Den ubetinget vigtigste spanske kilde til mayaernes historie er franciskanermunken Diego de Landa, der udnævntes til Yucatáns første biskop i 1572. Landa kom til maya-landet i 1549 og lærte sig hurtigt maya-sproget. I flere år rejste han omkring og samlede informationer om mayaernes forkulturer, herunder deres skriftsprog. I 1562 gik det imidlertid op for Landa, at han og de øvrige missionærers fromme anstrengelser blandt de hedenske mayaer havde vist sig forgæves. Kristendommen havde ikke slået rod, og der blev afsløret eksempler på mayaernes afgudsdyrkelse forskellige steder. Angiveligt skulle man visse steder endog have fortsat praksis med menneskeofringer.
Sammen med den spanske inkvisition sørgede Landa for omfattende og brutale afstraffelser af mayaerne, herunder piskning og døden på bålet. Samtidig tog Landa initiativ til afbrænding af utallige religiøse genstande og foldebøger og beskrev egenhændigt situationen således: "Vi fandt et stort antal af sådanne bøger, men eftersom de kun indeholdt overtro og djævelske løgne, så brændte vi dem allesammen, hvilket de blev umådeligt kede af og gjorde dem meget ulykkelige."
Nogle år senere blev Landa kaldt tilbage til Spanien for at stå til regnskab for sin tilsyneladende overdrevne iver efter at omvende mayaerne. Som et forsvarsskrift for sig selv gav han i sin bog Relación de las Cosas de Yucatán (’Beretning om tingenes tilstand på Yucatán’) en relativ positiv og i hvert fald forstående beskrivelse af maya-samfundene, således som de var blevet ham fortalt af de indfødte. Det er paradoksalt, at vi i dag er nødsaget til at ty til Relación i studiet af mayaerne, fordi den er forfattet af den person, der mere end nogen anden gjorde sit for at ødelægge alle spor af mayaernes fortid. Omvendt har mange arkæologiske undersøgelser bekræftet Landas iagttagelser i stort omfang.
Nedenstående afsnit er oversat af Finn Madsen fra en engelsksproget udgave af Landas bog – Friar Diego de Landa: Yucatan – Before and After the Conquest. With other Related Documents, Maps and illustrations, uddrag af sektion 5 og 6, s. 88-90. Landas tekst er oversat fra spansk til engelsk af William Gates i 1937; genudgivet af Dover Publications, New York, 1978.
Chichén Itzá ligger prægtigt ti leagues1 fra Izamal og ca. elleve leagues fra Valladolid, og det berettes, at den blev regeret af tre fyrster – brødre – som var kommet til landet fra vest. De var meget fromme, byggede smukke templer, levede som ugifte og på en respektabel måde. En af dem døde eller drog bort, hvorefter de øvrige begyndte at opføre sig urimeligt og letfærdigt. Derfor blev de slået ihjel. Senere vil vi2 beskrive udsmykningerne på hovedbygningsværket og berette om den brønd, som mennesker blev kastet ned i levende som offergaver sammen med andre værdigenstande. Der er mere end syv etager3 ned til vandet[s overflade], og den måler mere end hundrede fod i bredden og er på forunderlig vis hugget ud af klipperne. Vandet forekommer grønt, efter sigende forårsaget af de træer, der omgiver den.
Det er indianernes opfattelse, at der hos itzá’erne, som opførte Chichén Itzá, var en stor hersker ved navn Cuculcán4, og som følge heraf blev den vigtigste bygning kaldt Cuculcán.
Det fortælles, at han kom fra vest, men der er ikke enighed om, hvorvidt han nåede frem før eller efter itzá’erne eller samtidig med dem. Det fortælles, at han var venligsindet, at han ikke havde kone eller børn, og at han efter sin tilbagevenden blev betragter som en gud i Mexico og kaldt Cezalcohuati [Quetzalcóatl]. Også på Yucatán blev han æret som en gud på grund af sine store fortjenester over for samfundet, som kan iagttages i den ro og orden han fik etableret på Yucatán efter høvdingernes død med henblik på at standse de stridigheder, som deres død havde medført.
Efter at have opnået enighed med dette lands indfødte herskere påbegyndte den nævnte Cuculcán grundlæggelsen af en anden by, hvori han og disse [herskere] skulle bo, og hvor alle anliggender og opgaver skulle behandles. Med henblik herpå udvalgte han en smuk lokalitet otte leagues længere inde i landet end hvor [byen] Mérida nu ligger og ca. 15-16 leagues fra havet. De omgav stedet med en meget bred mur af tørret sten med en udstrækning på omtrent en ottendedel league5 og med kun to smalle porte; selve muren var lav. Midt i det indhegnede område byggede de deres templer og kaldte det største [af disse] for Cuculcán, det samme som i Chichén Itzá. De opførte også et rundt tempel, som var helt anderledes end de øvrige i landet, og som havde fire indgange. Mange af bygningerne var indbyrdes forbundne.
Inden for murene blev der opført boliger udelukkende for fyrsterne, som landet var delt imellem, idet de blev tildelt landsbyer i overensstemmelse med slægtens alder og anseelse og deres personlige kvalifikationer. Cuculcán opkaldte ikke byen efter sig selv, som ah-itzá’erne gjorde i Chichén Itzá (som betyder ’ah-itzá’ernes brønd'), men kaldte den Mayapán, som betyder ’maya’ernes fane’, eftersom landets sprog betegnes ’maya’. I dag kalder indianerne den Ich-pa, som betyder ’indenfor befæstningsværkerne'.
Cuculcán boede i nogle år i denne by sammen med høvdingerne, hvorefter han i fuld fordragelighed og i venskab tog afsked med dem og vendte tilbage til Mexico af den samme vej [som han var kommet]. På vejen gjorde han holdt i Champotón og – til minde om sig selv og sin afrejse – opførte han ude i havet omtrent et stenkast fra kysten en smuk bygning, som lignede dem i Chichén Itzá. Således efterlod Cuculcán sig et varigt minde i Yucatan.
© Finn Madsen og forlaget lee. Tekst- og billedmaterialet på denne side må bruges vederlagsfrit i forbindelse med udarbejdelse af ikke-kommercielle undervisningsprojekter o. lign., men naturligvis med kildereference. Kommerciel udnyttelse kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale.