, flydende brændstof var ustabilt, og i 1961 viste krigsspilmaterialet, at det kunne tage indtil tre timer at varme det elektroniske udstyr på de tidlige sovjetiske ICBM'ere op og få dem påfyldt brændstof. (...) De sovjetiske bombestyrkers alarmberedskab var tilsvarende: ingen bombefly blev på noget tidspunkt holdt på et rutinemæssigt dag-til-dag alarmberedskab, og der fandtes ikke noget program for sovjetisk forhøjet alarmberedskab. Sluttelig forekom der ikke at have eksisteret noget præcist dag-til-dag beredskab for den sovjetiske atomudrustede u-bådsstyrke i 1961, og i 1962 kunne en særlig efterretningsrapport blot fastslå, at den sovjetiske u-bådsflåde "for størstedelens vedkommende" blev holdt i havn i fredstid, og at "bogstavelig talt ingen ville være i en position til øjeblikkeligt at kunne affyre /missiler/ mod USA under dag-til-dag vilkår"⁵.

(...)

Tekstuddrag 2

Den 15. juni 1984 samledes /forhenværende/ generaler i luftvåbnet – Curtis E. LeMay, Leon W. Johnson, David A. Burchinal og Jack J. Catton – på Bolling Air Force Base i Washington D. C. på opfordring af Office of Air Force History for at diskutere det amerikanske strategiske luftvåbens oprindelse og udvikling. (...)

(...)

General LeMay stod i højere grad end nogen anden person som Strategic Air Command's (SAC) skaber i dets første år under hans kommando (1948-1957). General LeMays indflydelse på de amerikanske luftstyrker fortsatte som vicestabschef for luftvåbnet (1957-1961) og som stabschef (1961-1965). Hans samtidige, general Johnson – en akademisk uddannet officer i luftvåbnet med omfattende erfaring i feltledelse – bibragte sine kommandoer i SAC og i luftvåbnet en særlig forståelse for luftvåbnets styrke samt for sin rolle i præcisionsvurdering i Det nationale Sikkerhedsråd (NSC) (1961-1965).
    Generalerne Burchinal og Catton tjente under LeMay i SAC og i Washington i disse afgørende år i SAC's udviklingsproces. General Burchinal var chef for et flyveregiment i luftvåbnet⁶ og stabschef for luftvåbnets 8. regiment. (...) Catton blev en af LeMays højst betroede underordnede i sine år i SAC (1948-1964) og var direktør for Operational Requirements⁷ ved luftvåbnets hovedkvarter fra 1964-1968.

(...)

Dette interview er ikke historie, men udgør de individuelle memoirer fra fire personer. Det er en del af det kildemateriale, som historien bygger på.

(...)

Cuba-krisen

Catton: Jeg tror vi alle ved besked med det, så det kan være det er overflødigt, men det skal siges alligevel: Når der tales om 'massiv gengældelse', så drejer det sig – som general LeMay udtrykker det – om "reel styrke". Begrebet styrke stod definitivt sin prøve – og det på dramatisk vis – under Cuba-krisen, hvor vores overlegenhed var total. Krustjov stirrede ned i det største geværløb, han nogensinde har kigget i, da Den strategiske Luftkommando virkelig fik samlet sine styrker. Det hele startede jo som I husker med klare beviser fremlagt af den strategiske efterretningsvirksomhed⁸, fortsat af den strategiske efterretningsvirksomhed over både Cuba og søvejene til Cuba. Russerne havde ingen anden mulighed end at trække sig tilbage og gøre hvad de fik besked på. Slut – færdig – punktum! Jeg mener den enkle pointe er, at selv under Kennedy-regeringen, var værdien af overlegenhed så iøjefaldende, at ingen kunne undgå at se det.

Burchinal: Kennedy-regeringen fattede det overhovedet ikke – hverken den udøvende magt⁹ eller McNamara¹⁰. De forstod ikke, hvad der var blevet skabt og overgivet til dem, eller hvad det havde udstyret dem med. SAC stod på toppen. Vi besad /ikke blot/ overlegenhed, men total overlegenhed, overfor russerne. Heldigvis skabte det tilstrækkelig panik i Washington, da de opdagede, at disse missiler kom ind, og det var selvfølgelig et nyt hold med Kennedy og McNamara og hele banden, og de angav kun i brede vendinger, hvilken form for støtte de ønskede til den nye præsident. Så på det militære niveau – fra JCS¹¹ og nedad – var vi i stand til (uden at involvere politikerne) at sætte en tredjedel af SAC's¹² styrker i alarmberedskab, at sprede en del af den atomvåbenudrustede flystyrke til civile flypladser, og tage alle vore ICBM'ere frem – inklusive dem der stadig befandt sig hos leverandørerne – for at lade dem tælle med i regnskabet. Det var sådan noget, som russerne skulle kunne se bare for det tilfældes skyld, at den barske snak kunne ophidse russerne i så høj grad, at de kunne finde på at få sjove tanker. Jeg kan huske, at vores ambassadør i Moskva på det tidspunkt var Foy Kohler. Han vendte tilbage efter at Cuba-krisen var overstået og fortalte, at vi havde ført Krustjov helt hen til atomkrigens afgrund, at han havde kigget ud over kanten, og at det tog lysten fra ham. Vi kunne have lavet vores egen drejebog på det tidspunkt, men vore politikere forstod ikke, hvad der foregår, når der eksisterer en sådan grad af overlegenhed, som vi var i besiddelse af. Eller også vidste de simpelthen ikke, hvordan de skulle udnytte den. De var travlt optaget af at redde ansigt overfor russerne og komme med indrømmelser, opgive IRBM'erne¹³ – Thor- og Jupiter/-missiler/ne – der var udstationeret oversøisk, mens vi så let som ingenting selv kunne have udformet spillereglerne.

LeMay: Vi kunne ikke alene have fået missilerne ud af Cuba, vi kunne have fjernet kommunisterne fra Cuba på det tidspunkt.

Johnson: Gu' ku' vi så!

LeMay: Lad os gå lidt længere tilbage. Et års tid eller sådan før Cuba-krisen dukkede der udtalelser op fra forskellige personer – kongresmedlemmer o.s.v. – i aviser og nyhedsmagasiner om, at der var missiler på Cuba. Så sagde regeringen, at "der ikke var nogen beviser for missiler på Cuba". Til sidst gav de SAC den opgave at overflyve Cuba med vore U-2'ere, og de fandt raketterne. Så var Kennedy nødt til at foretage sig noget, fordi han hele tiden havde sagt "Nej, der er ikke nogen dér". Så holdt han en tale i radioen. Jeg synes ikke, det var nogen særlig barsk tale, men Krustjov fandt den skrap.
    Jeg så faktisk et budskab, som antydede overfor mig, at vi kunne have fået kommunisterne væk fra Cuba. Jeg sad og arbejdede ved mit skrivebord, og Ellis¹⁴ var min næstkommanderende. Han kom af og til ind, løftede dyngen af papirer op og skubbede nogle flere ind i bunden, og det lykkedes mig aldrig at komme helt ned til bunden. En dag kaldte jeg ham til mig og viste ham et stykke papir, som jeg ville have gjort noget ved med det samme. Jeg ringede efter ham, han kom ind og jeg gav ham instruktioner desangående. Da han kom ind, havde han endnu en stabel papirer i hånden. I stedet for at anbringe dem nederst i bakken til indgående post, lagde han dem på skrivebordet. Eftersom jeg ønskede en hurtig ekspedition, tog han papiret og fór afsted, idet han efterlod papirerne på skrivebordet. I stedet for at række ned i bakken, tog jeg fra den stak, fik fat i et, og der lå et budskab fra Krustjov, som gav mig det indtryk, at det var muligt at fjerne kommunisterne fra Cuba. Det tog mindre end fem minutter – jeg havde lige fået læst det – da han kom ind igen og begyndte at rode igennem papirerne. Jeg sagde: "Hvad kigger du efter? Dette her?". Det havde jeg ham mistænkt for. Han sagde: "Ja. Det er blevet trukket tilbage; det skulle ikke have været rundsendt". Det var det sidste, vi så til det. I stedet for at befri Cuba for kommunisterne lavede de en aftale om, at hvis vi fjernede vores missiler fra Tyrkiet og Italien, så ville de fjerne deres fra Cuba..Senere modtog jeg en lille mindeplade med måneden indskrevet og i sort skrift '10-dages perioden omkring Cuba-krisen' med en lille notits fra Præsidenten, der takkede os for vor støtte på dette meget kritiske tidspunkt.
    På dette meget kritiske tidspunkt ... efter min opfattelse var der overhovedet ingen chance for at vi var kommet i krig med Sovjetunionen, fordi vi var i besiddelse af en overvældende militær slagkraft, og russerne var klar over det.

Burchinal: Og vi sørgede for, at de var i stand til at se det.

Catton: Lad mig lige komme med en lille tilføjelse til dette, fordi jeg finder det vigtigt, at vi forstår alsidigheden og fleksibiliteten ved langtrækkende luftkrigsførelse. Hvem var det, der under Cuba-krisen fandt missilerne? U-2'ere fra SAC; langtrækkende fly. Herefter blev de strategiske styrker flyttet op til omkring firs /procents alarmberedskab/, hvad der var ensbetydende med, at måske omkring fire ud af fem bombefly og tankfly i SAC var rede til start. Og en del af disse 80% var i alarmberedskab i luften.

Burchinal: I de ti dage tog hverken Curt¹⁵ eller jeg hjem. Vi blev i Pentagon dag og nat, og det startede før præsidentens udtalelse, der satte krisen i gang. Hen i forløbet – efter at vi havde genoptaget vores alarmberedskab – fik en af vore U-2'ere en funktionsfejl i sit navigationssystem og havnede inde over Kamchatka-halvøen. Vi kunne se, at russernes radar fulgte ham. Jeg erindrer, at vi fik underretning om det i gruppen, og McNamara var sammen med JCS. Han forlod os i en høj grad af ophidselse for at få fat i Præsidenten pr. telefon for at få ham til at undskylde overfor russerne. Men JCS sagde: "Nej. Sig til dem, at de skal holde fingrene væk, ellers får de hele ladningen!" Russerne vidste udmærket, hvad der foregik, fordi vore tilsynsførende i Alaska kontaktede flyet over radioen, gav ham den korrekte kurs og fik ham væk derfra. Russerne reagerede ikke, fordi de blev tvunget til at melde pas.

Kohn: /interviewer/
Måske bekræfter Cuba-krisen hvad Douhet¹⁶ og andre sagde i 1920'erne: strategisk luftoverlegenhed afgør de store spørgsmål om krig og fred.

Burchinal: Det var en helt enestående situation, som meget sjældent forekommer. Vi var i besiddelse af en så total overlegenhed på det tidspunkt, at der ikke var nogen diskussion, /og/ ingen bestred dette. Da russerne opbyggede deres kapacitet i løbet af 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne, gjaldt denne situation ikke længere. Siden dengang har det altid bekymret mig, at udgivelser om Cuba-krisen alle som én hævder, at vi var utrolig tæt på atomkrigen; 99% af de personer, der skriver om den, kender ikke sandheden.

Kohn: Hvorfor siger De det, general Burchinal?

Burchinal: Fordi vi havde sat os så eftertrykkeligt på russerne, og de vidste det. De foretog ikke noget træk. De forøgede ikke deres alarmberedskab, de satte ikke flytogter i gang eller forhøjede deres luftforsvar. De gjorde intet. De var lamslåede. Vi har aldrig været fjernere fra atomkrigen end under Cuba-krisen – aldrig!

1. McGeorge Bundy var præsidentens særlige rådgiver i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
2. D.v.s. bestående af tre led.
3. En nautisk mile er lig med 1,852 km.
4. Den hemmelige sovjetiske efterretningstjeneste.
5. I sin bog Blundering Into Disaster. Surviving the First Century of the NuclearAge (1986), s. 8, skriver Robert McNamara, at USA's strategiske atomsprænghoveder i oktober 1962 var vokset til ca. 5.000 mod russernes ca. 300.
6. Hans titel var wing commander; omtrent det samme som oberstløjtnant (i flyvevåbnet).
7. Operational Requirements kan vel bedst oversættes til 'operationelle fornødenheder', d.v.s. de konkrete produkter, der er nødvendige for at en enhed kan fungere under kamp.
8. Catton tænker her på de fotografiske beviser for russiske missiler på Cuba indsamlet af de amerikanske U-2 fly.
9. D.v.s. præsident Kennedy selv.
10. Robert S. McNamara var forsvarsminister i perioden 1961-1968.
11. JCS = Joint Chiefs of Staff, d.v.s. de øverste værnschefer og hermed den amerikanske militære overkommando.
12. SAC = Strategic Air Command.
13. IRBM = Intermediate Range Ballistic Missile; betegnelse for mellemdistanceraket (beregnet til atomvåben) med en rækkevidde på 2.400-4.800 km.
14. General i luftvåbnet, Richard H. Ellis, var dengang oberst og tjente som LeMays næstkommanderende i det amerikanske luftvåbens hovedkvarter 1961-1963.
15. Kælenavn for Curtis (E. LeMay).
16. Giulio Douhet (1869-1930) var italiensk officer og stærk tilhænger af at tillægge luftvåbnet maksimal vægt. Hans teorier om luftkrigsførelse fik stor betydning, især i England og USA.